I et indlæg i Berlingske den 9. december fortryder Venstres Karen Jespersen, at hun i sin tid stemte for oprettelsen af Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD), fordi instituttet har støttet Det Muslimske Broderskabs bestræbelser på at komme til magten i Ægypten. Bestræbelser som har vist sig særdeles frugtbare, eftersom Broderskabet sammen med Salafisterne opnåede en jordskredssejr med 60% af stemmerne ved første valgrunde. Karen Jespersen mener det er en fejl, at Folketinget har skubbet så vigtige afgørelser over i et ”mere eller mindre tilfældigt organ” og at udviklingen i den arabiske verden er så alvorlig, at Folketinget bør tage over.

Jeg deler både Karen Jespersens bekymring over den tiltagende islamisering i Ægypten og hendes frustration over, at danske skattekroner via DIPD er gået til at undervise repræsentanter for Det Muslimske Broderskab i, hvordan man kommer til magten ad demokratisk vej. Jeg sidder selv i instituttets bestyrelse for Dansk Folkeparti og har haft debatten helt inde på livet. En debat, hvor Dansk Folkeparti stod fuldstændig isoleret i bestyrelsen med det synspunkt, at man ikke skulle yde bistand til den såkaldte demokratiproces i Ægypten, med mindre man fra DIPDs side kunne sikre, at ingen islamister – det være sig Det Muslimske Broderskab eller salafisterne fik del i midlerne. Resultatet var bl.a., at en repræsentant for Det Muslimske Broderskab for danske skattekroner blev inviteret til Danmark, hvor han bl.a. promoverede sharia for en gymnasieklasse og blev inviteret til valgfest på Christiansborg. Et meget pinligt forløb set med Dansk Folkepartis øjne, men fuldt sanktioneret af et massivt flertal i DIPDs bestyrelse, som Karen Jespersen vel egentlig bør rette skytset mod snarere end DIPDS direktør Bjørn Førde, der blot kolporterer bestyrelsens holdninger. Og lad mig så lige tilføje, at jeg er mere pessimistisk, når det gælder effekten af, at bringe afgørelser vedrørende udviklingen i den arabiske verden ”op” i Folketinget: Venstres repræsentant i DIPDs bestyrelse, MF Karsten Lauritzen var en af de argeste modstandere mod Dansk Folkepartis indstilling – ligesom socialdemokraternes medlem af bestyrelsen, MF Jeppe Kofoed. Der er i min optik intet der tyder på, at den afgrundsdybe naivitet er mindre i Folketinget end i DIPDs bestyrelse

Vi har nu til overflod fået bekræftet, at erhvervsminister og ekskommunist Ole Sohn lyver, når han siger, at han intet har haft at gøre med de sorte dollars, der tilflød DKP fra det gamle Sovjet. Senest ved en ny kilde, Jeppe Strange, der afkræfter, at 350.000 dollars i 1990 gik ind i DKP via Terpo Tryk. Det er nu på høje tid, at nogen begynder at stille spørgsmål til, hvad alle disse sorte dollars blev brugt til. Hvem modtog dem, hvis ikke Terpo Tryk? Hvad blev de brugt til? Og ikke mindst: Hvad var den siddende erhvervsministers rolle i alt dette?   

Özlem Cekic´ hjemmebesøg hos kontanthjælpsmodtageren Carina har ikke alene gjort Cekic til grin – sagen har til overflod udstillet venstrefløjens absurd virkelighedsfjerne fattigdomsbegreb, der synes at bestå af to kerneelementer:

For det første er det den underliggende forståelse på venstrefløjen, at det er det kapitalistiske samfund, der er skyld i at folk er på overførselsindkomst. De er altså selv uden lod og del i egen skæbne og derfor ofre uden ansvar for deres eget liv.

For det andet fremgik det med pinlig tydelighed, at såvel Cekic selv som resten af SF rent faktisk mente, at Carina var fattig: de havde selv fundet frem til hende og kendte hendes indkomst og budget. SF mener altså, at man pr. definition er fattig i det øjeblik man overgår til offentlig forsørgelse. En opfattelse, der deles langt ind i socialdemokratiet, hvor den nuværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen tidligere har udtalt, at hun var fløjtende ligeglad med, om det kunne betale sig at arbejde, når bare kontanthjælpsmodtagerne fik, hvad de skulle have.

Cekic har gjort i egen rede, men skal ikke desto mindre have stor tak for at detonere en bombe under det fattigdomskort, som venstrefløjen hidtil har taget patent på at spille. De kan de gudskelov ikke længere, og det er mit håb, at den standende debat kan blive begyndelsen til et paradigmeskifte i fattigdomsdefinitionen, så vi kan begynde at diskutere social og kulturel fattigdom – og ikke mindst, hvordan man sætter ind over for den.

Selv ikke den mest forbenede venstrefløjser kan med blot en flig af troværdighed påstå, at Carina, kontanthjælpsmodtagende enlig mor til to, er fattig med et rådighedsbeløb på over 5000 kr. om måneden. Og dette vel at mærke efter at smøgerne, hundemaden og knægtens fodbold er trukket fra. Özlem Cekic har i sit forfejlede forsøg på at fremstå som socialt indigneret, gjort Carina og hendes børn en kæmpe bjørnetjeneste. For debatten om, hvornår man er fattig i økonomisk forstand skygger for det reelle problem, nemlig at børn af forældre med kort eller ingen uddannelse og ringe tilknytning til arbejdsmarkedet som overvejende udgangspunkt aldrig får en uddannelse og sjældent et job. En social og kulturel arv og et massivt problem som end ikke en fordobling af kontanthjælpsmodtagerens rådighedsbeløb kan ændre på.  Jeg ville ønske, at venstrefløjen ville kravle ned fra deres elfenbenstårne, droppe hattedameriet og begynde at fokusere på, hvor dårligt det går med den almene dannelse og kulturelle opdragelse i de socialt dårligst stillede familier. De evner for størstedelens vedkommende ikke at give deres børn de referencerammer der skal til for, at børnene kan gennemføre en skoleuddannelse og senere en ungdomsuddannelse. De aner ikke hvem der partileder for Venstre, eller hvem der har skrevet Kongens Fald. De tager ikke deres børn med på museer, de læser ikke Brødrene Løvehjerte højt, de spiser ikke sammen om aftenen og taler om, hvad der er sket i løbet af dagen. Hvis de overhovedet ser tv sammen er det de kanaler, hvor de viser Paradise Hotel og De Unge Mødre – ikke TV-avisen eller Nyhederne. Disse familier magter ikke familiens primære funktion, nemlig at gøre deres børn samfundsparate. Hvordan skulle de også det efter 20 år på kontanthjælp og uden uddannelse?  Skal man hjælpe dem ud af deres fattigdom, som ikke er økonomisk, men social og kulturel, så skal man kompensere for den manglende almene dannelse, som familierne ikke evner at bibringe deres børn. I stedet har Özlem Cekic udstillet en enlig mor og gjort hende til genstand for offentlig forargelse. Det er synd for Carina i mere end én forstand.

Der er vel efterhånden ingen i kongeriget, der er i tvivl om, at Hizb ut Tharir er en islamo-fascistisk organisation, som i hele sit virke er stærkt undergravende for vores demokrati og retsstat. Og nu er formanden Chadi Freigeh igen ude med riven:  I forbindelse med en forskningsrapport om social kontrol i muslimske familier, har Freigeh angrebet social- og integrationsministeren i særdeleshed, og danske politikere i almindelighed, fordi de har ”frækheden til at blande sig i muslimske familieanliggender”. Og videre siger han: ”Den såkaldt sociale kontrol eksisterer således i alle samfund i større eller mindre omfang. Spørgsmålet er blot, hvilke værdier skal familierne værne om.” Og her mener Freigeh selvsagt ikke, at det er de demokratiske værdier og frihedsrettigheder, som familierne bør opdrage deres børn til. Tværtimod sætter de alt ind på at forhindre pigernes ret til selv at vælge uddannelse, ægtemand, til at gå uden det muslimske tørklæde og til i det hele at have et frit og selvstændigt liv, hvor man deltager aktivt i samfundslivet og i de demokratiske processer. Hizb Ut Tharir opfordrede alle muslimer til ikke at stemme ved folketingsvalget, de sidder kønsopdelt til deres møder, de giver ikke kvinder hånden og de kunne ikke drømme om at vælge kvinder som statsoverhoved. Det er ikke os, eller vores danske politikere, der er frække, når de kommenterer på og blander sig i bestemte gruppers adfærd, når disse grupper vender det omgivende samfund ryggen. Det kaldes faktisk rettidig omhu. Næ den, der er fræk er Freigeh som vover at gøre udfald mod dem, der er sat i verden for at sikre hans borgerlige rettigheder og som foragter det samfund, der har givet ham alt.

alcohol and zithromax effectiveness

Det lyder umiddelbart meget smukt, når udenrigsminister Villy Søvndal i en artikel i Berlingske den 25. oktober siger, at han vil fastholde sin strategi om at hjælpe med at ”opbygge en Libysk retsstat” med frie medier og hjælp til torturofre og voldtagne kvinder. Og det falder da også fint i tråd med hans tidligere afsværgelse af herboende islamister som ”mørkemænd”, der skulle ”gå ad Helvede til”. Men så knækker filmen, for efter Søvndal er blevet udenrigsminister, har han fået såkaldt mere nuanceret syn på sharia, totalitarisme, kvindeundertrykkelse og henrettelse af homoseksuelle. Nu mener han ikke det vil være et problem med sharia, hvis islam blot får samme fremtrædende rolle i det fremtidige Libyen, som den katolske kirke har i en række katolske lande.

Nu er der den helt afgørende forskel på katolicisme og islam, at islam er en lovreligion, der i modsætning til kristendommen ikke tillader at holde kejseren for sig og Gud for sig. Det burde være børnelærdom for en dansk politiker, der har haft islamdebatten inde på livet de seneste 15 år. Men det er åbenbart prellet af på Søvndal. For hvordan i alverden har han forestillet sig et moderat forbud mod en kvindelig præsident? Og er det efter Søvndals mening acceptebelt at fængsle bøsser i stedet for at hænge dem i lygtepælene, som det sker i Iran – et andet islamisk land?

Det er libyerne, der selv skal vælge deres fremtid, og meget tyder på, at de vil vælge sharia – som uanset form og udgave aldrig kan harmonere med demokrati og frihedsrettigheder. Hvis det giver anledning til overvejelser hos en dansk udenrigsminister, så må det blive, om det var prisen værd for Danmark at indsætte danske styrker i Libyen for at erstatte et diktatur med et andet. Ikke om vi skal fortsætte med at smide danske skattekroner ud på at indføre barbari i et fremmed land.

”Meget alvorligt”, ”afskyvækkende og modbydeligt”, ”Bekymrende er et meget blidt ord” det er blot nogle af de udtryk, som JP har citeret danske politikere for de seneste dage som følge af, at de fundamentalistiske muslimer vinder stadig mere frem herhjemme. Senest har de såkaldte salafister opfordret herboende muslimer til at afholde sig fra at stemme ved folketingsvalget, ligesom de vil indføre shariazoner i København, dvs. områder, hvor dansk lovgivning er sat ud af kraft, for til gengæld at lade islamisk lov råde. Fundamentalistiske muslimer har flere gange tidligere forsøgt at indføre islamisk lov i Danmark. Mest opsigtsvækkende i forbindelse med drabet på en dørmand på Café Rust på Nørrebro i 2005, hvor en herboende imam ville tage sagen ud af politiets og domstolenes hænder, og forlige offerets og gerningsmandens familier ved brug af islamisk ret. Men der er adskillige andre eksempler på, at herboende imamer eller andre, der mener at repræsentere den muslimske del af befolkningen, har plæderet for indførelse af parallelle retstilstande for muslimske grupper. Senest har imam Abdul Wahid Pedersen igen talt for indførelse af sharia på familieretsområdet, nu med et argument om, at det er ”synd” for de muslimske kvinder, at sharia ikke anerkender det sekulære samfunds retsregler vedrørende skilsmisse, og at sharia derfor bør indføres ved at lade imamer bevilge muslimsk skilsmisse.
Imam Pedersens forslag fik mærkelig nok ikke tilnærmelsesvis samme mediebevågenhed eller voldsomme reaktioner fra det politiske establishment som nu bliver salafisterne til del. Det bør undre, da der i bund og grund ikke er den store forskel på, hvad de søger at opnå: Indførelse af kalifatet og sharia med alt, hvad det indebærer af totalitarisme, afskaffelse af demokratiet, kvindeundertrykkelse og forfølgelse af jøder og homoseksuelle.
Faktisk er der en helt uforståelig men afgrundsdyb forskel på, hvordan de fleste danske politikere og deres partier betragter islamisk fundamentalisme. En stor del – men langt fra alle - herboende islamiske fundamentalister som salafisterne og Hizb-ut-Tahrir bliver mødt med afsky og hårde ord (selvom der aldrig kan skaffes politisk flertal for at sætte handling bag ordene), mens islamiske fundamentalister i Ægypten aktivt støttes i deres bestræbelser på at komme til magten. Således har Institut for Flerpartisamarbejde under Udviklingsministeriet, hvor jeg selv sidder i bestyrelsen, glad inviteret partier med stærk forankring i Det Muslimske Broderskab – der bl.a. har forgreninger til Al Queda, Hamas og Hizbolla til at deltage i Instituttets demokratiprojekter. Bl.a. har instituttet betalt for rejse til og ophold i Danmark for en Muslimsk Broder, så han kunne studere dansk demokrati. De seneste meldinger fra Ægypten tyder endda på, at den danske såkaldte demokratiindsats ser ud til at bære frugt: 47% af ægypterne vil nu stemme på partier med tilknytning til enten Det Muslimske Broderskab eller Salafisterne.
Alt dette er deprimerende tegn på, at de seneste 20 års debat om islams trussel mod demokratiet og de sekulære samfund er gået hen over hovedet på de danske politikere, der troligt fodrer de fundamentalistiske islamister i deres hjemlande, som de angiver at afsky når de ytrer sig her.

Christianitterne mestrer om nogen kunsten at balancere behændigt mellem offerrollen og pseudofrisindet. Ofte hinsides kvalmegrænsen, fordi de samtidig helt ser det som deres ret at snylte på det samfundsfællesskab de foragter så meget.

Hvor mange gange har vi ikke måbende måttet se til, når christianitterne gik amok i gaderne efter en dom var gået dem imod, og hvor mange gange har vi ikke hørt deres horrible argumenter for, hvorfor netop de – selvfølgelig – gratis kunne indgå i et fuld og helt ejerforhold til de bygninger, de ulovligt havde tiltvunget sig adgang til. Eksemplerne er legio.

Nu gør de det så igen: Tager os i en hvis legemsdel mens de grinende går mod banken. Denne gang i form af de såkaldte ”Folkeaktier” som alle kan købe og som ganske vist kun repræsenterer en imaginær værdi for aktieejeren, men som giver christianitterne penge til at købe de arealer, de uretmæssigt har beboet i 40 år. Vi bliver med andre ord bedt om at købe Københavns smukkeste arealer til en gruppe mennesker, der ikke kunne drømme om at betale til os, men som tværtimod har gjort det til en livsform konstant at sætte sig op imod det samfund, som de samtidig kræver alt af. Skamløsheden er åbenbart grænseløs, for intet tyder på, at de selv har tænkt sig at få læderet op af lommen. Og til overflod sætter Christianitterne trumf på ved at love, at alle donationer over 100.000 kr. vil få fristadens pigegarde til at komme marcherende med fuld musik og overrække ”Folkeaktien” personligt. Der kan man virkelig tale om et trut i den bare…    

Efter valgkampen er overstået og mens dens bærende temaer endnu står prentet i korttidshukommelsen, er det tid til, at S og SF sætter sig igennem med det, de gik til valg på, nemlig bevarelsen af efterlønnen. Det er ikke så svært, som det ser ud til, og jeg vil derfor vise god vilje, og komme med opskriften på, hvordan Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal kan sikre efterlønnen for alle, som de har lovet:

Meddel først Vestager, at betingelsen for, at de Radikale kommer med i en kommende regering er, at de opgiver at stemme for tilbagetrækningsreformen. Det vil de aldrig gøre – og dermed står S og SF frit. Når reformen så vedtages med flertal i Folketinget, kan S og SF enten meddele, at de ikke agter at gøre noget for at gennemføre forliget. Hermed er Blå Blok sat skakmat, med mindre der kan skabes flertal for at afsætte regeringen, hvilket de Radikale i givet fald ville skulle stemme for – og det vil de næppe.

Den anden mulighed er, at S og SF sammen med EL benytter grundlovens mulighed for at sætte tilbagetrækningsreformen til folkeafstemning. Søvndal har jo i forvejen forsøgt at gøre folketingsvalget til en art folkeafstemning om efterlønnen, så tanken er mere end nærliggende. En folkeafstemning har yderligere den fordel, at den vil kunne forankre problemerne og deres løsning, hvor de hører hjemme, nemlig hos S, SF og R. Det vil også give Thorning-Schmidt mulighed for at agere noget mere statsmandsagtig end hendes nuværende fedtspilleri, hvor den bærende strategi synes baseret på uværdige forsøg på at tørre problemerne af på andre og opfordringer til DF om at begå løftebrud.

Når nu fattigdomsdebatten igen er blusset op, og partierne kappes om at overgår hinanden med milde gaver til de betrængte, er det vigtigt at understrege, at flere penge ikke løser de såkaldt ”fattiges” problemer. Det er ikke bare forældet, men også virkningsløst udelukkende at operere med økonomi som eneste fattigdomsparameter. Fattigdom i dagens Danmark kommer primært af manglende mulighed for at deltage i samfundsfællesskabet fordi man mangler uddannelse og kompetencer til at kunne komme ind på et arbejdsmarked, der i stigende grad efterspørger viden og kunnen. Og flere penge til de fattige giver dem ikke den adgang. Skal vi gøre noget effektivt, skal vi tidligt sætte pædagogisk og socialt ind over for den gruppe børn, der vokser op i familier, som ikke i tilstrækkelig grad kan sørge for at give deres børn den stimulering og almene dannelse, der er forudsætningen for, at de kan modtage undervisning i skolen og senere få uddannelse og arbejde. At poste flere penge i de dårligst stillede er som at tisse i bukserne, for at holde varmen: Det giver dem mulighed for at øge forbruget – men fjerner dem ikke fra varig offentlig forsørgelse og et generelt set dårligere liv, end det vi andre har. Og det er vel det, der er målet?