Jeg har meget svært ved at se det fair i Socialdemokraternes og Folkesocialisternes økonomiske udspil til, hvordan vi kommer ud af krisen: Jeg kunne så leve med, at det næppe er fair i forhold til de øvrige EU-lande, der for størstedelens vedkommende stadig skal leve op til konvergenskravene. Og jeg kunne til nød se igennem fingre med, at det heller ikke er et særlig fair forslag i forhold til landets økonomi, når det gælder om at løse de helt akutte problemer med det milliardstore underskud på statens budget.
Men det allermest uretfærdige og helt igennem urimelige er, at Socialdemokraterne og Folkesocialisterne vil piske det erhvervsaktive mindretal til at pukle endnu mere for at blive ved med at forsørge det støt voksende flertal, der lader sig passivt forsørge. Det er både usolidarisk og vidner om manglende indsigt i almindelige menneskers hverdag og arbejdsliv. For 12 minutter mere om dagen er meget – ikke mindst for dem, der har hårdt fysisk eller ensidigt repetitivt arbejde. Hvis oppositionen virkelig ønsker at komme med et fair udspil, så skulle den fokusere mere på at løse de grundlæggende og langsigtede problemer, som f.eks. hvordan vi får flere til at forsørge sig selv. De kunne jo starte med at undersøge, om ikke en relativt stor del af den kvarte million førtidspensionister vi sætter skattekroner af til, helt eller delvist vil kunne forsørge sig selv. Det ville skæppe gevaldigt i de offentlige kasser, og være til gavn og glæde for både samfundsfællesskabet og den enkelte.

Det var tidligere statsminister, socialdemokraten Jens Otto Krag, der for 40 år siden slog fast, at man har et standpunkt til man tager et nyt. Det kunne hans partifælle Mette Frederiksen lære meget af i den noget pinlige sag omkring hendes fravalg af den lokale folkeskole til sit skolesøgende barn, der i stedet skal gå i privat lilleskole. Og det til trods for, at hun i flere omgange har tordnet mod andre ressourcestærke forældres tilsvarende skolevalg til deres børn.

Problemet for Mette Frederiksen er ikke, at hun skifter mening. Det gjorde hendes forgænger som sagt også, og det er en ærlig sag, som hun bare må afklare med sit politiske bagland.

Problemet er, at hun ikke vil tage det standpunkt hun de facto har skiftet til: Hun fremturer tværtimod og kører sit gamle retoriske stalinorgel i stilling, og vil bilde os ind, at hun mener det samme, som hun hele tiden har gjort om folkeskolen og dens fortræffeligheder. Men det gør hun altså ikke, for hun vælger jo folkeskolen fra.

Mette Frederiksen har opdaget, at når det, der er bedst for en selv kommer i konflikt med det, der er bedst for samfundet – så vælger man som regel det, der er bedst for en selv.  Det er ærligt nok, og kunne måske også i andre sammenhænge give hende en større forståelse for andre mennesker og deres valg. Men Mette Frederiksen er ikke ærlig, så det er nok for meget at håbe på et mere nuanceret tilgang til andre med samme udgangspunkt som hende selv.

Werner Juhl skriver i JV den 20. april at vores velfærdssamfund er i en alvorlig krise og opregner et antal områder, hvor der efter hans mening skal spares. Det skal der efter WJs mening bl.a. på børnecheck og SU til millionærer, ligesom skattelettelser til de velstillede skal afskaffes. Han slutter med at håbe, at Dansk Folkeparti tør komme med nogle gode besparelsesforslag.

Jeg er grundlæggende enig med WJ i at velfærdssamfundet er i krise, og jeg er heller ikke uenig i hans eksempler på velfærds- eller rettere velstandsgoder, som er fuldstændig overflødige, og som skatteyderne absolut ikke bør betale til.

Men jeg synes alligevel der er grund til at grave et spadestik dybere, for de nævnte besparelsesforslag er dybest set  alle symboler på det samme: at vi forveksler velstand med velfærd og er ved at indføre borgerløn ad bagvejen: Det har aldrig været tanken med velfærdsstaten at alle kunne gøre krav på offentlige ydelser.  De var forbeholdt bestemte grupper i bestemte sociale situationer. Alligevel har tendensen været, at alt for mange gør krav på alt for meget uden at have et egentligt behov, og der er en kedelig tendens til både politisk og forvaltningsmæssigt at efterkomme kravene. Førtidspension er et godt eksempel: I Danmark er der i dag næsten en kvart million mennesker på førtidspension. Det svarer til ca. hver elvte i den arbejdsdygtige alder (mellem 18 og 64 år). Jeg tror simpelthen ikke på, at vilkårene på det danske arbejdsmarked er så benhårde, at næsten hver elvte er for syg til at magte kravene. Jeg tror, at der er rigtig mange førtidspensionister, der i stedet for at være parkeret på livslang offentlig forsørgelse, sagtens kunne klare et lønarbejde og helt eller i hvert fald delvist forsørge sig selv. Det ville spare udgifterne til førtidspensionen, give flere skattekroner i stats- og kommunekasserne – og helt grundlæggende give de pågældende et meget bedre liv.

Inden den nu tidligere kommunaldirektør i Kolding Kommune, Ingemann Olsen, fik fyresedlen forleden, bragte  JV et interview med ham den 4. april. Her sagde Ingemann Olsen bl.a., at han føler sig stigmatiseret for at starte en debat, og at han mener, at reaktionerne på hans udmelding er med til at knække vores højt besungne ytringsfrihed.

Jeg kan kun give ham ret: Det er en kæmpe skandale, at Kolding Kommune fyrer en mangeårig medarbejder for at bruge sin ukrænkelige og grundlovssikrede ret til at blande sig i den offentlige debat. Det er jo ikke statshemmeligheder Ingemann Olsen har afsløret, og han har heller ikke med sine udtalelser bevæget sig i nærheden af at svigte den loyalitetsforpligtelse, der følger med hans job som kommunaldirektør: Ingemann Olsen har udtalt sig i generelle vendinger om et generelt samfundsproblem, som han i kraft af sin stilling og erfaring har et særligt kendskab til og indblik i. Det hverken skal eller må han straffes for. Tværtimod bør vi takke ham for at stå frem og starte en nødvendig debat. Det er helt utroligt, at økonomiudvalget i Kolding Kommune ikke kan huske, hvor galt det kan gå, når offentligt ansatte ikke tør ytre sig af frygt for magtfuldkomne politikere, men jeg vil gerne benytte lejligheden til at minde dem om Tamilsagen. Det hjælper dog næppe Ingemann Olsen.

Det er helt utroligt som medierne i denne tid flyder over med tilkendegivelser fra modstandere af regeringens skattestop, der hjertens gerne vil betale meget mere i skat. Jeg kan faktisk ikke erindre at have oplevet en mere indædt og højlydt altruisme fra de mere velbjærgede og kulturradikale dele af skatteydersegmentet end den, der nu gjalder gennem det samlede medielandskab. Og jeg skal ikke nægte, at jeg føler mig en smule forstemt over ikke at kunne mønstre samme villighed til at slippe endnu flere skattekroner til fælleskassen, end jeg gør i forvejen.

Men det behøver vel ikke at være et enten-eller. Det kan sagtens være både-og, for hvorfor skulle man ikke kunne få lov til at betale mere, hvis det er det, man ønsker: Hvis kommunerne oprettede et antal øremærkede konti til hhv. ældrepleje, folkeskoler, daginstitutioner mv., som de mere godhjertede skatteydere kunne betale frivilligt ind på, så kunne jeg og andre, der synes, at vi betaler rigeligt i skat i forvejen lade være – og alle ville blive glade. Ydermere kunne de frivilligt betalende selv, via de øremærkede konti, få direkte indflydelse på de formodede ekstra milliarder, der naturligvis straks ville rulle ind i kommunekasserne, og det er da dybt tilfredsstillende. I mellemtiden vil jeg så arbejde politisk på at sikre en bedre udnyttelse af alle de andre milliarder, som danskerne i forvejen betaler.

I JV den 24. marts skriver Jørgen Jørgensen (Socialistisk Folkeparti), at regeringens skattestop smadrer det danske velfærdssamfund, og at S og Socialistisk Folkeparti har en plan for genopretning af danske velfærdssamfund ved at vi alle, som han skriver ”skal yde et bidrag”, hvilket kun kan betyde, at vi skal betale endnu mere i skat.

Jeg deler Jørgen Jørgensens kærlighed til velfærdsstaten og ser ligesom han nødigt en forringelse af de bærende velfærdsinstitutioner som folkeskolen og vores ældrepleje. Men det har altså intet med skattestoppet at gøre – allerede fordi de offentlige udgifter jo er øget i betragteligt omfang siden den nuværende regering kom til.

Det er ren betonsocialisme af farligste slags, når Jørgen Jørgensen forlanger, at danskerne blindt skal punge ud med endnu flere skattepenge end de allerede gør. Vi har lige passeret den grænser, hvor det er mindretallet, der forsørger flertallet her i landet. I Århus er hver tredje indvandrerkvinde mellem 40 og 60 år på førtidspension. I Danmark som helhed er hver 7. indbygger mellem 18 og 60 på offentlig forsørgelse – heraf er en kvart million på førtidspension.

I stedet for at plage de efterhånden få tilbageværende skatteydere med yderligere brandbeskatning, ville der være god ræson i at kigge lidt på de mange, der ikke forsørger sig selv og betaler skat, og så se på, om der ikke er en del imellem, som godt kunne klare et lønarbejde, når det kom til stykket. Jeg er overbevist om, at det kunne finansiere både folkeskole og ældrepleje – og i tilgift give en masse nye skatteydere, der både får et bedre liv og som frem for alt bidrager til fællesskabet.

I Politikens leder den 10. marts kunne man endnu en gang forvisse sig om, at organet ønsker stat og kirke adskilt. Blot var budskabet i denne omgang forsøgt indpakket i en art selvretfærdig harme over manglen på homovielser i folkekirken.

Under den pudsige overskrift ”Bøsser skal have fri og lige adgang til folkekirken” (har de da ikke det?) prøver avisen at kæde folkekirkens statstilskud sammen med spørgsmålet om, hvorvidt folkekirken skal tillade vielser af homoseksuelle.

Jeg har ingen holdning til homovielser i folkekirken. Men jeg har en klar holdning til min luthersk-evangeliske tro og kirke og derfor må jeg reagere, når avisen afslører en så fatal mangel på basisviden om sammenhængen mellem tro, folkekirke og det sekulære samfund: Folkekirken er ikke en forening med vedtægter, der kan ændres ved den årlige generalforsamling. At folkekirken understøttes af staten markerer alene den nationale tilslutning til den luthersk-evangeliske tro og ikke, som avisen fejlagtigt hævder, en ret til at pille ved trosindholdet i tilfælde af, at der skulle vise sig et flertal for det: Her er det ikke den, der betaler orkestret, der bestemmer musikken!

Politikens harme fremtræder da også noget gusten, da man kan slutte af argumentationen, at det er helt i sin orden at kirken diskriminerer homoseksuelle – bare det ikke sker for kirkeskatteydernes regning. Vorherre bevares!

Lis Adam skriver i JV lørdag den 6. marts, at det er ligeså svært for muslimer med et ikke-demokratisk udgangspunkt at forstå den danske ytringsfrihed, som det er for gammeldanskere at forstå muslimernes stærke religiøse følelser, og at det derfor gælder for begge parter om at sætte sig ind i hinandens verden og finde en løsning.

Selvom jeg kan have stor sympati for Lis Adams åbne indstilling, så må jeg dog afvise den pure: Det er netop venlige danskeres alt for store imødekommenhed over for totalitære muslimers særkrav, der skaber splid og splittelse i vores samfund og træder vores egne grundlæggende værdier under fode: Vi skal tværtimod fastholde kravet om, at alle der ønsker at leve i vores samfund i det hele accepterer og tilegner sig de værdier vi har bygget vores samfund på. Kun sådan får vi integreret og assimileret totalitære muslimer.