Det var tidligere statsminister, socialdemokraten Jens Otto Krag, der for 40 år siden slog fast, at man har et standpunkt til man tager et nyt. Det kunne hans partifælle Mette Frederiksen lære meget af i den noget pinlige sag omkring hendes fravalg af den lokale folkeskole til sit skolesøgende barn, der i stedet skal gå i privat lilleskole. Og det til trods for, at hun i flere omgange har tordnet mod andre ressourcestærke forældres tilsvarende skolevalg til deres børn.

Problemet for Mette Frederiksen er ikke, at hun skifter mening. Det gjorde hendes forgænger som sagt også, og det er en ærlig sag, som hun bare må afklare med sit politiske bagland.

Problemet er, at hun ikke vil tage det standpunkt hun de facto har skiftet til: Hun fremturer tværtimod og kører sit gamle retoriske stalinorgel i stilling, og vil bilde os ind, at hun mener det samme, som hun hele tiden har gjort om folkeskolen og dens fortræffeligheder. Men det gør hun altså ikke, for hun vælger jo folkeskolen fra.

Mette Frederiksen har opdaget, at når det, der er bedst for en selv kommer i konflikt med det, der er bedst for samfundet – så vælger man som regel det, der er bedst for en selv.  Det er ærligt nok, og kunne måske også i andre sammenhænge give hende en større forståelse for andre mennesker og deres valg. Men Mette Frederiksen er ikke ærlig, så det er nok for meget at håbe på et mere nuanceret tilgang til andre med samme udgangspunkt som hende selv.