Werner Juhl skriver i JV den 20. april at vores velfærdssamfund er i en alvorlig krise og opregner et antal områder, hvor der efter hans mening skal spares. Det skal der efter WJs mening bl.a. på børnecheck og SU til millionærer, ligesom skattelettelser til de velstillede skal afskaffes. Han slutter med at håbe, at Dansk Folkeparti tør komme med nogle gode besparelsesforslag.

Jeg er grundlæggende enig med WJ i at velfærdssamfundet er i krise, og jeg er heller ikke uenig i hans eksempler på velfærds- eller rettere velstandsgoder, som er fuldstændig overflødige, og som skatteyderne absolut ikke bør betale til.

Men jeg synes alligevel der er grund til at grave et spadestik dybere, for de nævnte besparelsesforslag er dybest set  alle symboler på det samme: at vi forveksler velstand med velfærd og er ved at indføre borgerløn ad bagvejen: Det har aldrig været tanken med velfærdsstaten at alle kunne gøre krav på offentlige ydelser.  De var forbeholdt bestemte grupper i bestemte sociale situationer. Alligevel har tendensen været, at alt for mange gør krav på alt for meget uden at have et egentligt behov, og der er en kedelig tendens til både politisk og forvaltningsmæssigt at efterkomme kravene. Førtidspension er et godt eksempel: I Danmark er der i dag næsten en kvart million mennesker på førtidspension. Det svarer til ca. hver elvte i den arbejdsdygtige alder (mellem 18 og 64 år). Jeg tror simpelthen ikke på, at vilkårene på det danske arbejdsmarked er så benhårde, at næsten hver elvte er for syg til at magte kravene. Jeg tror, at der er rigtig mange førtidspensionister, der i stedet for at være parkeret på livslang offentlig forsørgelse, sagtens kunne klare et lønarbejde og helt eller i hvert fald delvist forsørge sig selv. Det ville spare udgifterne til førtidspensionen, give flere skattekroner i stats- og kommunekasserne – og helt grundlæggende give de pågældende et meget bedre liv.