Den 5. juni - på selve Grundlovsdag - blev jeg efter kampvalg valgt til at repræsentere Haderslev ved det næste folketingsvalg.
Det siger sig selv, at jeg er noget nær euforisk - for Haderslev og det syd- og sønderjyske område må være det ultimative område at opstille i for en ægte DF´er, hvis hjerte banker for Danmark og danske værdier. På mine ture ud i det sønderjyske landskab (som for øvrigt ikke er ret grimt - skulle jeg hilse og sige!) har jeg mødt en sjælden åbenhed, når det gælder om at tale om og vedstå, at man er glad for sit land. Og ikke mindst, at man tager det som noget helt naturligt at værne om vores fædreland og vores værdier.
Jo, jeg er superglad for at blive opstillet i grænselandet, og jeg glæder mig til at komme igang med valgkampen. På en måde skyder jeg den lidt i gang på søndag, hvor jeg i en art overmod har meldt mig på til den lange distance i Vestkystløbet, som jeg vil gennemføre iklædt DF-t-shirt. Da jeg løber uendelig langsomt vil jeg være på vejene i lang tid, og dermed kunne flashe DF-logoet for et stort antal mennesker.
For god ordens skyld lægger jeg lige en del af min tale til opstillingsmødet ud her:
Jeg er, som i kan både se og høre, ikke indfødt sønderjyde. Men når jeg beder jer om at gøre mig til jeres folketingskandidat, så er det fordi jeg hernede kan genkende glæden ved Danmark og stoltheden over at være dansk, som noget ganske naturligt.
I de senere år har der på venstrefløjen og i medierne bredt sig en meget uheldig tendens til at nedgøre alt, hvad der er dansk: Danskerne er blevet udskreget til at være selvoptagede, dumme og indskrænkede, og hvis man har dristet sig til at sige, at man elsker sit land, er man straks blevet kaldt kolonihavefascist og Morten Korch-romantiker.
For øvrigt, så havde Søren Espersen et rigtig rapt svar til en journalist, der spurgte ham, om Dansk Folkeparti ikke bare var sådan nogle gammeldags romantikere, der bare ønskede at komme til at leve i en Morten Korch-idyl, der ikke findes. ”Og hvad er der så galt med det?” svarede Espersen, ”Hos Morten Korch skinner solen altid, de gode vinder og de onde får deres bekomst!”
Men når Søren Espersen så finurligt lige får vendt journalistens nedladende spørgsmål til ham, så sætter både spørgsmålet og svaret fingeren på et problem, som mange desværre har vænnet sig til og kun få tør stå op imod, nemlig det problem, at vi bliver tudet ørerne fulde med, at det nærmest er skamfuldt at være dansker: Vi er racister, vi er onde aggressorer, der fører krig og dræber uskyldige mennesker. Vores soldater er udstyret med et særligt rambo-gen, der får dem til at elske at dræbe. Vores kultur er en farveløs havregrødskultur, og hvis nogen drister sig til at sige, at vi da kan være stolte af en stor komponist som Carl Nielsen, eller forfattere som HC. Andersen og Søren Kierkegaard, så får vi at vide, at der ved Gud er sket en del siden, og om vi mon ikke lever i det forkerte århundrede.
Allerværst er det, når vi får skudt i skoene, at vi er selvoptagede og diskriminerende over for muslimske indvandrere, der af de venstreorienterede meningsdannere nærmest bliver betragtet som de rene kulturforgyldere med ret til at bære tørklæde i vores retslokaler og vores forsvar.
Jeg behøver selvfølgelig ikke fortælle jer, at det ikke hænger sådan sammen. Vi er DF´ere og vi er helt enige om, at vi som danskere har et fællesskab vi skal værne om og nogle værdier, der ikke er til debat.
Men der er en afgørende forskel på jer, og alle andre DF´ere i landet: Forskellen er, at I som sønderjyder kan forlade vores fælles møde og som en helt naturlig ting tale åbent om jeres fædrelandskærlighed. I bor nemlig hernede, hvor Danmark begynder og hvor den kulturelle frontlinie trækkes. Derfor har I en helt naturlig tilgang til det at være dansk og til danske værdier. Det er I simpelthen nødt til for at markerer grænsen mod syd.
Jeg ved, at I bærer jeres nationalfølelse med stolthed. Jeg ved også, at det er helt naturligt for jer at markere, at I er danske, fordi I har måttet kæmpe og tåle så meget for at få lov at forblive danske. Men har I nogen idé om, hvor stærkt det virker på andre? Da jeg gik rundt på Pinsemærken her for et par uger siden og talte med folk mens jeg delte balloner og bolsjer ud, var der ikke en eneste, der ikke var enig med mig i, at vi skal være glade for vores land og passe godt på det. Det var en helt ny og meget stor oplevelse for mig.
Det var det også, da jeg var hernede i sensommeren, sidste år og så hvor mange, der flagede for ophøret af samarbejdspolitiken den 29. august. Det ser man ingen andre steder i landet.
Derfor er det er en helt fantastisk oplevelse at komme herned og føle sig blandt venner og ligemænd. For det gør jeg. Jeg føler mig ligesom jer. Jeg elsker også mit land og jeg vil kæmpe for det. Præcis som I vil. Og for mig er der ikke noget bedre sted at kæmpe fra end fra Sønderjylland, hvor Danmark begynder.
Derfor beder jeg jer om at vælge mig som jeres folketingskandidat. For selvom jeg ikke er født her, så er det alligevel mit Sønderjylland. Og det er mit Danmark.
