Jeg har meget svært ved at se det fair i Socialdemokraternes og Folkesocialisternes økonomiske udspil til, hvordan vi kommer ud af krisen: Jeg kunne så leve med, at det næppe er fair i forhold til de øvrige EU-lande, der for størstedelens vedkommende stadig skal leve op til konvergenskravene. Og jeg kunne til nød se igennem fingre med, at det heller ikke er et særlig fair forslag i forhold til landets økonomi, når det gælder om at løse de helt akutte problemer med det milliardstore underskud på statens budget.
Men det allermest uretfærdige og helt igennem urimelige er, at Socialdemokraterne og Folkesocialisterne vil piske det erhvervsaktive mindretal til at pukle endnu mere for at blive ved med at forsørge det støt voksende flertal, der lader sig passivt forsørge. Det er både usolidarisk og vidner om manglende indsigt i almindelige menneskers hverdag og arbejdsliv. For 12 minutter mere om dagen er meget – ikke mindst for dem, der har hårdt fysisk eller ensidigt repetitivt arbejde. Hvis oppositionen virkelig ønsker at komme med et fair udspil, så skulle den fokusere mere på at løse de grundlæggende og langsigtede problemer, som f.eks. hvordan vi får flere til at forsørge sig selv. De kunne jo starte med at undersøge, om ikke en relativt stor del af den kvarte million førtidspensionister vi sætter skattekroner af til, helt eller delvist vil kunne forsørge sig selv. Det ville skæppe gevaldigt i de offentlige kasser, og være til gavn og glæde for både samfundsfællesskabet og den enkelte.

Det var tidligere statsminister, socialdemokraten Jens Otto Krag, der for 40 år siden slog fast, at man har et standpunkt til man tager et nyt. Det kunne hans partifælle Mette Frederiksen lære meget af i den noget pinlige sag omkring hendes fravalg af den lokale folkeskole til sit skolesøgende barn, der i stedet skal gå i privat lilleskole. Og det til trods for, at hun i flere omgange har tordnet mod andre ressourcestærke forældres tilsvarende skolevalg til deres børn.

Problemet for Mette Frederiksen er ikke, at hun skifter mening. Det gjorde hendes forgænger som sagt også, og det er en ærlig sag, som hun bare må afklare med sit politiske bagland.

Problemet er, at hun ikke vil tage det standpunkt hun de facto har skiftet til: Hun fremturer tværtimod og kører sit gamle retoriske stalinorgel i stilling, og vil bilde os ind, at hun mener det samme, som hun hele tiden har gjort om folkeskolen og dens fortræffeligheder. Men det gør hun altså ikke, for hun vælger jo folkeskolen fra.

Mette Frederiksen har opdaget, at når det, der er bedst for en selv kommer i konflikt med det, der er bedst for samfundet – så vælger man som regel det, der er bedst for en selv.  Det er ærligt nok, og kunne måske også i andre sammenhænge give hende en større forståelse for andre mennesker og deres valg. Men Mette Frederiksen er ikke ærlig, så det er nok for meget at håbe på et mere nuanceret tilgang til andre med samme udgangspunkt som hende selv.