Det er helt utroligt som medierne i denne tid flyder over med tilkendegivelser fra modstandere af regeringens skattestop, der hjertens gerne vil betale meget mere i skat. Jeg kan faktisk ikke erindre at have oplevet en mere indædt og højlydt altruisme fra de mere velbjærgede og kulturradikale dele af skatteydersegmentet end den, der nu gjalder gennem det samlede medielandskab. Og jeg skal ikke nægte, at jeg føler mig en smule forstemt over ikke at kunne mønstre samme villighed til at slippe endnu flere skattekroner til fælleskassen, end jeg gør i forvejen.

Men det behøver vel ikke at være et enten-eller. Det kan sagtens være både-og, for hvorfor skulle man ikke kunne få lov til at betale mere, hvis det er det, man ønsker: Hvis kommunerne oprettede et antal øremærkede konti til hhv. ældrepleje, folkeskoler, daginstitutioner mv., som de mere godhjertede skatteydere kunne betale frivilligt ind på, så kunne jeg og andre, der synes, at vi betaler rigeligt i skat i forvejen lade være – og alle ville blive glade. Ydermere kunne de frivilligt betalende selv, via de øremærkede konti, få direkte indflydelse på de formodede ekstra milliarder, der naturligvis straks ville rulle ind i kommunekasserne, og det er da dybt tilfredsstillende. I mellemtiden vil jeg så arbejde politisk på at sikre en bedre udnyttelse af alle de andre milliarder, som danskerne i forvejen betaler.

I JV den 24. marts skriver Jørgen Jørgensen (Socialistisk Folkeparti), at regeringens skattestop smadrer det danske velfærdssamfund, og at S og Socialistisk Folkeparti har en plan for genopretning af danske velfærdssamfund ved at vi alle, som han skriver ”skal yde et bidrag”, hvilket kun kan betyde, at vi skal betale endnu mere i skat.

Jeg deler Jørgen Jørgensens kærlighed til velfærdsstaten og ser ligesom han nødigt en forringelse af de bærende velfærdsinstitutioner som folkeskolen og vores ældrepleje. Men det har altså intet med skattestoppet at gøre – allerede fordi de offentlige udgifter jo er øget i betragteligt omfang siden den nuværende regering kom til.

Det er ren betonsocialisme af farligste slags, når Jørgen Jørgensen forlanger, at danskerne blindt skal punge ud med endnu flere skattepenge end de allerede gør. Vi har lige passeret den grænser, hvor det er mindretallet, der forsørger flertallet her i landet. I Århus er hver tredje indvandrerkvinde mellem 40 og 60 år på førtidspension. I Danmark som helhed er hver 7. indbygger mellem 18 og 60 på offentlig forsørgelse – heraf er en kvart million på førtidspension.

I stedet for at plage de efterhånden få tilbageværende skatteydere med yderligere brandbeskatning, ville der være god ræson i at kigge lidt på de mange, der ikke forsørger sig selv og betaler skat, og så se på, om der ikke er en del imellem, som godt kunne klare et lønarbejde, når det kom til stykket. Jeg er overbevist om, at det kunne finansiere både folkeskole og ældrepleje – og i tilgift give en masse nye skatteydere, der både får et bedre liv og som frem for alt bidrager til fællesskabet.

I Politikens leder den 10. marts kunne man endnu en gang forvisse sig om, at organet ønsker stat og kirke adskilt. Blot var budskabet i denne omgang forsøgt indpakket i en art selvretfærdig harme over manglen på homovielser i folkekirken.

Under den pudsige overskrift ”Bøsser skal have fri og lige adgang til folkekirken” (har de da ikke det?) prøver avisen at kæde folkekirkens statstilskud sammen med spørgsmålet om, hvorvidt folkekirken skal tillade vielser af homoseksuelle.

Jeg har ingen holdning til homovielser i folkekirken. Men jeg har en klar holdning til min luthersk-evangeliske tro og kirke og derfor må jeg reagere, når avisen afslører en så fatal mangel på basisviden om sammenhængen mellem tro, folkekirke og det sekulære samfund: Folkekirken er ikke en forening med vedtægter, der kan ændres ved den årlige generalforsamling. At folkekirken understøttes af staten markerer alene den nationale tilslutning til den luthersk-evangeliske tro og ikke, som avisen fejlagtigt hævder, en ret til at pille ved trosindholdet i tilfælde af, at der skulle vise sig et flertal for det: Her er det ikke den, der betaler orkestret, der bestemmer musikken!

Politikens harme fremtræder da også noget gusten, da man kan slutte af argumentationen, at det er helt i sin orden at kirken diskriminerer homoseksuelle – bare det ikke sker for kirkeskatteydernes regning. Vorherre bevares!

Lis Adam skriver i JV lørdag den 6. marts, at det er ligeså svært for muslimer med et ikke-demokratisk udgangspunkt at forstå den danske ytringsfrihed, som det er for gammeldanskere at forstå muslimernes stærke religiøse følelser, og at det derfor gælder for begge parter om at sætte sig ind i hinandens verden og finde en løsning.

Selvom jeg kan have stor sympati for Lis Adams åbne indstilling, så må jeg dog afvise den pure: Det er netop venlige danskeres alt for store imødekommenhed over for totalitære muslimers særkrav, der skaber splid og splittelse i vores samfund og træder vores egne grundlæggende værdier under fode: Vi skal tværtimod fastholde kravet om, at alle der ønsker at leve i vores samfund i det hele accepterer og tilegner sig de værdier vi har bygget vores samfund på. Kun sådan får vi integreret og assimileret totalitære muslimer.