I JP den 26. februar kunne man læse, at den radikale leder, Margrethe Vestager, synes at det er modigt af Politiken at indgå forlig med et antal efterkommere af profeten Muhammed for have genoptrykt Muhammedtegningerne. Modigt, fordi det netop er ”dialogen de mest ekstreme muslimer er så bange for”, siger hun.

Det forudsætter åbenbart en helt særlig radikal virkelighedsopfattelse at kunne betegne Politikens uforbeholdne undskyldning som ”modig”. Og hvordan hun kan betragte det såkaldte forlig, der savner enhver gensidighed, som angstfremkaldende dialog for ekstremister er mig en absolut gåde: Der er ingen islamiske ekstremister, der så meget som vil ryste på hånden over Vestagers og Seidenfadens ”dialog”. Til gengæld har de skræmt mig.

Enhver med et blot overfladisk kendskab til mediernes dækning af de seneste års begivenheder i Forsvarsministeriet vil vide, at det er et ministerium, der har alvorlige problemer med troværdigheden: Sager som Christian Hvidts eksorbitant dyre afskedsparade, Jesper Helsøs vildtsvinejagt finansieret af den svenske våbenindustri, fejlkøbet af spionflyet Tårnfalken og ikke mindst Jægerbogskandalen, er alle sager, der har skæmmet Forsvarsministeriet og som medierne gudskelov har været gode til at få afdækket.
Men det standende tovtrækkeri mellem Christoffer Guldbrandsen og Jacob Winther om hvem der i 2007 lækkede oplysninger om Jægerkorpsets deltagelse i krigen i Afghanistan er indtil videre ikke en sag. Det er alene en påstand fra Guldbrandsen om at Jacob Winther er lækagen, og det er derfor hverken relevant eller underholdende at få kørt denne pseudosag i tomgang i medierne nu på 3. uge. Og hvordan, må jeg spørge, kan man overhovedet få kogt suppe på den limpind, som Guldbrandsen indtil videre har fået medierne til at hoppe på? Indtil videre baserer sagen sig jo udelukkende på løse rygter, uunderbyggede påstande og to mænd, der tydeligvis ikke kan fordrage hinanden. Hvorfor skal jeg – og alle andre – belemres med det? Og hvordan er det overhovedet blevet en sag for politi, politikere, domstole og embedsværk?
Så længe Guldbrandsen ikke underbygger sin påstand med et utvetydigt bevis, så er der de facto ingen sag – og så vil jeg hverken ofre tid eller skattekroner på den. Men der er desværre gået så meget selvsving i Guldbrandsens påstand, at vi skal ofre endnu flere ressourcer på at blive trukket gennem en langvarig retssag og en endeløs mediemølle, der indtil videre ikke tjener andet formål end at holde gang i Guldbrandsens eget mediecirkus.