De gamle nepotisme-dage er tilbage hos Socialdemokraterne. I hvert fald i København, hvor den nyligt tiltrådte overborgmester Frank Jensen – allerede nu kendt under navne som Kammerat Jensen og Retro-Frank – har besat centrale stillinger i overborgmesterens sekretariat udelukkende med partivenner og medlemmer af hans egen politiske kampagnestab. Og ikke nok med det: Københavns Kommune har indrømmet, at ingen ansøgere er blevet indkaldt til ansættelsessamtale ud over dem, der fik stillingerne.

Det er hinsides pinligt. Det er simpel magtfordrejning, og det tegner en ildevarslende begyndelse for det forvaltningsmæssige niveau under den nye overborgmester: Hvis Frank Jensen ikke kan gennemføre saglige ansættelser i sit eget sekretariat, hvordan skulle han så efterfølgende kunne træffe andre saglige forvaltningsafgørelser? Hans indledende nepotisme giver i hvert fald billedet af en både personligt og politisk svag overborgmester, der ikke magter at skelne mellem personlige politiske interesser og forsvarlig offentlig forvaltning.

Hvis det så bare var Frank Jensens egen pengepung, der skulle sikre partikammeraterne smør på brødet, men det er københavnernes skattekroner, der bliver brugt til det socialdemokratiske tag-selv-bord. Selvom tidspunktet for længst er forpasset til at Frank Jensen kan redde æren, så må ansættelserne trækkes tilbage og stillingerne genopslås.

Det er slemt nok at se ødelæggelserne og høre om de dræbte og de indespærrede i ruinerne, når man følger den seneste uges rapporter fra det jordskælvhærgede Haiti. Men det er endnu værre at overvære befolkningens hærgende adfærd og voldelige  amokløb på hinanden i deres jagt på alt, hvad der kan omsættes. Og det var direkte chokerende at se, hvordan haitianere havde stablet lig og brugt dem som barrikader i protest over, at nødhjælpen ikke nåede hurtigt nok frem.  Det er uforståeligt, at mennesker kan udvise så graverende mangel på menneskelig anstændighed, og behandle hinanden så brutalt og ydmygende, som de gør i Haiti i disse dage. Og det afslører i al sin gru, hvad der sker med et land, når det over tid lader sine retsinstitutioner undergrave og helt eller delvist forsvinde: Ukontrolleret kaos i krisesituationer som hjælp udefra ikke kan afbøde. Det aftvinger den allerstørste respekt for retssamfundet og understreger, hvad der er vigtigt og hvad vi skal værne om.