Bandekrig med daglige skyderier i Københavns gader og snesevis af uskyldige ofre for overfald, knivstikkerier, og beskydning. Børn og unge med indvandrerbaggrund, der hærger, kaster med sten, brænder biler af og terroriserer hele bydele i alle byer, der er store nok til at have et socialt boligkvarter. Ghettoer der skyder op i alle større danske byer, hvor beboerne i stigende grad og antal har vendt sig væk fra det omgivende samfund, som angribes verbalt og fysisk. No-go areas, hvor politi og brandvæsen står magtesløse, og ikke tør bevæge sig ind uden ekstra beskyttelse. Alt sammen virkelighed i dagens Danmark. En virkelighed, som er relativt ny og som er groet frem inden for de seneste 20-30 år, men som for alvor har taget fart de seneste 3-5 år og som har udvidet vores grænser for det normale i helt uacceptabel grad.
Læg hertil det faktum, at godt 500.000 indbyggere mellem 18 og 64 år ikke forsørger sig selv, men er på en eller anden form for overførselsindkomst. Det svarer til hver syvende i den arbejdsduelige alder (og så er de barslende og efterlønnerne trukket fra). Halvdelen af dem, en kvart million mennesker, er på førtidspension.
Ovennævnte tal og eksempler illustrerer ikke blot en øget polarisering i Danmark med stadigt stigende afstand mellem mere eller mindre kulturelt og/eller kriminelt afgrænsede grupper. De tegner en uhyggelig tendens hos en alt for stor del af befolkningen til at vende sig væk fra det samfundsfællesskab vi så møjsommeligt har opbygget gennem generationer. Og ikke mindst: En tilsyneladende accept af denne indstilling og adfærd, som oven i købet belønnes den ved fortsat at forsørge dem, der åbenlyst hverken kan lide samfundsfællesskabet eller vil bidrage til det.
Er det en påregnelig og acceptabel konsekvens af velfærdsstaten?
Jeg mener nej, og det er derfor også min påstand, at vi i dag befinder os på et mærkeligt indavlet stade af velfærdssamfundet, hvor velstand er sat i stedet for velfærd og krav om ydelser har afløst pligter. Et samfund hvor den socialdemokratiske velfærdsmodel har sejret ad Helvede til og hvor vi er ved at undergrave de bærende forudsætninger for velfærdsstatens fundament: Solidaritet og fællesskabsfølelse.
Her skylder jeg at definere, hvad solidaritet er, for der er efterhånden gået inflation i begrebet: Solidaritet er at sætte en ære i at klare sig selv, svare enhver sit og give en håndsrækning til dem, der har brug for hjælp. Og ikke mindst: at man i mødet med andre er overbevist om, at de har det præcis ligesådan. Solidaritet viser danskerne helt konkret, når de går på arbejde og betaler en anseelig del af deres løn i skat i tillid til, at pengene ender de rigtige steder og uden forventning om nødvendigvis at forbruge det samme, som de betaler.
Solidaritet forudsætter solid forankring i egne værdier og respekt for det menneske, man står overfor. Det er det menneskesyn og den tilgang til det omgivende samfund, som jeg er vokset op med i min familie. Ikke at der blev talt om det. Overhovedet ikke. Solidaritet var ikke noget, der blev nævnt med et ord. Det var bare måden man gebærdede sig på i forhold til andre, måden man levede på. Til gengæld var der op gennem min barndom i 1970´erne en sand syndflod af kulturradikale meningsdannere, venstrefløjspolitikere og ditto kulturpersonligheder, der ikke var blege for at tage ordet solidaritet i deres mund. De elskede ordet, og skamred det til ukendelighed. Og i takt med udvandingen af solidaritetsbegrebet begyndte den underminering af fællesskabet og respekten for medmennesket, der efter min mening er en af hovedårsagerne til, at velfærdssamfundet i dag er en kolos på lerfødder.
I 1970´erne undergik solidaritetsbegrebet en enorm forandring: Solidariteten mistede gensidigheden og blev ensidig: Det gjaldt om at solidarisere sig med nogen. Og disse nogen var meget ofte folk i ulandene. Både ulande med diverse kommunistiske regimer, som altid hed noget med ”folkerepublik” og som var undertrykt af den vestlige imperialisme, og ulande i sult som Burkina Faso og Bangladesh. Jeg har lagt barneøjne og –ører til endeløse tv-udsendelser om børn i ulandene. Udsendelser, der skulle opbygge og bevidstgøre min lille barnehjerne, så jeg både købte ulandskalenderen og påtog mig min del af ansvaret for de rige landes udbytning af og skyld i ulandenes armod og negerbørnenes sult.
På den hjemlige front gjaldt solidariteten mere diffust de enlige mødre – især dem på bistandshjælp, de arbejdsløse, fremmedarbejderne og i det hele taget de grupper, det var synd for: Solidariteten drejede sig primært om at synes, at det var synd for nogen og tillægge sig selv skyld for og skam over, at man som repræsentant for en degenereret og udbyttende kultur havde trådt bedre kulturer end ens egen under fode. Det gjaldt selvfølgelig først og fremmest ulandene, men også svage grupper herhjemme blev sært fritaget alt ansvar for egen tilværelse og motivation til at komme ud af starthullerne: Det var altid samfundets skyld - og dobbelt endda, for de svage blev også stigmatiseret af det omgivende samfund. En sikker vej til soning for udbytterne var derfor at gøre de solidariserede til en art helte (den enlige mor) eller til kulturforgyldere (fremmedarbejderen), så det blev gjort til noget ædelt at lade sig forsørge af det offentlige og råbe op, når de offentlige ydelser ikke faldt i korte byger og til tiden.
Denne fordrejede og nedladende hattedameudgave af solidaritetsbegrebet, som slog igennem galore i 1970´erne har holdt sig i forbløffende grad. I dag bliver det stadig anset for næsten ekstremistisk – eller i hvert fald ultra-liberalistisk at mene, at der er for mange, der bliver forsørget af det offentlige uden grund, og at langt flere på overførselsindkomst godt kunne tage at få fingeren ud og få sig et arbejde.
Men det er ikke ekstremistisk eller ultra-liberalistisk. Det er tværtimod sundt at spørge, om det virkelig kan passe, at så mange i den arbejdsduelige alder er så sølle at de ikke kan passe et lønarbejde og forsørge sig selv. Og det er tilsvarende godt for fællesskabet at sætte grænser for rummeligheden og nægte at acceptere angreb på det samfund, der giver alle muligheder for dem man på alle måder understøtter.
Alligevel mødes den skatteydende del af befolkningen med forventningen om, at den smiler ovalt ved kasse 1, når næste måneds kontanthjælp eller førtidspension langes over skranken til de familier, der hærger vores byer. Og ingen har mig bekendt undret sig over, at Arbejdsmarkedskommissionen altid pålægges at finde finansiering til velfærdsydelserne i fremtiden. Aldrig om at skære udgifter væk, som f.eks. den fortsatte finansiering af bøller og ballademagere og deres familier.
Det er ikke skattekronerne jeg ikke vil slippe, men den fællesskabsværdi de repræsenterer: Vi må se i øjnene, at forudsætningerne for fællesskabet og solidariteten brister i takt med, at vi tvinges til at acceptere, at så mange kan vende fællesskabet ryggen, enten ved korporligt at angribe det, eller ved passivt at nægte at forsørge sig selv, og fortsat kræve forsørgelse af selvsamme fællesskab. Det giver simpelthen ikke mening for den solidariske borger, der troligt har forsørget sig selv, svaret enhver sit og betalt sin skat.
Der er en berøringsangst hos det politiske niveau for at sige troldens navn. Måske fordi der er rigtig
mange stemmer i at holde de offentlige kasser ukritisk åbne, hvilket jo i sig selv er uhyggeligt, for det betyder jo, at der er så mange på offentlig forsørgelse, at de udgør en reel magtfaktor i samfundet. Men noget skal der gøres. Det er på høje tid, at vi genindfører solidariteten og respekten for næsten og begynder at forvente noget af hinanden. For vi kan ikke vedvarende pålægge en stadig mindre del af befolkningen at betale stadigt mere for at forsørge stadig flere. Især ikke, når dem vi skal forsørge i stigende grad er ungdomskriminelle, sociale flygtninge og generelt arbejdssky. Jeg har i hvert fald fået nok.
