Alle mennesker skal have lov til at indgå i et kærlighedsforhold, som de selv vælger - derfor bør straffelovens § 210, der forbyder sex mellem nærtbeslægtede, ophæves. Det mener folkesocialisternes retsordfører Karina Lorentzen. Og hun støtter sin grænseløshed på gamle Vagn Greves hjerneblødningeagtige udtalelse om, at man lige så godt kan afskaffe bestemmelsen, for der er så få , der bliver dømt efter den (sic!)

Her gik jeg lige og troede, at en væsentlig pointe ved lovgivning sådan i bred forstand var at kodificere de regler vi synes skal gælde i vores samfund. Nu siger Gamle Greve så, at vi skal afskaffe de straffelovsbestemmelser, der sjældent bliver brugt alligevel, og konklusionen må derfor være, at vi skal lovliggøre de sjældne forbrydelser ud fra en eller anden ikke nærmere bestemt kvantitetsbetragtning. Det er fandeme absurd tale for en hverdagsjurist med nationalkonservative tilbøjeligheder.

Endnu mere absurd er dog socialisternes grænseløshed når det gælder det enkelte menneskes seksuelle udfoldelse. Man kan aldrig med samfundets velsignelse vælge et incestuøst forhold. Det er ikke bare kulturelt tabu, men et naturligt instinkt, at vi ikke har sex med nærtbeslægtede, fordi vi får børn af det, og disse børn risikerer at blive indavlede. “Alle har ret til at indgå i et kærlighedsforhold de selv vælger” - Vorherre bevares! Gu´har de ej, Kristina Lorentzen. Og vi behøver ikke engang holde os til de nærmest beslægtede: Allerede for 12-13 år siden, da jeg arbejdede i Københavns Kommune var det blandt embedsmænd almindeligt kendt, at grunden til den store stigning i antallet af børn med behov for vidtgående specialundervisning for en stor del skyldtes (især pakistanske) fætter-kusine ægteskaber i 2. og 3. led.

Man har ikke ret til at realisere et usundt incestforhold, der kan få fatale følger for den næste generation. Og samfundet skal selvfølgelig markere sin afstandtagen fra seksuelle forhold mellem nærtbeslægtede ved at opretholde en straffebestemmelse, der regulerer det. Alt andet er fuldstændig utænkeligt, og folkesocialisterne har med deres forslag endnu en gang cementeret, at de er helt ude i hampen.

Incest er forkert. Det kan aldrig blive rigtigt.

En saudi-arabisk domstol har givet en otte-årig pige afslag på skilsmisse fra den 47-årige mand, som faren bortgiftede hende til mod betaling. Pigen kan selv søge skilsmisse, når hun kommer i puberteten, og indtil da bør hendes mand ikke have sex med hende, siger dommeren!

Det er ikke første gang vi hører horrible historier om saudiske overgreb på piger og kvinder – til gengæld mangler vi stadig at høre protester og fordømmelser fra det internationale samfund: Hvor er EU’s Forenede Stater henne? De snakker ytringsfrihed med saudierne på Durban ll-konferencen. Den ytringsfrihed, EU alligevel ikke tør bruge til at kritisere saudierne!

Her efter påske synes jeg det er på sin plads at gå folkekirken lidt efter i sømmene. Ikke fordi jeg har været en flittig kirkegænger denne påske.  Tværtimod har jeg i år ladet bordets glæder gå forud for min sjæls frelse - men jeg PLEJER nærmest at bo i kirken påsken over. Og jeg plejer derfor også at vælge kirken med stor omhu, for der kan være langt mellem snapsene i København, når det kommer til at få en rigtig god prædiken med sig hjem - gerne fra en præst, der ikke er bange for at prædike i mere end 10 minutter. Og selv det er jeg efterhånden villig til at give køb på, sålænge jeg er sikret en præst, der holder sig til sjælens frelse og ikke sniger alt muligt uvedkommende ind i kirkerummet.

Jeg er ærligt talt dødtræt af præster som Anders Gadegaard, der fører politik fra prædikestolen, eller Thorkil Grosbøll-typerne, der nægter at bekende sig til en skabende og opretholdende Gud. For slet ikke at tale om nu afdøde Anne Braad, der glad og fro forfægtede retten til at gør kirken til en art interreligiøs rundkredspædagogisk forsamlingshus. Folkekirkepræster som dem er gode eksempler på, at vi er drevet alt for langt ud over kulturrelativismens afgrund.

Folkekirken skal være rummelig, men der er alverden til forskel på rummelighed og den grænseløshed, som præger dele af den danske folkekirke. Folkekirkepræsten er sat i verden for at sørge for min sjæls frelse - ikke for at lege politikere eller sætte spørgsmålstegn ved Guds eksistens. Præster som Grosbøll, Gadegaard og salig Braad skulle for længst have haft en tjenestemandssag på nakken - og være henvist til at dyrke deres jammerlige præk andre steder end i folkekirken. Jeg forventer at få mit trosforhold bekræftet, når jeg går i kirke og vil under ingen omstændigheder mødes af en fundamentalistisk imam eller af en præst, der bruger prædikestolen som talerstol og-rør for sine egne politiske kvababbelser.

Og det værste er, at disse præster ofte har massiv mediemedvind, og ofte bliver de rene mediedarlings, når de fremturer med alt deres sludder og vrøvl, som ikke hører kirken til.

Luther sagde, at vi alle er præster for Vorherre, men alligvel mener jeg, at folkekirkens præster har et særligt ansvar over for alle os andre, der bekender os til den Luthersk-evangeliske tro. Derfor kunne et par velvalgte råd eller tre være på sin plads - sådan lidt postpåske-formaninger:

1. Tag jeres faglighed på jer

2. Forkynd det gode budskab - og stå inde for det

3. Lad imamer og politiske godtkøbsbetragtninger blive uden for kirkens rum.