Jeg er blevet opstillet på DFs liste over kandidater til Borgerræpræsentationen til kommunalvalget til november. Det er jeg selvfølgelig glad for, for jeg vil gerne bruge tid på at arbejde for den by, som jeg er født og opvokset i, og som jeg regner med at bo i resten af mit liv.

Og der er nok at tage fat på: vold, bandekrig, utryghed, nedslidning, døde områder med dyre lejligheder der står tomme, ghettodannelse, parallelsamfund, hullede gader og veje - listen er alenlang, og der er desværre alt, alt for mange mærkesager at vælge mellem. Hertil kommer det faktum, at Ritt Bjerregaard har fuldstændig ret når hun siger, at styreformen i Københavns Kommune er elendig, utidssvarende og ofte en hindring for, at der kan blive truffet samlede og langsigtede strategiske beslutninger. Men det er ikke hele historien. Det handler også om, at det politiske niveau i København generelt er alt for lavt, og derfor hverken formår at definere eller imødegå de problemer København står midt i. Især de seneste fire år, hvor volden og hærværket er taget til, og hvor vi mere end nogensinde før kan se gennemslaget af årtiers fejlslagen integration. Her er blevet mere og mere tydeligt, at udviklingen er løbet politikerne af hænde, og at mange af dem nu halser bagefter med små, men dyre, brandslukningsprojekter, der overhovedet ingen effekt har. Ofte tværtimod - som da det viste sig, at flere af de gladeplans-integrationsarbejdere, der skulle være en art rollemodeller for unge indvandrerdrenge, viste sig at være dybt kriminelle. Eller som da kommunen søsatte den skandaløse plakatkampagne “Antisemitisme og islamofobi - ikke i vores by”, som jeg har skrevet om tidligere. Og den totale overgivelse så vi da integrationsborgmester Jakob Hougaard som eneste løsning på Tingbjergs problemer for åben skærm og rullende kameraer opfordrede folk til ikke at lade sig kue…

Jeg mener, at fred og tryghed i vores by er forudsætningen for, at vi kan få rettet op på alle de andre ting, der skal gøres noget ved. De terroriserende bander i Tingbjerg, Nordvest og Sjælør skal fjernes fra gaderne, og der skal skabes sikkerhed for, at københavnerne kan færdes trygt i hele byen. Når som helst og hvor som helst. Når busserne kører i Tingbjerg og man kan drikke sin aftenkaffe på Blågårds Plads, så tager vi fat i folkeskolerne, ældreplejen og byfornyelsen.

Ritt Bjerregaard forlader politik som hun har levet det i en menneskealder: Ved at bebrejde den onde omverden alle de fiaskoer hun efterlader i sit kølvand: det var den onde regerings skyld, at der ikke var lovgrundlag for hendes boligluftkasteller, det var de onde folkesocialisters skyld, at hun ikke kunne bygge huse i Kløvermarken - og nu er det den onde styreform i København, der er skyld i hendes politiske exit. Her i afskedens stund bør vi derfor alle bøje os og tage hatten af for hendes aldrig svigtende konsekvens!

9 ud af 10 indvandrere er glade for at bo i Danmark og synes, at de har det bedre her end i de lande, de oprindeligt kom fra. Det viser en undersøgelse, som Danmarks Statistik har lavet for den liberale tænketank Cepos.

Og…?

Jeg mener: Det er da ikke så mærkeligt. Det ville have været højst besynderligt, og virkelig noget af en nyhed, hvis 9 ud af 10 indvandrere havde syntes, at det land de kom fra var meget bedre og gav dem langt flere tilbud om et godt og trygt liv. Så havde jeg for alvor spærret øjene op. Ikke desto mindre, har både Politiken og Berlingske lanceret undersøgelsens resultat som en kæmpe nyhed. Det er ingen nyhed. Det er logik for perlehøns (ja, faktisk!) - og bare endnu en underbyggelse af, at selvom en del herboende indvandrere opfører sig som om de hader Danmark og alt hvad der er dansk - så er de enormt bange for at blive smidt ud af landet. Hvilket man kan forvisse sig om, hvis man spørger dem, der har med kriminelle indvandrere at gøre. Og som Antonio Curas to fætre-mordere er et glimrende bevis på.

De kriminelle og de stærkt muslimske indvandrere - og dem, der er begge dele - har mange fællestræk med danske såkaldt kulturradikale som Carsten Jensen: Et indædt had til Danmark og dansk kultur, som det er tilladt at rakke ned og lægge for had - lige indtil lokummet begynder at brænde. Så himler de op om, at det vil være en krænkelse af deres menneskerettigheder at blive udvist - og Carsten Jensen sekunderer fra sin Mies van der Rohe i den store herskabslejlighed, at det er typisk skoddansk.

Selvfølgelig er indvandrerne glade for at være her: De velintegrerede fordi Danmark har givet dem chancer og muligheder de ellers ikke ville have haft - og rosset fordi de ikke bliver hængt eller får deres hænder hugget af for deres forbrydelser, som de ville have fået, hvor de kom fra.

Nu er det sluppet ud: Socialdemokraterne i København, går med Overborgmesteren i spidsen til valg på at skaffe billig mad til alle de børn, der sulter i København. Mere konkret vil Overborgmesteren og rektor for Rød Skole på bedste hattedame-maner uddele gratis skolemad til børn, der “…vokser op i fattige familier, og hvis forældre ikke har råd til at give dem madpakke med i skole”.

Jeg ved ikke, hvad det er for en virkelighed Socialdemokraterne lever i, men det er en anden end min, og jeg har da ellers haft fingrene godt ned i bolledejen i de mere end 20 år jeg har brugt sommerferierne på at tage med københavnske børn på feriekoloni. Min påstand er denne: Der findes ingen børn, der sulter fordi forældrene ikke har råd til at give dem mad i København.

Der findes forsømte børn, fede og fejlernærede børn, mishandlede børn, understimulerede børn og børn, der ikke bare må klare sig selv, men også deres forældre. Men der findes ingen børn, der sulter fordi forældrene mangler penge til mad. Hvis børn går sultne i seng, så er det fordi deres forældre har valgt at bruge pengene på andre ting end mad. Og så er vi ude i en helt anden problemstilling end sult og økonomisk forarmelse, som ikke løses med gratis skolemad.

Ligemeget hvordan man vender problematikken er Socialdemokraterne ude på dybt vand: Hvis min påstand er rigtig (sultende børn i København er ikke et problem), så ved Socialdemokraterne i København hverken, hvilke sociale problemer der rent faktisk er i byen - eller hvordan de skal angribes. Og hvis de har ret (børn sulter i København), så kunne man med god grund spørge, hvorfor i Helvede de ikke har gjort noget ved det noget før.

Så har man set det med: Københavns Kommune, Mosaisk Trossamfund og Muslimernes Fællesråd forenet i en fælles plakatkampagne, der skal slå til lyd for nye tider og ny forbrødring “Antisemitisme og islamofobi - ikke i vores by!”

Man tror det er løgn - og det er det selvfølgelig også. Det er det glade vanvid!

Det er svært at sætte ord på, men kampagnen - som jeg ikke er helt sikker på, hvem retter sig imod - er både pinlig, beskæmmende og slet ikke til at bære: En fuldstændig uhellig og udbyttende alliance mellem skræmte jøder, der håber de kan stoppe angrebene på dem, københavnske socialdemokrater der håber de kan minimere nederlaget til novembervalget - og mediemuslimer, der håber på lidt positiv PR. Føj for en stinker!!

Jeg ville blive meget forbløffet, hvis der er så meget som en enkelt københavner, der tror på plakatens budskab, men for god ordens skyld:

Det er ikke gammeldanskerne (bortset fra visse uheldige elementer på venstrefløjen), der lider af antisemitisme. Det er herboende muslimer, der bærer størstedelen af ansvaret for de angreb på danske jøder, der er taget til de seneste år i en grad, så jøderne i København ikke tør bærer hverken kalot eller davidstjerne offentligt og flere overvejer at flytte til Israel. Nu klynger Mosaisk Trossamfund sig så til den hånd, der slår dem i hvad der ser ud som et desperat forsøg på at stoppe chikanen og overfaldene.

Det er en gruppe herboende muslimer, der terroriserer beboere og buschauffører i Tingbjerg, som står for en uforholdsmæssig stor del af kriminaliteten i København, som planlægger mord på danske tegnere, som går ind for stening, håndsafhuggelser og tildækning af kvinder, og som planlægger terroraktioner i det land, der har taget imod dem og givet dem alle tilbud om et godt liv. Der er ikke noget at sige til, hvis man bliver lidt islamofobisk af det - og dermed også en hvis logik i, hvis Muslimernes Fællesråd føler, at lidt positiv PR er på sin plads.

Forskellen på antisemitisme og islamofobi er, at antisemitisme er agression vendt mod jøder på grund af deres semitiske oprindelse, mens islamofobi er angst for islam. I begge tilfælde er islam agressor og jøderne de forfulgte, og det giver plakatkampagnen en meget uhyggelig dimension.

Læg så hertil, at det politiske flertal på rådhuset (Socialdemokraterne, Folkesocialisterne og de gamle kommunister i Enhedslisten) i alt formange år har ladet stå til, når stadig flere bydele viste tydelige tegn på manglende integration som ghettodannelse, begyndende parallelsamfund, manglende arbejdsmarkedstilknytning, øget analfabetisme og stigende kriminalitet. De har siddet med hænderne i skødet og hensynsbetændelse og ladet stå til og udviklingen gå sin skæve gang. Og nu, hvor det hele for alvor er ved at falde fra hinanden, så tager de ofrene som gidsler og lyver os lige op i hovedet om at antisemitisme og islamofobi ikke sker i vores by.

Hvis min islamofobi skal aftage bare en lille smule, så skal de muslimer der overfalder og chikanerer danske jøder stoppe deres antisemitisme. Og de røde på rådhuset skulle skamme sig!

Foranlediget af Ralf Pittelkows seneste klumme/kommentar i JP, gik jeg lige på TV2.dk for at se et indslag fra Lorry i fredags, hvor integrationsborgmester Jacob Hougaard bliver interviewet live ved et stoppested i Tingbjerg. Anledningen var, at unge (indvandrere selvfølgelig, men det bliver overhovedet ikke nævnt) terroriserer området i en grad, så busserne ikke kører efter mørkets frembrud.

Interviewet når ikke at komme igang før indslaget bliver forsøgt afbrudt af nogle beboere, der ikke vil have, at Lorry filmer. Så bliver der kastet med flasker og sten mod journalisten og integrationsborgmesteren, der kryber om bag ved busstanderen for ikke at blive ramt: “Det er meget ubehageligt at stå her” siger han forsigtigt, mens han titter frem bag standeren,  og så fortsætter han med at undskylde de unge med, at de er frustrerede over, at deres ungdomshus lige er brændt “…så det skal vi selvfølgelig se at få retableret”.  Herpå opfordrer han guddødeme både buschaufførerne og beboerne til  ”ikke at lade sig tyrannisere”, men i stedet “støtte op om den proces, som gør at udviklingen vendes”. Den proces ville journalisten så gerne høre nærmere om, og så fortalte integrationsborgmesteren, at hver gang, der er en ledig bolig i Tingbjerg, så går den til en nogen, der har arbejde.

Jeg mener, at Lorrys indslag her, dokumenterer velfærdsministerens påstand om, at tingene sejler i København.

Allerførst: Hvorfor bliver Jacob Hougaard ikke flintrende gal over at blive overfaldet på åben gade? Han står bare som det dårligste eksempel i verden og finder sig i at blive dænget til med sten og flasker. Det mindste han kunne have gjort var da at skælde dem huden fuld, ringe efter politiet og så forsikre journalisten og den undrende offentlighed om, at det her fandt han sig sgu ikke i. København skal være en fredelig by, hvor alle kan færdes frit uden at være bange.

I stedet opfordrede han alle Tingbjergs beboere, hvoraf en del må formodes at tilhøre fysisk set mindre kapable grupper som børn, gamle og handicappede til “ikke at lade sig tyrannisere” men i stedet “…støtte op om den proces som gør at udviklingen vendes”.

Kanon! Spørg ikke, hvad politikerne kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for politikerne!

Tilbage står nu efter indslaget, at det eneste bystyret kan diske op med - selv når de stiller sig midt i balladen og bliver bombarderet med sten og flasker - er lovning på et nyt ungdomshus, opfordring til beboerne om ikke at lade sig tyrannisere og  en appel om at bakke op om - ja, om hvad?

I Kramers sidste tid som overborgmester fik han lavet en undersøgelse af, hvor lang tid det ville tage at blande Mjølnerparken op, så den kom til at ligne andre mere sammensatte områder i København. Mere konkret: Hvis man nu puttede en ressourcestærk familie ind i hver ny ledig lejlighed - hvor længe ville det så tage at få Mjølnerparken til at ligne resten af København? Svaret var: 30-40 år!

Selvom jeg kom til at fnise, da jeg så indslaget med Jacob Hougaard i ly af Movias forladte busstander i Tingbjerg, så er jeg faktisk dybt rystet over både forholdene - og integrationsborgmesterens reaktion. Og jeg er dybt bekymret for den fremtidige udvikling med et bystyre, der er så handlingslammet.

Hovedstaden stander i våde.

Se indslaget her: http://www.tv2lorry.dk/moduler/nyheder/showregvideo.asp?dato=06-03-2009&cID=1&vId=472738

Under overskriften ”Statsadvokat fyrer lydeksperter i perlesag” kunne man på Politikens net læse, at statsadvokaten har hyret ny lydekspert, fordi de tidligere lydeksperter har gjort sig inhabile. Jeg er målløs. Hvor mange flere skattekroner og mandtimer skal der ødsles bort på noget så latterligt? Nu må den sag simpelthen stoppe. Jeg synes, at betjenten opførte sig helt ok i forhold til en genstridig demonstrant, men hvis det er det, der skal til, så stik manden en undskyldning og luk sagen, så vi kan komme videre.

Den 10. marts 2009 er det 50 år siden, at det tibetanske oprør mod den kinesiske besættelse slog fejl og Dalai Lama måtte flygte. Siden da, har det kommunistiske diktatur brutalt undertrykt og terroriseret den tibetanske befolkning. Alle demokratiske lande burde skamme Kina ud denne dag, men ingen siger noget. Og slet ikke den hykleriske venstrefløj, som havde mægtig travlt med at fordømme den demokratiske stat Israel, da den fyldte 60. Regering og Folketing burde benytte 50-årsdagen til at anerkende Tibet som selvstændigt land – og så kunne de ved samme lejlighed også anerkende Taiwan.

I Saudi-Arabien er en 75-årig kvinde blevet idøm 40 piskeslag og 4 måneders fængsel for at have besøg af 2 mænd samtidig.

Her kunne EU endelig gøre sig nyttig og med èn stemme fordømme det barbariske saudiske regime dets helt uacceptable behandling af egne borgere. Men ikke engang det, kan Europas Forenede Stater tage sig sammen til. Der er nemlig olieinteresser der skal beskyttes, og Arla-produkter, der skal sælges.

Hillary Clinton har under et kort besøg i Tyrkiet skamrost landet og kaldt Tyrkiet for USA’s ven til alle tider. Det er stærkt bekymrende at opleve denne tætte omfavnelse, da det tidligere har ført til amerikansk pres for at få Tyrkiet optaget i EU. Et land, hvor hæren med jævne mellemrum har grebet militært ind over for regering og befolkning, og hvor islamister som Erdogan truer den sekulære stat, har ikke bare totalitær slagside - det hører ikke hjemme blandt demokratier i EU.