Det er de mest uhyrlige ting, man kan høre oplæst med den største selvfølgelighed og helt uden at ryste på stemmen, hvis man lytter til Nyheder fra Grønland på P1 efter den sene Orientering: Alkoholisme, social deroute, misbrug, kriminalitet og  korruption hører til dagens orden. Det er som om grænserne for det normale i Grønland har udvidet sig til at omfatte ekstremer.

Her til aften kunne jeg så høre, at en undersøgelse viser, at hver tredje grønlandske mor har været udsat for seksuelt misbrug som barn. Hver tredje!!

Jeg kan dårligt finde ord for det, hvis det er sandt - og det er det jo desværre. Det er nærmest umuligt at forestille sig det enorme omfang af misbrug, og det er jo dybest set udtryk for et land og et folk, der er i så massiv krise, at de ikke har overskud til at passe på hverken sig selv eller hinanden. Når så mange familier ikke kan finde ud af at værne om deres egne børn, så er det ikke udtryk for en kulturel egenart eller en særlig grønlandsk samværsform. Det er overgreb, afmagt og ulykke - og det værste er, at der ikke er nogen, der gør noget ved det.

For et års tid siden, da det kom frem, at hver tredje barn/unge i Grønland havde overvejet selvmord og hver fjerde rent faktisk havde gjort forsøget - skete der heller ingen ting. Da DR-dokumentaren “Flugten fra Grønland” afdækkede det nærmest totale sociale armod i Grønland med små børn, der tullede snavsede rundt med numsen bar, mens forældrene var på druk og mens grønlandske såkaldt toppolitikere havde travl med at bevilge sig selv og kammeraterne rente- og afdragsfrie lån af offentlige midler, så de kunne købe luksusvillaer ved fjorden - da skete der heller ingenting. Eller næsten ingen ting, for Søren Espersen var gudskelov ude og kræve, at der blev skredet ind over for forholdene, og at man mere konkret skulle øremærke dele af de årlige (massive) bloktilskud til forbedring af de sociale forhold. Men det blev desværre hurtigt skudt ned - især af venstrefløjen, men desværre også af velfærdsministeren, som besynderligt nok mente, at det var helt tilstrækkeligt, at man havde delt nogle pjecer ud i Nuuk.

  Jeg ved ikke, hvad der skal til, før politikerne mener, at der skal gøres noget. Skal hver anden grønlandske mor have været udsat for seksuelle overgreb? Eller skal hver eneste? Og hvor mange børn skal forsøge selvmord? Hvor mange børneselvmordsforsøg skal rent faktisk “lykkes” før nogle af de såkaldt humanistiske venstrefløjsere begynder at sige, at nok er nok?

Det er en skandale. Ikke mindst fordi vi jo aldrig ville tillade det i Syddanmark. Af en eller anden besynderlig grund gør det ikke så meget, at grønlandske børn bliver forsømt, misbrugt og ødelagt for livet, som når syddanske børn bliver udsat for vanrøgt. 

Jeg ved ikke hvorfor, men det er ikke til at bære.

Igår fik jeg nedenstående mail fra min gode ven og spindoktor Erling. Rent bortset fra, at hans nørdfaktor (også) på viden om historie er ret høj (jeg anede ikke noget om Vikingen Ottar), så deler jeg fuldt ud hans harme over de dispensationer, der er givet fordi et af spørgsmålene skulle være uklart formuleret. Det er det rene nonsens og absurde flueknepperi, men jeg synes sådan set, at Erling udtrykker det ret præcist:

Har du set den med, at flere af de dumpede i integrationsprøven vil have dispensation (støttet af historieprofessor Tim Knudsen), fordi et af de historiske spørgsmål var uklart formuleret? Det er spørgsmålet om hvornår ”Danmark” første gang nævnes i historien (svarmuligheder: (a) på solvognen, (b) på Jellingstenen eller (c) i Saxos Gesta Danorum). Det helt korrekte er et helt fjerde: vikingen Ottars rejsebeskrivelse fra ca. 890. MEN: hvis man ved det, så vil man nok kunne regne ud hvilken af de tre svarmuligheder, der er den rigtige. Det er ikke på solvognen (hvor der ikke er nogen tekst), Jellingstenen er fra ca. 990, og Saxo ca. 200 år senere. Så svaret er selvfølgelig Jellingstenen. Kan nogen seriøst forestille sig, at en ansøger har sagt til sig selv, at ”nej, det rigtige svar er Ottar, så jeg lader helt være med at krydse af eller sætter kryds ved Saxo”? Nej, vel? Nu må Birthe Rønn tage sig sammen, og Søren Espersen på banen.

Hvis det danner præcedens for fremtidige prøveaflæggelser, så ser det sort ud.

Aia

Kære læsere (alle tre),

Så er jeg endelig ved at “være der”, og går hermed i luften med min nye blog. Dette er mit første indlæg, og lad mig derfor starte med at takke Kristoffer - sine qua non - der har lavet ALT på sitet, så jeg bare kan fylde indhold på. Tak for din indsats og alt dit arbejde, det er helt fantastisk!

Nu kan jeg så gå i gang med at blogge om de politikområder, der særligt optager mig, og også om det, som ad hoc lige fænger. Efter at have lagt en masse af mine gamle og knapt så gamle debatindlæg og læserbreve ind her på sitet kan jeg se, at jeg har en bred smag, hvad angår emner og områder, men det tilskriver jeg min glødende interesse for værdipolitik i bred forstand - med hovedvægt på det nationale, forkærlighed for det sociale - og stort set altid i et stærkt islamofobisk lys.

Men lige her og nu vil jeg begynde med at fortælle en historie, som ikke bare er sand, men som også lige er sket her i dag:

Her til eftermiddag beslutter min far, at han vil hente min mor fra arbejde. Han tager sine bilnøgler og går ud af sin dør på Gl. Kongevej…og skvatter i sin fulde længde. Han knalder hovedet i asfalten og slår delvis brillerne ind til kontaktlinser. Det bløder en hel del, og det ene øjenlåg hænger lidt mærkeligt. Brillerne er knust.

To håndværkere, der arbejder tæt ved, har set min far falde, og de kommer ilende til og får ham stablet på højkant. De betror ham, at de er bange for, at han har fået en hjerneblødning, så de får ham ind i deres firmabil, og sætter kursen mod Frederiksberg Hospital. På vejen koder de et nummer ind i min fars mobil, som han kan ringe til, når han er færdig. Så skal de nok komme med hans bil, så han selv kan køre hjem. Siger de. 

Min far giver dem nøglerne til den Skoda Octavia han lige har købt, og som han er ved at eskplodere af glæde over at køre rundt i. De to mænd tager nøglerne med sig, og efterlader ham på skadestuen på Frederiksberg Hospital. 

Var det klogt af den gamle sådan uden videre at give sine bilnøgler til to “tilfældige” håndværkere? Det ved jeg ikke, men jeg er glad for, at han gjorde det. For dermed udviste han præcis den tillid til sine medmennesker, som jeg mener er helt afgørende og fundamental for at vi har kunnet skabe det lille smørhul af et velfærdssamfund, som vi har og som vi alle bør være en aktiv del af. Den tillid, der er det vigtigste brændstof i det vi lidt fortærsket kalder sammenhængskraften i samfundet.

Min far, der efterhånden har levet i en del år, og som derfor må antages at have oplevet tilstrækkeligt til at blive en gammel misantrop, han reagerer instinktivt tillidsfuldt over for to vildtfremmede mennesker - og giver dem nøglerne til sin elskede bil, ret sikker på, at de vil tage tilbage og hente bilen, når han er færdig på skadestuen.

Og det gjorde de selvfølgelig også!

Under overskriften ”Nyt år med håb om forandring” skyder Børne- og Ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard fra Socialistisk Folkeparti valgkampen i gang med en ordentlig omgang varm luft og vindfrikadeller.

BAK synes, at vi med jævne mellemrum skal stille os selv spørgsmålet om, hvad det er for en by, vi ønsker at leve i, og kommer så med en længere tirade om mere fællesskab, tryghed og ansvar. Mere plads til alle og mere respekt for fælles værdier. København skal være en by, hvor vi lærer af hinanden og lærer hinanden at kende. Så kommer trygheden og fællesskabet, skriver BAK og går herefter ind i en lidt diffus anprisning af folkeskolen som det centrale omdrejningspunkt for dette fællesskab. Alt sammen smukt og rørende, men uden hold i virkeligheden.

Det er i sig selv udmattende hver gang politikere lukker varm luft og indholdstomme plusord ud for at blive genvalgt. Men BAKs indlæg klinger mere end hult, når man ser på hvor lidt, han selv har opnået, når det drejer sig om at fremme fællesskabet på eget område: Vi slås stadig med ghettoskoler i København – se bare på Tingbjerg og Nørrebro. Ved sidste kommunalvalg, hvor BAK overtog borgmesterposten var der kun 28% af forældrene på Nørrebro, der valgte at sætte deres barn i den lokale folkeskole. Hvad er der sket siden? Strømmer de ressourcestærke forældre til folkeskolerne på Nørrebro for at melde deres poder ind? Har vi fået færre ghettoskoler i BAKs borgmestertid? Er der blevet gjort en mærkbar indsats for at få flere til at vælge folkeskolen frem for privatskoler? Svaret er nej: Der er intet sket, og det var desværre, hvad vi kunne forvente af BAK, for sådan har det været i alle de mange år, der efterhånden har siddet en folkesocialist eller gammelkommunist på skoleborgmesterposten: Ineffektivitet, berøringsangst og hensynsbetændelse.

Jeg er enig med BAK i, at folkeskolen er et vigtigt omdrejningspunkt for at vi kan lære hinanden at kende. Folkeskolen er den vigtigste kulturbærende institution vi har, og det er i folkeskolen, at vi lærer hinanden at kende på tværs af sociale og kulturelle skel. Hvis vi ikke lærer hinanden at kende dér, vil vi som voksne i stigende grad komme til at mangle forståelsen for hinanden – og mangler forståelsen først, så skrider hele fundamentet for vores velfærdssamfund fordi vi så vil være mindre villige til at betale til hinanden. Men vi lærer aldrig hinanden at kende, så længe vi ikke gør noget ved ghettoskolerne og får spredt de sprogligt og socialt svage børn til skoler, der kan imødekomme deres behov, og hvor de kan stimuleres af mere velfungerende kammerater. Og vi får aldrig lært hinanden at kende så længe vi ikke kan sikre de ressourcestærke forældre, at det faglige niveau i folkeskolen ikke trækkes ned, fordi der er for mange sprogligt og socialt svage elever i klasserne.

Det helt centralt, at vi får reddet den københavnske folkeskole, men det vil ikke ske, så længe vi har BAK eller andre fra hans parti siddende på skoleområdet.

Overborgmesterens luftkasteller om at skaffe københavnerne 5000 billige boliger, er nu endt med en ekstraudgift til københavnerne på 12 mio. kr. Det er nemlig hvad det koster om året at reservere de grunde, hvor der aldrig bliver bygget billige boliger på. Der er kun opført 12 boliger siden Overborgmesteren tiltrådte, og intet tyder på, at der kommer mere fart over feltet inden kommunalvalget.  Regnestykket ser altså sådan ud: 12 stk. billige boliger til 5.000 kr. om måneden plus en ekstraregning på 12 mio. kr. svarende til en ekstra husleje på 83.333,33 kr. om måneden pr. lejlighed. Det synes jeg ærligt talt ikke er særlig billigt.

Overborgmesteren kunne skaffe langt flere billige boliger ved at bruge de samme penge til at nedsætte huslejen i nogle af alle de luksuslejligheder, der lige nu står tomme fordi de ikke er til at leje ud. Eller endnu bedre: bruge de 12 mio. på renovering af skoler og på ældreomsorg.

I Saudi Arabien – et medlem af FNs råd for menneskerettigheder –  er en 23-årig kvinde blevet idømt fængsel og 100 piskeslag for at blive gruppevoldtaget af fem mænd i timevis. Voldtægt sidestilles absurd nok med utroskab i Saudi Arabien, der ligeså absurd betragter utroskab som en forbrydelse man skal piskes og fængsles for.
Historien er oprørende, men næsten lige så oprørende er fraværet af det ramaskrig, der burde rejse sig fra alle de hattedamer af begge køn, der ellers plejer at være hurtigt ude med riven, når en mordsigtet tuneser får tålt ophold, eller når en dansk politimand kalder en arabisk demonstrant for Perle. Hvor er protesterne fra den såkaldt humanistiske venstrefløj, der altid galper op? Hvor er godhedsindustriens frontkæmpere? Jeg har endnu en gang til gode at høre SF, ”Folkekirkens” Nødhjælp og Amnesty komme islamismens ofre til undsætning.

Det er dybest set nonsens, når Helle Thorning-Schmidt “skærer igennem” og erklærer, at socialdemokraterne ikke mener, at det skal være tilladt for dommere, politifolk og militært personale at bære muslimsk tørklæde eller andre religiøse symboler. For hvorfor skal forbuddet gælde religiøse symboler en bloc – men kun bestemte uniformerede faggrupper som dommere, politi og militær?

Det kan der ikke argumenteres logisk for, og den socialdemokratiske partileder får også rodet sig ud i noget forfærdeligt sludder, når hun prøver at hævde, at lægerne er undtaget fra forbuddet, fordi deres kitler ikke er en uniform, der skal signalere neutralitet. Det er voldsomt udmattende gang på gang at skulle høre politikere væve rundt i usammenhængende forklaringer på, hvorfor vi helt eller delvist bør forbyde religiøse symboler i det offentlige rum.

Vi skal overhovedet ikke forbyde religiøse symboler i det offentlige rum. Det er der absolut ingen grund til. Religiøse symboler er i udgangspunktet fuldstændig harmløse signaler om bærerens religiøse tilhørsforhold – og fred være med det, for det er folks private sag, hvad det tror på. De antidemokratiske symboler – herunder det muslimske tørklæde – er derimod ikke spor harmløse, da de ikke bare signalerer privat tro, men foragt for og kamp imod de værdier vi har lagt til grund for vores samfund.

Derfor vil en dommer med muslimsk tørklæde altid være en bombe under vores retssystem og den enkeltes retssikkerhed, som uundgåeligt vil blive sat under pres. Problemet er ikke at få en jødisk dommer til at tage kalotten af, inden han går ind i retslokalet, eller at få en protestantisk dommer til at lægge dagmarkorset i skuffen. Det gør de sandsynligvis uopfordret. Problemet er, at en dommer med muslimsk tørklæde vil nægte at tage sit tørklæde af, selvom hun bliver bedt om det. Og hun skal tage det af, hvis hun vil overbevise mig om, at embedet hun bestrider, er uafhængigt af hendes personlige tro.

Man skal høre meget, før ørerne falder af, men jeg er alligevel overrasket over, at mine stadig sidder fast på hovedet, efter at jeg i Nyhederne den 8. april for anden gang hørte statsministeren udtale, at man i forbindelse med OL i Kina til sommer ikke skal blande sport og politik.

Et er, at statsministeren taler mod bedre vidende, det er galt nok i sig selv, men at han af alle, i prime time, prøver at bilde mig ind, at Kommunist-Kinas brutale oprydning forud for OL – herunder udrensning af systemkritikere og dissidenter – ikke er en sammenblanding af politik og sport, er i særklasse noget af det dummeste jeg har hørt. Det overgås kun i absurditet af Komiske Alis hårdnakkede benægtelse af USA’s tilstedeværelse i Bagdad, mens amerikanske tanks i hobetal gled forbi i baggrunden.

Statsministeren plejer ellers ikke at være dum. Faktisk mener jeg, at han på mange punkter har været en glimrende statsminister, men det gør i min optik blot hans brøde større. For ville han fastholde sit synspunkt, hvis OL skulle afholdes i Zimbabwe eller Somalia?

Det har længe været en officiel hemmelighed, at statsministeren gerne vil have en international toppost, og at hans udmeldinger derfor skal ses som led i hans bestræbelser på at få sit ønske opfyldt. Det har jeg en vis forståelse for. Men min forståelse for hans projekt stopper der, hvor han fornærmer min intelligens ved belærende at prøve på at prakke mig det værste sludder på. Sport og politik er uløseligt forbundet, og deltagelse ved OL vil, uanset på hvilken måde man deltager og på hvilket niveau, uundgåeligt blive betragtet som en blåstempling af værtslandet. I dette tilfælde Kinas kommunistiske diktatur. Og jeg kan ikke forestille mig andet, end at historien vil fælde samme dom over dansk deltagelse i OL i Beijing, som blev fældet, da vi for fuld skrue deltog i det nazistisk orkestrerede OL i Berlin i 1936. Og i forhold til dét kapitel af verdenshistorien har selv samme statsminister kun haft hån til overs for dem, der samarbejdede.

Det er på høje tid vi protesterer mod det enorme ressourcespild socialdemokraterne udsætter os for, når de kræver samtlige ministeriers bilag undersøgt for at finde ud af, hvor mange ministre, der har formastet sig til at trøste sig med en flaske rødvin fra minibaren.

Jeg under gerne en udslidt ressortminister et opmuntrende glas før sengetid på et kedeligt hotelværelse. Men jeg vil ikke bruge skattekroner på de tusindvis af mandtimer socialdemokraterne med stor iver vil ofre i deres flueknepperi, for at finde fedtede bilag på usle småbeløb, de kan stikke regeringen i næsen. Det er helt ude af proportion!

Jeg har lige læst, at Nyhedsavisens chefredaktør Simon Andersen har erklæret Lars Løkke Rasmussen færdig som statsministerkandidat efter alle afsløringerne om hans misbrug af offentlige midler til fest og fornøjelser.

Jeg tror nu ikke, at det ser helt så sort ud for Lars Løkke: For det første eksisterer der hverken en anden venstrekandidat endsige en opposition, der kan true hans kandidatur. For det andet vil han kunne forbedre både sit omdømme og de offentlige finanser ved at indløse noget af al den flaskepant han efterlader i sit klirrende kølvand, og bruge pengene på at afdrage på gælden.