Formanden for Somalisk Netværk, Mohamed Gelle,  er helt galt afmarcheret, når han i JV den 22. august bebrejder de små syd- og sønderjyske byer, at de ikke gør sig mere attraktive for at tiltrække uintegrerede indvandrerfamilier. Ingen by ønsker vel at pålægge sig selv øgede udgifter til sociale ydelser samt øge risikoen for kriminalitet, hvilket indtil videre har vist sig at være en direkte følge af manglende integration og assimilation. Mohamed Gelle burde i stedet opfordre herboende somaliere til at lægge sig i selen for at blive assimilerede. Og for kvindernes vedkommende til at lægge deres niqab og få uddannelse og arbejde. For somalierne er blandt de dårligst integrerede indvandrergrupper i Danmark. Og som sådan kan de ikke stille krav. 

Lis Adam skriver i JV lørdag den 6. marts, at det er ligeså svært for muslimer med et ikke-demokratisk udgangspunkt at forstå den danske ytringsfrihed, som det er for gammeldanskere at forstå muslimernes stærke religiøse følelser, og at det derfor gælder for begge parter om at sætte sig ind i hinandens verden og finde en løsning.

Selvom jeg kan have stor sympati for Lis Adams åbne indstilling, så må jeg dog afvise den pure: Det er netop venlige danskeres alt for store imødekommenhed over for totalitære muslimers særkrav, der skaber splid og splittelse i vores samfund og træder vores egne grundlæggende værdier under fode: Vi skal tværtimod fastholde kravet om, at alle der ønsker at leve i vores samfund i det hele accepterer og tilegner sig de værdier vi har bygget vores samfund på. Kun sådan får vi integreret og assimileret totalitære muslimer.

Af Danmarks Statistiks rapport Indvandrere i Danmark 2009 fremgår, at der i 2050 vil være dobbelt så mange indbyggere med ikke-vestlig baggrund som i dag. Helt præcist 12,1% eller mere end hver 8. Fint nok, hvis ikke det var fordi den gruppe, der er i så stor vækst i Danmark har muslimsk baggrund med alt, hvad det medfører af pres på danske værdier, kvindeundertrykkelse, krav om særbehandling, ghettodannelse og ikke mindst: et massivt udgiftsniveau, når det drejer sig om overførselsydelser, kriminalitet og sygehusydelser: F.eks. er Indvandrerkvinderne er stærkt overrepræsenterede blandt modtagere af kontanthjælp og førtidspension og mændene er 117% mere kriminelle end danskerne. Presset på fællesskabet er allerede nu for stort, og en fordobling af problemerne vil skabe kaos og true med at ødelægge vores velfærdssamfund. Derfor er det helt afgørende, at vi får sat mærkbart ind nu – inden det er for sent. Jeg foreslår, at vi til en start indstiller al offentlig forsørgelse af kriminelle ikke-statsborgere og deres familier. Hvorfor skal vi forsørge mennesker, der ikke vil bidrage aktivt og positivt til vores land og være en del af vores fællesskab?

I dit indlæg ”Arabisk: til glæde, ikke til mobning” i JP den 1. december 2009 erklærer du dig enig i Seden Skoles beslutning om, at eleverne skal tale dansk, når de er sammen. Den erklæring er jeg helt enig i. Hvad jeg har svært ved at forstå, er din efterfølgende argumentation: Du beskriver ensidigt kravet om, at eleverne skal tale dansk som et tiltag for at undgå mobberier, men det er vel ikke det, sagen drejer sig om, for man kan mobbe lige modbydeligt på både dansk og arabisk. Sagens kerne er, at vi skal tale dansk med hinanden, fordi dansk er vores fælles sprog. Hvad folk taler derhjemme er deres sag, men når de forlader privatsfæren og bevæger sig ud i det offentlige rum, så er fællessproget dansk. Derfor forstår jeg heller ikke hvad du mener, når du skriver, at der er god takt og tone i Seden Skoles forbud og sammenligner med den situation, at man ved et middagsselskab med en udenlandsk gæst søger at tale et fælles sprog. Med det eksempel gør du jo dansk til et sekundært sprog, som man bør mestre, så man af høflighed kan tale det, hvis det er påkrævet. Det er helt forkert og ødelæggende for integrationen: Fint nok, at du som veluddannet overskudsdansker i dag kan glæde dig over, at du som barn fik mulighed for også at dyrke dine arabiske rødder. Men det er desværre under en promille af indvandrere med arabisk baggrund, der ender som dig, du kan ikke tjene som eksempel i den sammenhæng: En alt for stor del indvandrere med arabisk baggrund udgør en økonomisk, social og kulturel underklasse, som i stigende grad forskanser sig i ghettoer, danner parallelsamfund og vender det omgivende samfund ryggen. Og forudsætningen for at få dem ud af deres eskalerende isolation, er vel at få dem til at erkende, at alle vi, der bor i Danmark udgør et fællesskab med et fælles sprog og et individuelt ansvar over for både sprog og fællesskab. Er du ikke enig i den præmis?

I JV den 6. november går Poul Berg i kødet på Karen Damm fra Fælleslisten, der har udgivet sin valgfolder på arabisk - angiveligt for at fremme en art interkulturel respekt, og jeg må sige, at jeg til fulde forstår hans harme: Karen Dam har med sit utidige tiltag udvist en så eklatant mangel på situationsfornemmelse og despekt for sit eget danske udgangspunkt, at det kun er hendes åbenlyse naivitet, der afholder mig fra at tro, at hun hader sit land. Hun nøjes ikke bare med at vige for muslimske særkrav, som det ellers har været trenden på venstrefløjen og blandt kulturradikale: Hun lægger sig fladt på maven for de islamister, der kun har foragt til overs for danske værdier og vestlige frihedsidealer. Det er både sørgeligt og skræmmende.

Efter at politiet fjernede de afviste irakiske asylsøgere fra Brorsons Kirke har det vist sig, at der er påført kirken skader for ca. 70.000 – heraf tegner skader på orglet sig for halvdelen, efter at en irakisk mand kravlede rundt på orglet i forbindelse med politiets rydning af kirken.

Til min store forbavselse mener både præst ved Brorsons Kirke, Per Ramsdal og den til lejligheden oprettede gruppe Kirkeasyl, at det er politiet, der har forvoldt skaderne og som derfor skal betale.

Politiet? Jamen var det ikke en iraker, der rendte rundt på orgelet? Er det ikke irakere, der i månedsvis har brugt kirken til et formål den ikke er beregnet til, nemlig at bo i? Og var det ikke irakerne, der smed rundt med inventaret, da politiet ville rydde kirken?

Det er for mig at se den omvendte verden, når præster og aktivister vil skyde skylden for ødelæggelserne over på politiet, som blot gjorde deres arbejde. Det var ikke politiet, der ødelagde kirken, men irakerne. Men da de af gode grunde ikke kan betale for ødelæggelserne, må det naturligt være Brorsons Kirkes menighedsråd og Kirkeasyl-aktivisterne, der må til lommerne. De bærer nemlig om nogen både skylden og skammen for, at de i månedsvis mod bedre vidende har indgivet en gruppe afviste asylsøgere håb om, at de alligevel kunne få lov at blive i Danmark. Derfor er det også dem, der må betale, når det selvfølgelig ender galt. For faktum er, at de udenomsparlamentarisk har brugt kirken som rambuk mod gældende lov og ret. Det er ikke bare udemokratisk - det er direkte usselt over for de afviste irakere, de hele tiden har angivet at ville beskytte. Så det er dem, der skal have læderet op af lommen. Ikke politi og skatteydere.

En række præster og kirkefolk opfordrede i søndags danskerne til at deltage i gudstjenester landet over, for at vise deres protest mod rydningen af Brorsons Kirke på Nørrebro. Det er en opfordring, som grænser til det uforskammede. Ikke bare fordi opfordringen tager alle kirkegængere denne søndag til indtægt for en bestemt politisk holdning men i særdeleshed fordi disse kirkefolk blander Gud og kejser sammen og gør prædikestol til talerstol.

Præster har ligesom alle andre embedsmænd ret til at have en politisk holdning og til at ytre sig politisk. De skal bare følge reglerne, ligesom vi andre gør, og adskille deres professionelle virke fra deres politiske liv. Men det er der desværre rigtig mange præster, der ikke kan finde ud af. De bruger tværtimod deres profession til at stille sig op og redefinere, hvad der er rigtigt og forkert i det sekulære samfund, hvor demokratisk vedtagne retsregler ellers gælder. Det er dybt problematisk, at disse præster uimodsagt og uden tjenstlige konsekvenser i øvrigt, får frit løb til at belære medier og menigheder om det moralsk forkastelige i at rette sig efter en demokratisk vedtaget lovgivning, hvis man føler at det er mere kristent og næstekærligt at bryde den.

I den kirkelige verden har mediekærlige københavnerpræster som Per Ramsdal og Flemming Pless forbrudt sig mod dogmet om at holde det kirkelige liv og det sekulære samfund klart adskilt. Og set i mere prosaisk samfundsperspektiv er præsterne blot  ganske almindelige embedsmænd – og i den sammenhæng har de efter min mening gjort sig skyldige i alvorlige tjenesteforseelser, som de burde straffes for.  Men det har hverken biskop eller kirkeministeriet mod og mandshjerte til.

Den efterhånden uendelige historie om de afviste irakiske asylansøgere, der indtil forleden havde taget ophold i Brorsons Kirke, har i efterspillet efter politiets rydning af kirken antaget nye og helt groteske drejninger:

Det er næsten surrealistisk at følge mediedækningen på de landsdækkende tv-kanaler, der med DR absolut længst fremme i klynkerskoene i ren propagandastil fremstiller politi og regering som onde agressorer, der slår løs på sagesløse demonstranter og trænger de stakkels irakere helt op under Brorsonskirkens alter under billedet af den lidende Kristus.

Til at underbygge propagandaen interviewes til overflod de samme hændervridende præster, der med ulidelig moralsk selvfedme og uden at blinke, hæver både sig selv og dem, der er ligeså ”moralske” over loven.

Jeg tilhører den overvældende majoritet, der mener at dem, der får afslag på asyl her i landet skal rejse hjem. Herefter kan den minoritet, der mener, at afviste asylsansøgere skal have asyl alligevel så hævde, at jeg bare er sur over, at min holdning ikke afspejles i mediebilledet. Men min kritik rækker længere end almindelig irritation over journalistikkens røde lejesvende: Jeg mener det er et fundamentalt problem, at så få journalister ønsker at anlægge en vinkel, der bare er i rimelig tråd med demokratiske spilleregler og gældende lovgivning. Det er ikke alene umodent, men direkte undergravende for demokratiet, når de helt ukritisk sætter tilfældige præster til at legalisere lovbrud under diffuse henvisninger til det kristne bud om næstekærlighed. At de så oven i købet får fuld rygdækning af en eks-statsminister gør det blot værre. Jeg er alvorligt bekymret for denne følelsespornografiske glidebane, som gør det moralsk forkasteligt at rette sig efter en demokratisk vedtaget lovgivning, og kristent næstekærligt at bryde loven, hvis man føler det er mere rigtigt.

Men det mest forkastelige er, at moralismens korsfarere ikke bare tager kirke og samfund som gidsler – også de irakere de angiver at ville hjælpe har de kynisk udnyttet i en sag, der aldrig kunne vindes.

9 ud af 10 indvandrere er glade for at bo i Danmark og synes, at de har det bedre her end i de lande, de oprindeligt kom fra. Det viser en undersøgelse, som Danmarks Statistik har lavet for den liberale tænketank Cepos.

Og…?

Jeg mener: Det er da ikke så mærkeligt. Det ville have været højst besynderligt, og virkelig noget af en nyhed, hvis 9 ud af 10 indvandrere havde syntes, at det land de kom fra var meget bedre og gav dem langt flere tilbud om et godt og trygt liv. Så havde jeg for alvor spærret øjene op. Ikke desto mindre, har både Politiken og Berlingske lanceret undersøgelsens resultat som en kæmpe nyhed. Det er ingen nyhed. Det er logik for perlehøns (ja, faktisk!) - og bare endnu en underbyggelse af, at selvom en del herboende indvandrere opfører sig som om de hader Danmark og alt hvad der er dansk - så er de enormt bange for at blive smidt ud af landet. Hvilket man kan forvisse sig om, hvis man spørger dem, der har med kriminelle indvandrere at gøre. Og som Antonio Curas to fætre-mordere er et glimrende bevis på.

De kriminelle og de stærkt muslimske indvandrere - og dem, der er begge dele - har mange fællestræk med danske såkaldt kulturradikale som Carsten Jensen: Et indædt had til Danmark og dansk kultur, som det er tilladt at rakke ned og lægge for had - lige indtil lokummet begynder at brænde. Så himler de op om, at det vil være en krænkelse af deres menneskerettigheder at blive udvist - og Carsten Jensen sekunderer fra sin Mies van der Rohe i den store herskabslejlighed, at det er typisk skoddansk.

Selvfølgelig er indvandrerne glade for at være her: De velintegrerede fordi Danmark har givet dem chancer og muligheder de ellers ikke ville have haft - og rosset fordi de ikke bliver hængt eller får deres hænder hugget af for deres forbrydelser, som de ville have fået, hvor de kom fra.