Foranlediget af Ralf Pittelkows seneste klumme/kommentar i JP, gik jeg lige på TV2.dk for at se et indslag fra Lorry i fredags, hvor integrationsborgmester Jacob Hougaard bliver interviewet live ved et stoppested i Tingbjerg. Anledningen var, at unge (indvandrere selvfølgelig, men det bliver overhovedet ikke nævnt) terroriserer området i en grad, så busserne ikke kører efter mørkets frembrud.

Interviewet når ikke at komme igang før indslaget bliver forsøgt afbrudt af nogle beboere, der ikke vil have, at Lorry filmer. Så bliver der kastet med flasker og sten mod journalisten og integrationsborgmesteren, der kryber om bag ved busstanderen for ikke at blive ramt: “Det er meget ubehageligt at stå her” siger han forsigtigt, mens han titter frem bag standeren,  og så fortsætter han med at undskylde de unge med, at de er frustrerede over, at deres ungdomshus lige er brændt “…så det skal vi selvfølgelig se at få retableret”.  Herpå opfordrer han guddødeme både buschaufførerne og beboerne til  ”ikke at lade sig tyrannisere”, men i stedet “støtte op om den proces, som gør at udviklingen vendes”. Den proces ville journalisten så gerne høre nærmere om, og så fortalte integrationsborgmesteren, at hver gang, der er en ledig bolig i Tingbjerg, så går den til en nogen, der har arbejde.

Jeg mener, at Lorrys indslag her, dokumenterer velfærdsministerens påstand om, at tingene sejler i København.

Allerførst: Hvorfor bliver Jacob Hougaard ikke flintrende gal over at blive overfaldet på åben gade? Han står bare som det dårligste eksempel i verden og finder sig i at blive dænget til med sten og flasker. Det mindste han kunne have gjort var da at skælde dem huden fuld, ringe efter politiet og så forsikre journalisten og den undrende offentlighed om, at det her fandt han sig sgu ikke i. København skal være en fredelig by, hvor alle kan færdes frit uden at være bange.

I stedet opfordrede han alle Tingbjergs beboere, hvoraf en del må formodes at tilhøre fysisk set mindre kapable grupper som børn, gamle og handicappede til “ikke at lade sig tyrannisere” men i stedet “…støtte op om den proces som gør at udviklingen vendes”.

Kanon! Spørg ikke, hvad politikerne kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for politikerne!

Tilbage står nu efter indslaget, at det eneste bystyret kan diske op med - selv når de stiller sig midt i balladen og bliver bombarderet med sten og flasker - er lovning på et nyt ungdomshus, opfordring til beboerne om ikke at lade sig tyrannisere og  en appel om at bakke op om - ja, om hvad?

I Kramers sidste tid som overborgmester fik han lavet en undersøgelse af, hvor lang tid det ville tage at blande Mjølnerparken op, så den kom til at ligne andre mere sammensatte områder i København. Mere konkret: Hvis man nu puttede en ressourcestærk familie ind i hver ny ledig lejlighed - hvor længe ville det så tage at få Mjølnerparken til at ligne resten af København? Svaret var: 30-40 år!

Selvom jeg kom til at fnise, da jeg så indslaget med Jacob Hougaard i ly af Movias forladte busstander i Tingbjerg, så er jeg faktisk dybt rystet over både forholdene - og integrationsborgmesterens reaktion. Og jeg er dybt bekymret for den fremtidige udvikling med et bystyre, der er så handlingslammet.

Hovedstaden stander i våde.

Se indslaget her: http://www.tv2lorry.dk/moduler/nyheder/showregvideo.asp?dato=06-03-2009&cID=1&vId=472738

Bandekrigen er ikke kommet til Østerbro. Endnu. Derfor er det også glædeligt at se den optrapning af indsatsen, som politiet har gjort de seneste dage for at dæmme op for volden og undgå, at flere uskyldige bliver ofre for bandernes terror. Og så kunne det i den forbindelse være rigtig rart, hvis man kunne slippe for at høre den evindelige kritik fra venstrefløjen, der råber diktatur, ensretning og politistat, hver gang politiet rykker ud for at passe på borgerne. De skulle skamme sig – og mere end i én forstand, for var det ikke for venstrefløjens laden stå til op gennem 1980´erne og 90´erne, så havde vi ikke oplevet den ghettodannelse og de parallelsamfund, som i dag udgør epicentret i bandekrigen.

Det er helt forfejlet, når politikerne i København og på Christiansborg nu forsøger at placere skylden for bandekrigen hos hinanden. Det er ikke politikernes skyld, at HA og Invandrerbanderne ligger i krig og dræber uskyldige mennesker - det er HA og Indvandrerbandernes skyld. Det er til gengæld politikernes ansvar at sørge for, at der bliver sat ind over for bandekrigen, så vi kan få stoppet den terror og frygt, der nu spreder sig i hele København. Det kunne politikerne passende gøre ved at tilføre politiet de nødvendige ressourcer til at løfte opgaven – og bakke dem op, når de udfører deres arbejde.

I to dage i træk har jeg om morgenen på P1 måtte lægge øre til vrøvl og sludder, klynk og jammer tilsat absurde anklager mod regeringen, der åbenbart tillægges al skyld for bandekrigen i København (Nørrebro)

I går var det Johan Olsen, der anklagede regeringen for med sin Dirty Harry-politik at slå på alt, hvad der rører sig som ikke lige falder inden for rammen, og for at lave lovgivning, der udelukkende baserer sig på fordomme.  Regeringen rammer dem, som ellers ville udvikle sig til lovlydige borgere, sagde han, og anklagede regeringen for at underminere demokratiet og kvæle den frie tanke. Demokratiet er ved at blive fascisme, siger han - og galper op om, at der skal nye strategier til, hvis problemerne skal løses.

Samme udmattende udgangspunkt skulle jeg så høre gentaget i dag, da det var Enhedslistens egen Johanne Schmidt-Nielsen, der i vanlig DKP-stil kørte frem med det helt store stalinorgel (utroligt, hvordan de kan lære de unge mennesker at “tale igennem” så andre ikke får et ben til jorden): “Hvis en læge i 8 år har brugt en medicin, som ikke har hjulpet, så tror jeg nok, at han vil finde en anden medicin. Men det gør regeringen ikke. De bliver ved med at lave strengere straffe, og det hjælper altså ikke” osv., osv. Hvad der så virkede, var hun ikke helt fast i kødet på, men det var i hvert fald noget med en social indsats og om at sørge for at de mindre drenge, der så op til bandemedlemmerne ikke blev rekrutteret. Nå ja - så var der selvfølgelig liiige bemærkningen om, at uskyldige INDVANDRERE blev skudt på af rockerne. Hun nævnte overhovedet ikke flyttemanden eller revisoren, der blev skudt på, fordi “nogen”  syntes de lignede rockere…

Jeg er så TRÆT af at høre den jamrende venstrefløjsretorik: Der udspiller sig en kriminel bandekrig i København med epicenter på Nørrebro. Helt uskyldige mennesker bliver ofre i denne krig, der i øvrigt er fuldstændig uacceptabel i et retssamfund, og som det omgivende samfund - i første omgang politi og retsvæsen - skal sætte alt ind på at imødegå. Det vil sige, at der skal afsættes de nødvendige ressourcer, så politiet kan få fjernet banderne fra gaden. Her er der ikke tale om skæve eksistenser, der eller ville være blevet lovlydige borgere, men hard core kriminelle, som hører hjemme i de lukkede fængsler.

I min bog går befolkningens sikkerhed og retsfølelse forud, og derfor er det ikke til at holde ud at høre folk som Johanne Schmidt-Nielsen og Johan Olsen skamme politi og politikere ud, når de rent faktisk forsøger at gøre det, de er blevet sat i verden for.

Jeg brugte en ikke uvæsentlig del af mit jurastudium på strafferetlige hybridfag som retspsykologi, retssociologi, psykiatriret mv. - så jeg mener, at jeg kan udtale mig med en hvis vægt, når det gælder fængselsstraffes pønale effekt og sociologiske strategier for resocialisering af kriminelle:

Fænglser hjælper ikke på kriminaliteten. Recidivtallet (tilbagefald til kriminalitet efter endt afsoning) er megahøjt. Det har det altid været, og det vil det fortsat være, og jeg tror ikke man kan finde nogen, der mener, at det hjælper på den kriminelle løbebane at blive spærret inde. Men det hjælper på befolkningens retsfølelse, når vi ved, at kriminelle straffes med frihedsberøvelse, og vi andre føler os tryggere i bevidstheden om, at sålænge de kriminelle er i fængsel, så begår de ikke kriminalitet. Jeg er åben over for andre strafformer end fængsel, men jeg savner klare bud - især fra den venstrefløj, der altid galper op.

Der er mig bekendt ingen sociologiske undersøgelser, der viser, at man ved sociale og/eller psykologiske indsatser kan ændre de hard core kriminelles adfærd. Der er kun én vej her, og det er at fjerne dem fra gaden og sikre os, at de straffe de idømmes står i forhold til de forbrydelser, de har begået.

Og skal vi snakke “skæve eksistenser” (jeg hader det ord), så er det som oftest de mest sølle mennesker, med de usleste liv på gaden, som vensstrefløjen henviser til - ofte som en art pittoreske indslag i gadebilledet, der skal have lov til at leve på deres præmisser - så er jeg altså ved at eksplodere! Enhver, der køber og læser et tilfældigt nummer at Hus Forbi kan forvisse sig om, at de såkaldt “skæve eksistenser” synes deres liv er noget nær helvede på jord, og at deres højeste ønske er et mere normalt liv med trygge rammer. Hvis de dårligste (de hjemløse, misbrugerne, de prostituerede, de psykisk syge)  skal løftes ud af deres elendighed, lære at håndtere en dagligdag, betale regninger, købe ind, gøre rent, lave mad, stå op om morgenen, gå på arbejde osv., osv. - så kræver det en så enorm indsats og så mange ressourcer, at ingen vil betale for det. Heller ikke Johanne Schmidt-Nielsen, som også gerne vil vælges næste gang. Eller Johan Olsen, der gerne vil have sikret sig børnepasning og økologisk mad i ungernes daginstitution.

Det er de faktiske forhold i jernindustrien.