Det er de mest uhyrlige ting, man kan høre oplæst med den største selvfølgelighed og helt uden at ryste på stemmen, hvis man lytter til Nyheder fra Grønland på P1 efter den sene Orientering: Alkoholisme, social deroute, misbrug, kriminalitet og  korruption hører til dagens orden. Det er som om grænserne for det normale i Grønland har udvidet sig til at omfatte ekstremer.

Her til aften kunne jeg så høre, at en undersøgelse viser, at hver tredje grønlandske mor har været udsat for seksuelt misbrug som barn. Hver tredje!!

Jeg kan dårligt finde ord for det, hvis det er sandt - og det er det jo desværre. Det er nærmest umuligt at forestille sig det enorme omfang af misbrug, og det er jo dybest set udtryk for et land og et folk, der er i så massiv krise, at de ikke har overskud til at passe på hverken sig selv eller hinanden. Når så mange familier ikke kan finde ud af at værne om deres egne børn, så er det ikke udtryk for en kulturel egenart eller en særlig grønlandsk samværsform. Det er overgreb, afmagt og ulykke - og det værste er, at der ikke er nogen, der gør noget ved det.

For et års tid siden, da det kom frem, at hver tredje barn/unge i Grønland havde overvejet selvmord og hver fjerde rent faktisk havde gjort forsøget - skete der heller ingen ting. Da DR-dokumentaren “Flugten fra Grønland” afdækkede det nærmest totale sociale armod i Grønland med små børn, der tullede snavsede rundt med numsen bar, mens forældrene var på druk og mens grønlandske såkaldt toppolitikere havde travl med at bevilge sig selv og kammeraterne rente- og afdragsfrie lån af offentlige midler, så de kunne købe luksusvillaer ved fjorden - da skete der heller ingenting. Eller næsten ingen ting, for Søren Espersen var gudskelov ude og kræve, at der blev skredet ind over for forholdene, og at man mere konkret skulle øremærke dele af de årlige (massive) bloktilskud til forbedring af de sociale forhold. Men det blev desværre hurtigt skudt ned - især af venstrefløjen, men desværre også af velfærdsministeren, som besynderligt nok mente, at det var helt tilstrækkeligt, at man havde delt nogle pjecer ud i Nuuk.

  Jeg ved ikke, hvad der skal til, før politikerne mener, at der skal gøres noget. Skal hver anden grønlandske mor have været udsat for seksuelle overgreb? Eller skal hver eneste? Og hvor mange børn skal forsøge selvmord? Hvor mange børneselvmordsforsøg skal rent faktisk “lykkes” før nogle af de såkaldt humanistiske venstrefløjsere begynder at sige, at nok er nok?

Det er en skandale. Ikke mindst fordi vi jo aldrig ville tillade det i Syddanmark. Af en eller anden besynderlig grund gør det ikke så meget, at grønlandske børn bliver forsømt, misbrugt og ødelagt for livet, som når syddanske børn bliver udsat for vanrøgt. 

Jeg ved ikke hvorfor, men det er ikke til at bære.

Det undrer vel de færreste, som har besøgt og kender til Grønland, at også Naser Khader er faldet pladask for landet og det grønlandske folk: Han synes grønlænderne er så åbne og imødekommende, at alle må føle sig velkomne, og han undrer sig på den baggrund over, at Grønland som en del af rigsfællesskabet tager så få flygtninge. Det vil han gøre noget ved, siger han.

Jeg på min side undrer mig dog over, at han ikke har fulgt med i den seneste tids debat om forholdene på Grønland, som i dag befinder sig i en art social katastrofetilstand med alkoholisme, selvmord, incest, korruption og menneskeligt armod som nogle af de væsentligste problemer. Vi så det i DRs rystende dokumentarudsendelse, som Naser Khader desværre ikke bemærkede hed ”Flugten fra Grønland” – fordi en lang række ressourcestærke grønlændere ikke magter at være vidne til landets kollektive, sociale deroute og derfor flytter til Syddanmark.

Vil Naser Khader Grønland og det grønlandske folk det godt, så skal han ikke belaste dem yderligere med at påtvinge dem en integrationsindsats i forhold til ofte traumatiserede flygtninge, som vil afkræve Grønland ressourcer landet ikke har. I stedet kunne han gøre fælles front med Dansk Folkeparti, der indtil videre er de eneste som tager rigsfællesskabet alvorligt, og kræver aktiv indsats fra Syddanmarks side – om nødvendigt ved at sætte Hjemmestyret under midlertidig administration.

Naser Khader viste under Muhammedkrisen, at han har mod og mandshjerte, når demokratiske værdier sættes under pres. Nu har han en ny chance for at vise, at han også har socialt engagement, og sammen med Dansk Folkeparti markere, at der ikke er forskel på, om man er en lille pige i Tønder eller en lille pige i Maniitsoq. Naser Khaders 5 mandater bag DFs 25 vil måske kunne få de svages forkæmpere på venstrefløjen, som ikke har tænkt sig at løfte en finger for Grønland, til at vågne lidt op.