Nu har jeg i ugevis hørt Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal spørge mig og andre fra det arbejdende mindretal om jeg lige har 12 minutter ekstra hver dag. Lad mig sige det helt klart: Det har jeg ikke. Og det har Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock heller ikke, for så skal han betale skat i Danmark – og det vil han ikke. Og hvorfor skulle han også det: Hverken han eller hans kone slider på de offentlige systemer, for de vælger privat, når de kan.

Det var tidligere statsminister, socialdemokraten Jens Otto Krag, der for 40 år siden slog fast, at man har et standpunkt til man tager et nyt. Det kunne hans partifælle Mette Frederiksen lære meget af i den noget pinlige sag omkring hendes fravalg af den lokale folkeskole til sit skolesøgende barn, der i stedet skal gå i privat lilleskole. Og det til trods for, at hun i flere omgange har tordnet mod andre ressourcestærke forældres tilsvarende skolevalg til deres børn.

Problemet for Mette Frederiksen er ikke, at hun skifter mening. Det gjorde hendes forgænger som sagt også, og det er en ærlig sag, som hun bare må afklare med sit politiske bagland.

Problemet er, at hun ikke vil tage det standpunkt hun de facto har skiftet til: Hun fremturer tværtimod og kører sit gamle retoriske stalinorgel i stilling, og vil bilde os ind, at hun mener det samme, som hun hele tiden har gjort om folkeskolen og dens fortræffeligheder. Men det gør hun altså ikke, for hun vælger jo folkeskolen fra.

Mette Frederiksen har opdaget, at når det, der er bedst for en selv kommer i konflikt med det, der er bedst for samfundet – så vælger man som regel det, der er bedst for en selv.  Det er ærligt nok, og kunne måske også i andre sammenhænge give hende en større forståelse for andre mennesker og deres valg. Men Mette Frederiksen er ikke ærlig, så det er nok for meget at håbe på et mere nuanceret tilgang til andre med samme udgangspunkt som hende selv.

I dit indlæg ”Arabisk: til glæde, ikke til mobning” i JP den 1. december 2009 erklærer du dig enig i Seden Skoles beslutning om, at eleverne skal tale dansk, når de er sammen. Den erklæring er jeg helt enig i. Hvad jeg har svært ved at forstå, er din efterfølgende argumentation: Du beskriver ensidigt kravet om, at eleverne skal tale dansk som et tiltag for at undgå mobberier, men det er vel ikke det, sagen drejer sig om, for man kan mobbe lige modbydeligt på både dansk og arabisk. Sagens kerne er, at vi skal tale dansk med hinanden, fordi dansk er vores fælles sprog. Hvad folk taler derhjemme er deres sag, men når de forlader privatsfæren og bevæger sig ud i det offentlige rum, så er fællessproget dansk. Derfor forstår jeg heller ikke hvad du mener, når du skriver, at der er god takt og tone i Seden Skoles forbud og sammenligner med den situation, at man ved et middagsselskab med en udenlandsk gæst søger at tale et fælles sprog. Med det eksempel gør du jo dansk til et sekundært sprog, som man bør mestre, så man af høflighed kan tale det, hvis det er påkrævet. Det er helt forkert og ødelæggende for integrationen: Fint nok, at du som veluddannet overskudsdansker i dag kan glæde dig over, at du som barn fik mulighed for også at dyrke dine arabiske rødder. Men det er desværre under en promille af indvandrere med arabisk baggrund, der ender som dig, du kan ikke tjene som eksempel i den sammenhæng: En alt for stor del indvandrere med arabisk baggrund udgør en økonomisk, social og kulturel underklasse, som i stigende grad forskanser sig i ghettoer, danner parallelsamfund og vender det omgivende samfund ryggen. Og forudsætningen for at få dem ud af deres eskalerende isolation, er vel at få dem til at erkende, at alle vi, der bor i Danmark udgør et fællesskab med et fælles sprog og et individuelt ansvar over for både sprog og fællesskab. Er du ikke enig i den præmis?

Nu er det sluppet ud: Socialdemokraterne i København, går med Overborgmesteren i spidsen til valg på at skaffe billig mad til alle de børn, der sulter i København. Mere konkret vil Overborgmesteren og rektor for Rød Skole på bedste hattedame-maner uddele gratis skolemad til børn, der “…vokser op i fattige familier, og hvis forældre ikke har råd til at give dem madpakke med i skole”.

Jeg ved ikke, hvad det er for en virkelighed Socialdemokraterne lever i, men det er en anden end min, og jeg har da ellers haft fingrene godt ned i bolledejen i de mere end 20 år jeg har brugt sommerferierne på at tage med københavnske børn på feriekoloni. Min påstand er denne: Der findes ingen børn, der sulter fordi forældrene ikke har råd til at give dem mad i København.

Der findes forsømte børn, fede og fejlernærede børn, mishandlede børn, understimulerede børn og børn, der ikke bare må klare sig selv, men også deres forældre. Men der findes ingen børn, der sulter fordi forældrene mangler penge til mad. Hvis børn går sultne i seng, så er det fordi deres forældre har valgt at bruge pengene på andre ting end mad. Og så er vi ude i en helt anden problemstilling end sult og økonomisk forarmelse, som ikke løses med gratis skolemad.

Ligemeget hvordan man vender problematikken er Socialdemokraterne ude på dybt vand: Hvis min påstand er rigtig (sultende børn i København er ikke et problem), så ved Socialdemokraterne i København hverken, hvilke sociale problemer der rent faktisk er i byen - eller hvordan de skal angribes. Og hvis de har ret (børn sulter i København), så kunne man med god grund spørge, hvorfor i Helvede de ikke har gjort noget ved det noget før.