De gamle nepotisme-dage er tilbage hos Socialdemokraterne. I hvert fald i København, hvor den nyligt tiltrådte overborgmester Frank Jensen – allerede nu kendt under navne som Kammerat Jensen og Retro-Frank – har besat centrale stillinger i overborgmesterens sekretariat udelukkende med partivenner og medlemmer af hans egen politiske kampagnestab. Og ikke nok med det: Københavns Kommune har indrømmet, at ingen ansøgere er blevet indkaldt til ansættelsessamtale ud over dem, der fik stillingerne.

Det er hinsides pinligt. Det er simpel magtfordrejning, og det tegner en ildevarslende begyndelse for det forvaltningsmæssige niveau under den nye overborgmester: Hvis Frank Jensen ikke kan gennemføre saglige ansættelser i sit eget sekretariat, hvordan skulle han så efterfølgende kunne træffe andre saglige forvaltningsafgørelser? Hans indledende nepotisme giver i hvert fald billedet af en både personligt og politisk svag overborgmester, der ikke magter at skelne mellem personlige politiske interesser og forsvarlig offentlig forvaltning.

Hvis det så bare var Frank Jensens egen pengepung, der skulle sikre partikammeraterne smør på brødet, men det er københavnernes skattekroner, der bliver brugt til det socialdemokratiske tag-selv-bord. Selvom tidspunktet for længst er forpasset til at Frank Jensen kan redde æren, så må ansættelserne trækkes tilbage og stillingerne genopslås.

Bandekrigen i København er ved at komme ud af kontrol. Faktisk eskalerer konflikten i en sådan grad, at vores hovedstad nu kan lægge sig i slipstrømmen af storbyer som Paris og flere byer i England og Holland, hvor der hersker borgerkrigslignende tilstande i flere bydele, og hvor politi og retsvæsen har opgivet at håndhæve loven.
København udviser i dag tegn på begyndende opløsning: bilafbrændinger, optøjer, stenkast mod busser og passagerer, ligesom politi og brandvæsen mødes af stenkastende unge. Ja selv integrationsborgmesteren fik kastet sten på sig, da han skulle give et interview i Tingbjerg.
Vi ser med andre ord en tiltagende nedbrydning af de grundpiller, vi bygger vores retssamfund på, og det endegyldige bevis for tingenes tilstand fik vi forleden, da selv Enhedslisten måtte kapitulere i skikkelse af socialborgmester Mikkel Warming, der erkendte, at udviklingen er gledet Københavns Kommune af hænde: Man estimerer nu, at der tilflyder de muslimske bander 700 nye kriminelle medlemmer om året!
For de af jer, der ikke har nærlæst Københavns Kommunes budget kan jeg oplyse, at årsagen til denne fatale udvikling i vores hovedstad ikke skyldes, at det røde kabinet på rådhuset ikke har brugt ressourcer på det såkaldt ”forebyggende arbejde”. Der bruges faktisk over 200 millioner kroner årligt og 480 af kommunens medarbejdere beskæftiger sig direkte med Det Forebyggende Arbejde.
Hertil skal lægges de ca. 400 millioner kroner, kommunen efter aftale med Integrationsministeriet har postet i dyre kvarterløftsprojekter. Oveni alt dette skal vi lige huske på de store veksler, som denne gruppe i forvejen trækker på det sociale og kriminalpræventive system – og i det hele taget alle de steder, de er i berøring med det offentlige.
Vi har kun fået mere kriminalitet for pengene.
Så frem for at blive ved med at hælde disse enorme summer i et bundløst hul, vil jeg foreslå, at vi bruger pengene til en repatrieringsfond med det formål at betale de kriminelle for at rejse tilbage til deres oprindelsesland.
Det vil blive dyrt, men der er tale om en engangsinvestering – og finansieringen er på plads, så vi karambolerer ikke med skattestoppet. Det vigtigste er dog, at får vi de kriminelle med indvandrerbaggrund til at forlade landet en gang for alle. Nå ja – til spørgsmålet om, hvor meget vi skal tilbyde dem for at rejse hjem, vil jeg sige som Socialdemokraternes formand, Helle Thorning Schmidt: ”Vi skal betale dem det, der skal til for, at det blive et reelt valg for dem”.

Efter at politiet fjernede de afviste irakiske asylsøgere fra Brorsons Kirke har det vist sig, at der er påført kirken skader for ca. 70.000 – heraf tegner skader på orglet sig for halvdelen, efter at en irakisk mand kravlede rundt på orglet i forbindelse med politiets rydning af kirken.

Til min store forbavselse mener både præst ved Brorsons Kirke, Per Ramsdal og den til lejligheden oprettede gruppe Kirkeasyl, at det er politiet, der har forvoldt skaderne og som derfor skal betale.

Politiet? Jamen var det ikke en iraker, der rendte rundt på orgelet? Er det ikke irakere, der i månedsvis har brugt kirken til et formål den ikke er beregnet til, nemlig at bo i? Og var det ikke irakerne, der smed rundt med inventaret, da politiet ville rydde kirken?

Det er for mig at se den omvendte verden, når præster og aktivister vil skyde skylden for ødelæggelserne over på politiet, som blot gjorde deres arbejde. Det var ikke politiet, der ødelagde kirken, men irakerne. Men da de af gode grunde ikke kan betale for ødelæggelserne, må det naturligt være Brorsons Kirkes menighedsråd og Kirkeasyl-aktivisterne, der må til lommerne. De bærer nemlig om nogen både skylden og skammen for, at de i månedsvis mod bedre vidende har indgivet en gruppe afviste asylsøgere håb om, at de alligevel kunne få lov at blive i Danmark. Derfor er det også dem, der må betale, når det selvfølgelig ender galt. For faktum er, at de udenomsparlamentarisk har brugt kirken som rambuk mod gældende lov og ret. Det er ikke bare udemokratisk - det er direkte usselt over for de afviste irakere, de hele tiden har angivet at ville beskytte. Så det er dem, der skal have læderet op af lommen. Ikke politi og skatteydere.

En række præster og kirkefolk opfordrede i søndags danskerne til at deltage i gudstjenester landet over, for at vise deres protest mod rydningen af Brorsons Kirke på Nørrebro. Det er en opfordring, som grænser til det uforskammede. Ikke bare fordi opfordringen tager alle kirkegængere denne søndag til indtægt for en bestemt politisk holdning men i særdeleshed fordi disse kirkefolk blander Gud og kejser sammen og gør prædikestol til talerstol.

Præster har ligesom alle andre embedsmænd ret til at have en politisk holdning og til at ytre sig politisk. De skal bare følge reglerne, ligesom vi andre gør, og adskille deres professionelle virke fra deres politiske liv. Men det er der desværre rigtig mange præster, der ikke kan finde ud af. De bruger tværtimod deres profession til at stille sig op og redefinere, hvad der er rigtigt og forkert i det sekulære samfund, hvor demokratisk vedtagne retsregler ellers gælder. Det er dybt problematisk, at disse præster uimodsagt og uden tjenstlige konsekvenser i øvrigt, får frit løb til at belære medier og menigheder om det moralsk forkastelige i at rette sig efter en demokratisk vedtaget lovgivning, hvis man føler at det er mere kristent og næstekærligt at bryde den.

I den kirkelige verden har mediekærlige københavnerpræster som Per Ramsdal og Flemming Pless forbrudt sig mod dogmet om at holde det kirkelige liv og det sekulære samfund klart adskilt. Og set i mere prosaisk samfundsperspektiv er præsterne blot  ganske almindelige embedsmænd – og i den sammenhæng har de efter min mening gjort sig skyldige i alvorlige tjenesteforseelser, som de burde straffes for.  Men det har hverken biskop eller kirkeministeriet mod og mandshjerte til.

Den efterhånden uendelige historie om de afviste irakiske asylansøgere, der indtil forleden havde taget ophold i Brorsons Kirke, har i efterspillet efter politiets rydning af kirken antaget nye og helt groteske drejninger:

Det er næsten surrealistisk at følge mediedækningen på de landsdækkende tv-kanaler, der med DR absolut længst fremme i klynkerskoene i ren propagandastil fremstiller politi og regering som onde agressorer, der slår løs på sagesløse demonstranter og trænger de stakkels irakere helt op under Brorsonskirkens alter under billedet af den lidende Kristus.

Til at underbygge propagandaen interviewes til overflod de samme hændervridende præster, der med ulidelig moralsk selvfedme og uden at blinke, hæver både sig selv og dem, der er ligeså ”moralske” over loven.

Jeg tilhører den overvældende majoritet, der mener at dem, der får afslag på asyl her i landet skal rejse hjem. Herefter kan den minoritet, der mener, at afviste asylsansøgere skal have asyl alligevel så hævde, at jeg bare er sur over, at min holdning ikke afspejles i mediebilledet. Men min kritik rækker længere end almindelig irritation over journalistikkens røde lejesvende: Jeg mener det er et fundamentalt problem, at så få journalister ønsker at anlægge en vinkel, der bare er i rimelig tråd med demokratiske spilleregler og gældende lovgivning. Det er ikke alene umodent, men direkte undergravende for demokratiet, når de helt ukritisk sætter tilfældige præster til at legalisere lovbrud under diffuse henvisninger til det kristne bud om næstekærlighed. At de så oven i købet får fuld rygdækning af en eks-statsminister gør det blot værre. Jeg er alvorligt bekymret for denne følelsespornografiske glidebane, som gør det moralsk forkasteligt at rette sig efter en demokratisk vedtaget lovgivning, og kristent næstekærligt at bryde loven, hvis man føler det er mere rigtigt.

Men det mest forkastelige er, at moralismens korsfarere ikke bare tager kirke og samfund som gidsler – også de irakere de angiver at ville hjælpe har de kynisk udnyttet i en sag, der aldrig kunne vindes.

Jeg er blevet opstillet på DFs liste over kandidater til Borgerræpræsentationen til kommunalvalget til november. Det er jeg selvfølgelig glad for, for jeg vil gerne bruge tid på at arbejde for den by, som jeg er født og opvokset i, og som jeg regner med at bo i resten af mit liv.

Og der er nok at tage fat på: vold, bandekrig, utryghed, nedslidning, døde områder med dyre lejligheder der står tomme, ghettodannelse, parallelsamfund, hullede gader og veje - listen er alenlang, og der er desværre alt, alt for mange mærkesager at vælge mellem. Hertil kommer det faktum, at Ritt Bjerregaard har fuldstændig ret når hun siger, at styreformen i Københavns Kommune er elendig, utidssvarende og ofte en hindring for, at der kan blive truffet samlede og langsigtede strategiske beslutninger. Men det er ikke hele historien. Det handler også om, at det politiske niveau i København generelt er alt for lavt, og derfor hverken formår at definere eller imødegå de problemer København står midt i. Især de seneste fire år, hvor volden og hærværket er taget til, og hvor vi mere end nogensinde før kan se gennemslaget af årtiers fejlslagen integration. Her er blevet mere og mere tydeligt, at udviklingen er løbet politikerne af hænde, og at mange af dem nu halser bagefter med små, men dyre, brandslukningsprojekter, der overhovedet ingen effekt har. Ofte tværtimod - som da det viste sig, at flere af de gladeplans-integrationsarbejdere, der skulle være en art rollemodeller for unge indvandrerdrenge, viste sig at være dybt kriminelle. Eller som da kommunen søsatte den skandaløse plakatkampagne “Antisemitisme og islamofobi - ikke i vores by”, som jeg har skrevet om tidligere. Og den totale overgivelse så vi da integrationsborgmester Jakob Hougaard som eneste løsning på Tingbjergs problemer for åben skærm og rullende kameraer opfordrede folk til ikke at lade sig kue…

Jeg mener, at fred og tryghed i vores by er forudsætningen for, at vi kan få rettet op på alle de andre ting, der skal gøres noget ved. De terroriserende bander i Tingbjerg, Nordvest og Sjælør skal fjernes fra gaderne, og der skal skabes sikkerhed for, at københavnerne kan færdes trygt i hele byen. Når som helst og hvor som helst. Når busserne kører i Tingbjerg og man kan drikke sin aftenkaffe på Blågårds Plads, så tager vi fat i folkeskolerne, ældreplejen og byfornyelsen.

Ritt Bjerregaard forlader politik som hun har levet det i en menneskealder: Ved at bebrejde den onde omverden alle de fiaskoer hun efterlader i sit kølvand: det var den onde regerings skyld, at der ikke var lovgrundlag for hendes boligluftkasteller, det var de onde folkesocialisters skyld, at hun ikke kunne bygge huse i Kløvermarken - og nu er det den onde styreform i København, der er skyld i hendes politiske exit. Her i afskedens stund bør vi derfor alle bøje os og tage hatten af for hendes aldrig svigtende konsekvens!

Nu er det sluppet ud: Socialdemokraterne i København, går med Overborgmesteren i spidsen til valg på at skaffe billig mad til alle de børn, der sulter i København. Mere konkret vil Overborgmesteren og rektor for Rød Skole på bedste hattedame-maner uddele gratis skolemad til børn, der “…vokser op i fattige familier, og hvis forældre ikke har råd til at give dem madpakke med i skole”.

Jeg ved ikke, hvad det er for en virkelighed Socialdemokraterne lever i, men det er en anden end min, og jeg har da ellers haft fingrene godt ned i bolledejen i de mere end 20 år jeg har brugt sommerferierne på at tage med københavnske børn på feriekoloni. Min påstand er denne: Der findes ingen børn, der sulter fordi forældrene ikke har råd til at give dem mad i København.

Der findes forsømte børn, fede og fejlernærede børn, mishandlede børn, understimulerede børn og børn, der ikke bare må klare sig selv, men også deres forældre. Men der findes ingen børn, der sulter fordi forældrene mangler penge til mad. Hvis børn går sultne i seng, så er det fordi deres forældre har valgt at bruge pengene på andre ting end mad. Og så er vi ude i en helt anden problemstilling end sult og økonomisk forarmelse, som ikke løses med gratis skolemad.

Ligemeget hvordan man vender problematikken er Socialdemokraterne ude på dybt vand: Hvis min påstand er rigtig (sultende børn i København er ikke et problem), så ved Socialdemokraterne i København hverken, hvilke sociale problemer der rent faktisk er i byen - eller hvordan de skal angribes. Og hvis de har ret (børn sulter i København), så kunne man med god grund spørge, hvorfor i Helvede de ikke har gjort noget ved det noget før.

Så har man set det med: Københavns Kommune, Mosaisk Trossamfund og Muslimernes Fællesråd forenet i en fælles plakatkampagne, der skal slå til lyd for nye tider og ny forbrødring “Antisemitisme og islamofobi - ikke i vores by!”

Man tror det er løgn - og det er det selvfølgelig også. Det er det glade vanvid!

Det er svært at sætte ord på, men kampagnen - som jeg ikke er helt sikker på, hvem retter sig imod - er både pinlig, beskæmmende og slet ikke til at bære: En fuldstændig uhellig og udbyttende alliance mellem skræmte jøder, der håber de kan stoppe angrebene på dem, københavnske socialdemokrater der håber de kan minimere nederlaget til novembervalget - og mediemuslimer, der håber på lidt positiv PR. Føj for en stinker!!

Jeg ville blive meget forbløffet, hvis der er så meget som en enkelt københavner, der tror på plakatens budskab, men for god ordens skyld:

Det er ikke gammeldanskerne (bortset fra visse uheldige elementer på venstrefløjen), der lider af antisemitisme. Det er herboende muslimer, der bærer størstedelen af ansvaret for de angreb på danske jøder, der er taget til de seneste år i en grad, så jøderne i København ikke tør bærer hverken kalot eller davidstjerne offentligt og flere overvejer at flytte til Israel. Nu klynger Mosaisk Trossamfund sig så til den hånd, der slår dem i hvad der ser ud som et desperat forsøg på at stoppe chikanen og overfaldene.

Det er en gruppe herboende muslimer, der terroriserer beboere og buschauffører i Tingbjerg, som står for en uforholdsmæssig stor del af kriminaliteten i København, som planlægger mord på danske tegnere, som går ind for stening, håndsafhuggelser og tildækning af kvinder, og som planlægger terroraktioner i det land, der har taget imod dem og givet dem alle tilbud om et godt liv. Der er ikke noget at sige til, hvis man bliver lidt islamofobisk af det - og dermed også en hvis logik i, hvis Muslimernes Fællesråd føler, at lidt positiv PR er på sin plads.

Forskellen på antisemitisme og islamofobi er, at antisemitisme er agression vendt mod jøder på grund af deres semitiske oprindelse, mens islamofobi er angst for islam. I begge tilfælde er islam agressor og jøderne de forfulgte, og det giver plakatkampagnen en meget uhyggelig dimension.

Læg så hertil, at det politiske flertal på rådhuset (Socialdemokraterne, Folkesocialisterne og de gamle kommunister i Enhedslisten) i alt formange år har ladet stå til, når stadig flere bydele viste tydelige tegn på manglende integration som ghettodannelse, begyndende parallelsamfund, manglende arbejdsmarkedstilknytning, øget analfabetisme og stigende kriminalitet. De har siddet med hænderne i skødet og hensynsbetændelse og ladet stå til og udviklingen gå sin skæve gang. Og nu, hvor det hele for alvor er ved at falde fra hinanden, så tager de ofrene som gidsler og lyver os lige op i hovedet om at antisemitisme og islamofobi ikke sker i vores by.

Hvis min islamofobi skal aftage bare en lille smule, så skal de muslimer der overfalder og chikanerer danske jøder stoppe deres antisemitisme. Og de røde på rådhuset skulle skamme sig!

Foranlediget af Ralf Pittelkows seneste klumme/kommentar i JP, gik jeg lige på TV2.dk for at se et indslag fra Lorry i fredags, hvor integrationsborgmester Jacob Hougaard bliver interviewet live ved et stoppested i Tingbjerg. Anledningen var, at unge (indvandrere selvfølgelig, men det bliver overhovedet ikke nævnt) terroriserer området i en grad, så busserne ikke kører efter mørkets frembrud.

Interviewet når ikke at komme igang før indslaget bliver forsøgt afbrudt af nogle beboere, der ikke vil have, at Lorry filmer. Så bliver der kastet med flasker og sten mod journalisten og integrationsborgmesteren, der kryber om bag ved busstanderen for ikke at blive ramt: “Det er meget ubehageligt at stå her” siger han forsigtigt, mens han titter frem bag standeren,  og så fortsætter han med at undskylde de unge med, at de er frustrerede over, at deres ungdomshus lige er brændt “…så det skal vi selvfølgelig se at få retableret”.  Herpå opfordrer han guddødeme både buschaufførerne og beboerne til  ”ikke at lade sig tyrannisere”, men i stedet “støtte op om den proces, som gør at udviklingen vendes”. Den proces ville journalisten så gerne høre nærmere om, og så fortalte integrationsborgmesteren, at hver gang, der er en ledig bolig i Tingbjerg, så går den til en nogen, der har arbejde.

Jeg mener, at Lorrys indslag her, dokumenterer velfærdsministerens påstand om, at tingene sejler i København.

Allerførst: Hvorfor bliver Jacob Hougaard ikke flintrende gal over at blive overfaldet på åben gade? Han står bare som det dårligste eksempel i verden og finder sig i at blive dænget til med sten og flasker. Det mindste han kunne have gjort var da at skælde dem huden fuld, ringe efter politiet og så forsikre journalisten og den undrende offentlighed om, at det her fandt han sig sgu ikke i. København skal være en fredelig by, hvor alle kan færdes frit uden at være bange.

I stedet opfordrede han alle Tingbjergs beboere, hvoraf en del må formodes at tilhøre fysisk set mindre kapable grupper som børn, gamle og handicappede til “ikke at lade sig tyrannisere” men i stedet “…støtte op om den proces som gør at udviklingen vendes”.

Kanon! Spørg ikke, hvad politikerne kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for politikerne!

Tilbage står nu efter indslaget, at det eneste bystyret kan diske op med - selv når de stiller sig midt i balladen og bliver bombarderet med sten og flasker - er lovning på et nyt ungdomshus, opfordring til beboerne om ikke at lade sig tyrannisere og  en appel om at bakke op om - ja, om hvad?

I Kramers sidste tid som overborgmester fik han lavet en undersøgelse af, hvor lang tid det ville tage at blande Mjølnerparken op, så den kom til at ligne andre mere sammensatte områder i København. Mere konkret: Hvis man nu puttede en ressourcestærk familie ind i hver ny ledig lejlighed - hvor længe ville det så tage at få Mjølnerparken til at ligne resten af København? Svaret var: 30-40 år!

Selvom jeg kom til at fnise, da jeg så indslaget med Jacob Hougaard i ly af Movias forladte busstander i Tingbjerg, så er jeg faktisk dybt rystet over både forholdene - og integrationsborgmesterens reaktion. Og jeg er dybt bekymret for den fremtidige udvikling med et bystyre, der er så handlingslammet.

Hovedstaden stander i våde.

Se indslaget her: http://www.tv2lorry.dk/moduler/nyheder/showregvideo.asp?dato=06-03-2009&cID=1&vId=472738