Forleden skrev jeg - og fik også trykt i JP - et harmdirrende frontalangreb på luksusnassernationen Italien. Det skulle jeg ikke have gjort, for jeg havde slet ikke lavet mit hjemmearbejde, men bare kastet mig til tasterne i selvretfærdig harme. Se blot, hvad Mogens Camre (meget venligt) skriver til mig:
Kære Aia,
Jeg fik stillet et spørgsmål i forbindelse med en notits, du skulle have skrevet i JP om Italiens tilskud fra EU. Som jeg forstår det skulle du have skrevet, at Italien lukrerer på tilskud fra EU.
Sagen er, at Italien er netto-bidragyder til EU. Som du ved betaler alle lande til EU efter objektive kriterier, og alle landene modtager tilskud fra EU om end i meget forskelligt omfang. Danmark får jo således store landbrugstilskud. Det interessante er naturligvis hvad nettotallet er, altså hvad betaler det enkelte land til EU og hvad modtager det.
Af de gamle 15 EU-lande er Grækenland, Spanien, Portugal og Irland netto-modtagere af midler fra EU. De andre 11 er netto-bidragsydere. Af de 12 senere tilkomne lande er Cypern netto-bidragsyder, de andre 11 er netto-modtagere.
Det er altså ikke rigtigt at hævde, at Italien har en netto fordel af EU’s omfordeling af penge. Men hele omfordelingspolitikken er syg, fordi den i vidt omfang er en sovepude mod reformer og derfor medvirker til, at nettomodtagerne aldrig får orden i deres egne forhold. Jf. tidl statsminister Göran Perssons kritik af, at nogle lande beskatter statsborgere i andre lande for at undgå at beskatte egne borgere. Du kan se artikler om emnet på www.mogenscamre.dk
Med venlig hilsen
Mogens Camre
Gjort gerning står desværre ikke til at ændre, selvom jeg ville ønske, at jeg kunne. Men jeg kan ikke gøre andet end at undskylde og love at læse op på EU-stoffet en anden gang. Imellemtiden vil jeg trøste mig med, at mands minde er tre uger, og over at selvom jeg har fået en mange reaktioner på mit indlæg, så er der ikke én før Mogens Camre, der har fortalt mig, at jeg faktuelt tog fejl. Det siger en del om, hvor lidt vi orker at sætte os ind i og forstå EU-systemet. Men jeg burde selvfølgelig klart have gjort det.
Nok om det, schwamm darüber og videre ud over stepperne…
Netop hjemvendt fra sommerferie i den Italienske region Marche har jeg kunnet konstateret, at Italien ikke bare er et meget smukt land - det er også en ualmindelig velstillet del af EU: Der er en overflod af eksklusive forretninger, spritnye biler, velholdte bygninger, dyrt klædte mennesker, og et prisniveau på højde med eller over det danske, hvilket dog ikke hæmmer norditalienerne i et forbrugsmønster, der giver de fleste danske husholdninger baghjul.
Men da den første og umiddelbare jubel over at befinde mig i dette naturskønne overflodssmørhul havde lagt sig, kom forargelsen snigende. For Italien tilhører den gruppe af EU-lande, de såkaldte PIIGS-lande, der bevæger sig på kanten af statsbankerot, og som i årevis har levet på nas af især de EU-lande, hvor befolkningerne betaler skat. At Italien er en relativ ung nation uden samme sammenhængskraft og nationalfølelse som den danske fritager dem ikke for ansvar for deres egen nation, for det er Tyskland også, og det er om nogen dem, der betaler gildet. Ej heller kan Italien undskyldes med de store økonomiske og sociale forskelle på nord og syd: Det fremhæver bare italienernes manglende vilje til selv at skabe orden i eget hus, begynde at betale skat og tage hånd om deres dårligst stillede. I stedet udnytter de skamløst deres EU-medlemsskab, og lader os andre betale for det land, de ikke selv vil ofre en euro på. Det er både usolidarisk og asocialt og understreger, at EU er gået op i hat og briller, når det kan subsidiere rige nationer, der sagtens kan klare sig selv, men som bare ikke gider.
En saudi-arabisk domstol har givet en otte-årig pige afslag på skilsmisse fra den 47-årige mand, som faren bortgiftede hende til mod betaling. Pigen kan selv søge skilsmisse, når hun kommer i puberteten, og indtil da bør hendes mand ikke have sex med hende, siger dommeren!
Det er ikke første gang vi hører horrible historier om saudiske overgreb på piger og kvinder – til gengæld mangler vi stadig at høre protester og fordømmelser fra det internationale samfund: Hvor er EU’s Forenede Stater henne? De snakker ytringsfrihed med saudierne på Durban ll-konferencen. Den ytringsfrihed, EU alligevel ikke tør bruge til at kritisere saudierne!
Hillary Clinton har under et kort besøg i Tyrkiet skamrost landet og kaldt Tyrkiet for USA’s ven til alle tider. Det er stærkt bekymrende at opleve denne tætte omfavnelse, da det tidligere har ført til amerikansk pres for at få Tyrkiet optaget i EU. Et land, hvor hæren med jævne mellemrum har grebet militært ind over for regering og befolkning, og hvor islamister som Erdogan truer den sekulære stat, har ikke bare totalitær slagside - det hører ikke hjemme blandt demokratier i EU.
Så har jeg endelig og faktisk alt for sent fået sendt en tekst om mine mærkesager til Dansk Folkeparti, så de kan lægge den ud sammen med resten af mine data. Den er relativt kort, for ingen gider læse langt - og slet ikke om EU, for EU er på mange måder dødkedeligt. Mærkelig nok, for EU æder sig mere og mere ind på vores lovgivning, vores beslutningskompetence og dermed vores land (læs:nationalstaten). Den helt stor udfordring bliver derfor at få befolkningen til at interessere sig mere for EU - for det ligger endog meget tungt med valgdeltagelsen til EU-parlamentsvalgene (under 50% gider stemme). Jeg håber det lykkes - især kandidaterne fra Dansk Folkeparti - at mobilisere den EU-kritiske del af befolkningen, for meget tyder på, at den er voksende. Men her er mine mærkesager:
Da danskerne i 1972 skulle til afstemning om medlemskab af EU, som dengang hed EF, blev det præsenteret som et handelssamarbejde. Det handlede om flæskepriser, eksport og landbrugsstøtte, og det var på den baggrund danskerne stemte ja, og gik med i EF. Der var ingen, der talte om, at det var EU’s forenede stater vi var på vej ind i. Der var heller ingen der fortalte, at dansk lov skulle vige for EU-lov, eller at lovgivningen skulle bestemmes af en udemokratisk EF-Domstol.
Jeg vil arbejde og stemme for alt, der kan genvinde og fastholde Danmarks suverænitet. De områder, hvor det kan være fornuftigt at samarbejde med fælles regler, som f.eks. på flygtninge- og miljøområdet, skal der fastsættes minimumsregler, så landene frit kan skærpe deres egen lovgivning. Og national ret skal altid gå forud for EU-ret.
I Danmark gælder dansk lov. Vi skal ikke have parallelle retssystemer, der gælder ved siden af vores eget. Og så er det ligemeget om retssystemet er EU-ret eller sharia. Vi skal bevare Danmarks suverænitet.
