Jeg har lige lagt følgende indlæg ud på Tom Jensens blog (Berlingske). Han skriver udmærket om Arbejderbevægelsens Erhvervsråds ønske om indførelse af en relativ fattigdomsgrænsehttp(//tomjensen.blogs.berlingske.dk/2010/08/19/fattig-hvis-de-rige-har-det-godt/#comment-2942) :

Glimrende indlæg. Det er både udmattende og deprimerende når AE og den (armodige) venstrefløj rådet udspringer af, monomant fokuserer på økonomi som eneste fattigdomsparameter. For sandheden er, at om man så tidoblede førstidspensionen/kontanthjælpen, så ville det hverken bringe flere såkaldt fattige i hverken arbejde eller uddannelse. De ville bare få større fladskærme og dyrere mobiltelefoner. Fattigdom i dagens Danmark tager udgangspunkt i sociale og kulturelle faktorer, og er kendetegnet ved mangelfuld uddannelse, ringe viden om eller interesse for basale samfundsforhold - og deraf følgende uudviklet evne til at manøvrere i en række sociale sammenhænge. Dét er fattigdom - og det kan ikke løses med flere penge, men kræver tidlig og målrettet pædagogisk indsats.
Jeg er ved at kaste op over de halvstuderede hattedamer, der med deres krav om indførelse af en relativ fattigdomsgrænse og flere penge til folk på overførselsindkomst, ikke bare vil påføre det arbejdende mindretal en endnu større forsørgerbyrde, men som de facto blæser på de faktiske problemer. Lad mig minde om, at ca. hver 8. indbygger i dette land mellem 18 og 64 år ikke forsørger sig selv. Det er fattigt!

Når LO-formand Harald Børsting erfaringen til trods vælger at gå tilbage til en fuser og tage sine medlemmer som partigidsler, så skylder han i det mindste at melde klart ud: Hvad har han tænkt sig, at hans medlemmer skal tåle ved næste overenskomst for at fremskaffe de 15 mia. kr. som Thorning og Søvndal skal bruge for ikke at skære i efterlønnen?
Det er uanstændigt ikke at ville sige, hvilke rettigheder man har tænkt sig at sælge ud af på medlemmernes vegne, når man vil lege partipolitik og allerede inden folketingsvalget har udsigt til at skulle betale regningen.

I en tid, hvor riget fattes penge til velfærden, og hvor Socialdemokraterne og folkesocialisterne er begyndt at nævne efterlønnen som muligt område for besparelser, så kan det undre, at ingen nævner førtidspensionerne. Her er et område, hvor man ikke bare kunne spare, men også få mange i arbejde og dermed give dem et nyt og bedre liv: En kvart million danskere - svarende til ca. hver tolvte i den arbejdsduelige alder - er på førtidspension. Op mod halvdelen af dem på en psykiatrisk diagnose. Det er mit gæt, at mange over tid bliver tilstrækkelig raske til at de helt eller delvist igen bliver i stand til at forsørge sig selv og bidrage aktivt til samfundsfællesskabet. Men ingen sørger for at følge op på dem, og i stedet er de parkeret livslangt på offentlig forsørgelse. Det er en stor skam. Både for samfundsøkonomien og for den enkelte.

Jeg har meget svært ved at se det fair i Socialdemokraternes og Folkesocialisternes økonomiske udspil til, hvordan vi kommer ud af krisen: Jeg kunne så leve med, at det næppe er fair i forhold til de øvrige EU-lande, der for størstedelens vedkommende stadig skal leve op til konvergenskravene. Og jeg kunne til nød se igennem fingre med, at det heller ikke er et særlig fair forslag i forhold til landets økonomi, når det gælder om at løse de helt akutte problemer med det milliardstore underskud på statens budget.
Men det allermest uretfærdige og helt igennem urimelige er, at Socialdemokraterne og Folkesocialisterne vil piske det erhvervsaktive mindretal til at pukle endnu mere for at blive ved med at forsørge det støt voksende flertal, der lader sig passivt forsørge. Det er både usolidarisk og vidner om manglende indsigt i almindelige menneskers hverdag og arbejdsliv. For 12 minutter mere om dagen er meget – ikke mindst for dem, der har hårdt fysisk eller ensidigt repetitivt arbejde. Hvis oppositionen virkelig ønsker at komme med et fair udspil, så skulle den fokusere mere på at løse de grundlæggende og langsigtede problemer, som f.eks. hvordan vi får flere til at forsørge sig selv. De kunne jo starte med at undersøge, om ikke en relativt stor del af den kvarte million førtidspensionister vi sætter skattekroner af til, helt eller delvist vil kunne forsørge sig selv. Det ville skæppe gevaldigt i de offentlige kasser, og være til gavn og glæde for både samfundsfællesskabet og den enkelte.

Werner Juhl skriver i JV den 20. april at vores velfærdssamfund er i en alvorlig krise og opregner et antal områder, hvor der efter hans mening skal spares. Det skal der efter WJs mening bl.a. på børnecheck og SU til millionærer, ligesom skattelettelser til de velstillede skal afskaffes. Han slutter med at håbe, at Dansk Folkeparti tør komme med nogle gode besparelsesforslag.

Jeg er grundlæggende enig med WJ i at velfærdssamfundet er i krise, og jeg er heller ikke uenig i hans eksempler på velfærds- eller rettere velstandsgoder, som er fuldstændig overflødige, og som skatteyderne absolut ikke bør betale til.

Men jeg synes alligevel der er grund til at grave et spadestik dybere, for de nævnte besparelsesforslag er dybest set  alle symboler på det samme: at vi forveksler velstand med velfærd og er ved at indføre borgerløn ad bagvejen: Det har aldrig været tanken med velfærdsstaten at alle kunne gøre krav på offentlige ydelser.  De var forbeholdt bestemte grupper i bestemte sociale situationer. Alligevel har tendensen været, at alt for mange gør krav på alt for meget uden at have et egentligt behov, og der er en kedelig tendens til både politisk og forvaltningsmæssigt at efterkomme kravene. Førtidspension er et godt eksempel: I Danmark er der i dag næsten en kvart million mennesker på førtidspension. Det svarer til ca. hver elvte i den arbejdsdygtige alder (mellem 18 og 64 år). Jeg tror simpelthen ikke på, at vilkårene på det danske arbejdsmarked er så benhårde, at næsten hver elvte er for syg til at magte kravene. Jeg tror, at der er rigtig mange førtidspensionister, der i stedet for at være parkeret på livslang offentlig forsørgelse, sagtens kunne klare et lønarbejde og helt eller i hvert fald delvist forsørge sig selv. Det ville spare udgifterne til førtidspensionen, give flere skattekroner i stats- og kommunekasserne – og helt grundlæggende give de pågældende et meget bedre liv.