Politiken våser om folkekirken
I Politikens leder den 10. marts kunne man endnu en gang forvisse sig om, at organet ønsker stat og kirke adskilt. Blot var budskabet i denne omgang forsøgt indpakket i en art selvretfærdig harme over manglen på homovielser i folkekirken.
Under den pudsige overskrift ”Bøsser skal have fri og lige adgang til folkekirken” (har de da ikke det?) prøver avisen at kæde folkekirkens statstilskud sammen med spørgsmålet om, hvorvidt folkekirken skal tillade vielser af homoseksuelle.
Jeg har ingen holdning til homovielser i folkekirken. Men jeg har en klar holdning til min luthersk-evangeliske tro og kirke og derfor må jeg reagere, når avisen afslører en så fatal mangel på basisviden om sammenhængen mellem tro, folkekirke og det sekulære samfund: Folkekirken er ikke en forening med vedtægter, der kan ændres ved den årlige generalforsamling. At folkekirken understøttes af staten markerer alene den nationale tilslutning til den luthersk-evangeliske tro og ikke, som avisen fejlagtigt hævder, en ret til at pille ved trosindholdet i tilfælde af, at der skulle vise sig et flertal for det: Her er det ikke den, der betaler orkestret, der bestemmer musikken!
Politikens harme fremtræder da også noget gusten, da man kan slutte af argumentationen, at det er helt i sin orden at kirken diskriminerer homoseksuelle – bare det ikke sker for kirkeskatteydernes regning. Vorherre bevares!

