Det er godt socialdemokratisk tankegods, at vi skal bevare en stærk, kulturbærende folkeskole, hvor børn lærer hinanden at kende på tværs af sociale og kulturelle skel. Så kender vi til hinanden og er dermed også villige til at betale for hinanden senere i livet. I lyset af den seneste uges mediestorm om Helle Thorning-Schmidts families skatteforhold, er det blevet mere aktuelt end nogensinde før at spørge, hvordan børnene af den socialdemokratiske top vil udvikle sig som voksne samfundsborgere – nu de alle bliver sendt i privatskole…?

Den 5. juni - på selve Grundlovsdag - blev jeg efter kampvalg valgt til at repræsentere Haderslev ved det næste folketingsvalg.

Det siger sig selv, at jeg er noget nær euforisk - for Haderslev og det syd- og sønderjyske område må være det ultimative område at opstille i for en ægte DF´er, hvis hjerte banker for Danmark og danske værdier. På mine ture ud i det sønderjyske landskab (som for øvrigt ikke er ret grimt - skulle jeg hilse og sige!) har jeg mødt en sjælden åbenhed, når det gælder om at tale om og vedstå, at man er glad for sit land. Og ikke mindst, at man tager det som noget helt naturligt at værne om vores fædreland og vores værdier.

Jo, jeg er superglad for at blive opstillet i grænselandet, og jeg glæder mig til at komme igang med valgkampen. På en måde skyder jeg den lidt i gang på søndag, hvor jeg i en art overmod har meldt mig på til den lange distance i Vestkystløbet, som jeg vil gennemføre iklædt DF-t-shirt. Da jeg løber uendelig langsomt vil jeg være på vejene i lang tid, og dermed kunne flashe DF-logoet for et stort antal mennesker.

For god ordens skyld lægger jeg lige en del af min tale til opstillingsmødet ud her:

Jeg er, som i kan både se og høre, ikke indfødt sønderjyde. Men når jeg beder jer om at gøre mig til jeres folketingskandidat, så er det fordi jeg hernede kan genkende glæden ved Danmark og stoltheden over at være dansk, som noget ganske naturligt.

I de senere år har der på venstrefløjen og i medierne bredt sig en meget uheldig tendens til at nedgøre alt, hvad der er dansk: Danskerne er blevet udskreget til at være selvoptagede, dumme og indskrænkede, og hvis man har dristet sig til at sige, at man elsker sit land, er man straks blevet kaldt kolonihavefascist og Morten Korch-romantiker.

For øvrigt, så havde Søren Espersen et rigtig rapt svar til en journalist, der spurgte ham, om Dansk Folkeparti ikke bare var sådan nogle gammeldags romantikere, der bare ønskede at komme til at leve i en Morten Korch-idyl, der ikke findes. ”Og hvad er der så galt med det?” svarede Espersen, ”Hos Morten Korch skinner solen altid, de gode vinder og de onde får deres bekomst!”

Men når Søren Espersen så finurligt lige får vendt journalistens nedladende spørgsmål til ham, så sætter både spørgsmålet og svaret fingeren på et problem, som mange desværre har vænnet sig til og kun få tør stå op imod, nemlig det problem, at vi bliver tudet ørerne fulde  med, at det nærmest er skamfuldt at være dansker: Vi er racister, vi er onde aggressorer, der fører krig og dræber uskyldige mennesker. Vores soldater er udstyret med et særligt rambo-gen, der får dem til at elske at dræbe. Vores kultur er en farveløs havregrødskultur, og hvis nogen drister sig til at sige, at vi da kan være stolte af en stor komponist som Carl Nielsen, eller forfattere som HC. Andersen og Søren Kierkegaard, så får vi at vide, at der ved Gud er sket en del siden, og om vi mon ikke lever i det forkerte århundrede.

Allerværst er det, når vi får skudt i skoene, at vi er selvoptagede og diskriminerende over for muslimske indvandrere, der af de venstreorienterede meningsdannere nærmest bliver betragtet som de rene kulturforgyldere med ret til at bære tørklæde i vores retslokaler og vores forsvar.

Jeg behøver selvfølgelig ikke fortælle jer, at det ikke hænger sådan sammen. Vi er DF´ere og vi er helt enige om, at vi som danskere har et fællesskab vi skal værne om og nogle værdier, der ikke er til debat.

Men der er en afgørende forskel på jer, og alle andre DF´ere i landet: Forskellen er, at I som sønderjyder kan forlade vores fælles møde og som en helt naturlig ting tale åbent om jeres fædrelandskærlighed. I bor nemlig hernede, hvor Danmark begynder og hvor den kulturelle frontlinie trækkes. Derfor har I en helt naturlig tilgang til det at være dansk og til danske værdier. Det er I simpelthen nødt til for at markerer grænsen mod syd.

Jeg ved, at I bærer jeres nationalfølelse med stolthed. Jeg ved også, at det er helt naturligt for jer at markere, at I er danske, fordi I har måttet kæmpe og tåle så meget for at få lov at forblive danske. Men har I nogen idé om, hvor stærkt det virker på andre? Da jeg gik rundt på Pinsemærken her for et par uger siden og talte med folk mens jeg delte balloner og bolsjer ud, var der ikke en eneste, der ikke var enig med mig i, at vi skal være glade for vores land og passe godt på det. Det var en helt ny og meget stor oplevelse for mig.

Det var det også, da jeg var hernede i sensommeren, sidste år og så hvor mange, der flagede for ophøret af samarbejdspolitiken den 29. august. Det ser man ingen andre steder i landet.

Derfor er det er en helt fantastisk oplevelse at komme herned og føle sig blandt venner og ligemænd. For det gør jeg. Jeg føler mig ligesom jer. Jeg elsker også mit land og jeg vil kæmpe for det. Præcis som I vil. Og for mig er der ikke noget bedre sted at kæmpe fra end fra Sønderjylland, hvor Danmark begynder.

Derfor beder jeg jer om at vælge mig som jeres folketingskandidat. For selvom jeg ikke er født her, så er det alligevel mit Sønderjylland. Og det er mit Danmark. 

Inden den nu tidligere kommunaldirektør i Kolding Kommune, Ingemann Olsen, fik fyresedlen forleden, bragte  JV et interview med ham den 4. april. Her sagde Ingemann Olsen bl.a., at han føler sig stigmatiseret for at starte en debat, og at han mener, at reaktionerne på hans udmelding er med til at knække vores højt besungne ytringsfrihed.

Jeg kan kun give ham ret: Det er en kæmpe skandale, at Kolding Kommune fyrer en mangeårig medarbejder for at bruge sin ukrænkelige og grundlovssikrede ret til at blande sig i den offentlige debat. Det er jo ikke statshemmeligheder Ingemann Olsen har afsløret, og han har heller ikke med sine udtalelser bevæget sig i nærheden af at svigte den loyalitetsforpligtelse, der følger med hans job som kommunaldirektør: Ingemann Olsen har udtalt sig i generelle vendinger om et generelt samfundsproblem, som han i kraft af sin stilling og erfaring har et særligt kendskab til og indblik i. Det hverken skal eller må han straffes for. Tværtimod bør vi takke ham for at stå frem og starte en nødvendig debat. Det er helt utroligt, at økonomiudvalget i Kolding Kommune ikke kan huske, hvor galt det kan gå, når offentligt ansatte ikke tør ytre sig af frygt for magtfuldkomne politikere, men jeg vil gerne benytte lejligheden til at minde dem om Tamilsagen. Det hjælper dog næppe Ingemann Olsen.

Det er helt utroligt som medierne i denne tid flyder over med tilkendegivelser fra modstandere af regeringens skattestop, der hjertens gerne vil betale meget mere i skat. Jeg kan faktisk ikke erindre at have oplevet en mere indædt og højlydt altruisme fra de mere velbjærgede og kulturradikale dele af skatteydersegmentet end den, der nu gjalder gennem det samlede medielandskab. Og jeg skal ikke nægte, at jeg føler mig en smule forstemt over ikke at kunne mønstre samme villighed til at slippe endnu flere skattekroner til fælleskassen, end jeg gør i forvejen.

Men det behøver vel ikke at være et enten-eller. Det kan sagtens være både-og, for hvorfor skulle man ikke kunne få lov til at betale mere, hvis det er det, man ønsker: Hvis kommunerne oprettede et antal øremærkede konti til hhv. ældrepleje, folkeskoler, daginstitutioner mv., som de mere godhjertede skatteydere kunne betale frivilligt ind på, så kunne jeg og andre, der synes, at vi betaler rigeligt i skat i forvejen lade være – og alle ville blive glade. Ydermere kunne de frivilligt betalende selv, via de øremærkede konti, få direkte indflydelse på de formodede ekstra milliarder, der naturligvis straks ville rulle ind i kommunekasserne, og det er da dybt tilfredsstillende. I mellemtiden vil jeg så arbejde politisk på at sikre en bedre udnyttelse af alle de andre milliarder, som danskerne i forvejen betaler.

I JV den 24. marts skriver Jørgen Jørgensen (Socialistisk Folkeparti), at regeringens skattestop smadrer det danske velfærdssamfund, og at S og Socialistisk Folkeparti har en plan for genopretning af danske velfærdssamfund ved at vi alle, som han skriver ”skal yde et bidrag”, hvilket kun kan betyde, at vi skal betale endnu mere i skat.

Jeg deler Jørgen Jørgensens kærlighed til velfærdsstaten og ser ligesom han nødigt en forringelse af de bærende velfærdsinstitutioner som folkeskolen og vores ældrepleje. Men det har altså intet med skattestoppet at gøre – allerede fordi de offentlige udgifter jo er øget i betragteligt omfang siden den nuværende regering kom til.

Det er ren betonsocialisme af farligste slags, når Jørgen Jørgensen forlanger, at danskerne blindt skal punge ud med endnu flere skattepenge end de allerede gør. Vi har lige passeret den grænser, hvor det er mindretallet, der forsørger flertallet her i landet. I Århus er hver tredje indvandrerkvinde mellem 40 og 60 år på førtidspension. I Danmark som helhed er hver 7. indbygger mellem 18 og 60 på offentlig forsørgelse – heraf er en kvart million på førtidspension.

I stedet for at plage de efterhånden få tilbageværende skatteydere med yderligere brandbeskatning, ville der være god ræson i at kigge lidt på de mange, der ikke forsørger sig selv og betaler skat, og så se på, om der ikke er en del imellem, som godt kunne klare et lønarbejde, når det kom til stykket. Jeg er overbevist om, at det kunne finansiere både folkeskole og ældrepleje – og i tilgift give en masse nye skatteydere, der både får et bedre liv og som frem for alt bidrager til fællesskabet.

I JP den 26. februar kunne man læse, at den radikale leder, Margrethe Vestager, synes at det er modigt af Politiken at indgå forlig med et antal efterkommere af profeten Muhammed for have genoptrykt Muhammedtegningerne. Modigt, fordi det netop er ”dialogen de mest ekstreme muslimer er så bange for”, siger hun.

Det forudsætter åbenbart en helt særlig radikal virkelighedsopfattelse at kunne betegne Politikens uforbeholdne undskyldning som ”modig”. Og hvordan hun kan betragte det såkaldte forlig, der savner enhver gensidighed, som angstfremkaldende dialog for ekstremister er mig en absolut gåde: Der er ingen islamiske ekstremister, der så meget som vil ryste på hånden over Vestagers og Seidenfadens ”dialog”. Til gengæld har de skræmt mig.

Enhver med et blot overfladisk kendskab til mediernes dækning af de seneste års begivenheder i Forsvarsministeriet vil vide, at det er et ministerium, der har alvorlige problemer med troværdigheden: Sager som Christian Hvidts eksorbitant dyre afskedsparade, Jesper Helsøs vildtsvinejagt finansieret af den svenske våbenindustri, fejlkøbet af spionflyet Tårnfalken og ikke mindst Jægerbogskandalen, er alle sager, der har skæmmet Forsvarsministeriet og som medierne gudskelov har været gode til at få afdækket.
Men det standende tovtrækkeri mellem Christoffer Guldbrandsen og Jacob Winther om hvem der i 2007 lækkede oplysninger om Jægerkorpsets deltagelse i krigen i Afghanistan er indtil videre ikke en sag. Det er alene en påstand fra Guldbrandsen om at Jacob Winther er lækagen, og det er derfor hverken relevant eller underholdende at få kørt denne pseudosag i tomgang i medierne nu på 3. uge. Og hvordan, må jeg spørge, kan man overhovedet få kogt suppe på den limpind, som Guldbrandsen indtil videre har fået medierne til at hoppe på? Indtil videre baserer sagen sig jo udelukkende på løse rygter, uunderbyggede påstande og to mænd, der tydeligvis ikke kan fordrage hinanden. Hvorfor skal jeg – og alle andre – belemres med det? Og hvordan er det overhovedet blevet en sag for politi, politikere, domstole og embedsværk?
Så længe Guldbrandsen ikke underbygger sin påstand med et utvetydigt bevis, så er der de facto ingen sag – og så vil jeg hverken ofre tid eller skattekroner på den. Men der er desværre gået så meget selvsving i Guldbrandsens påstand, at vi skal ofre endnu flere ressourcer på at blive trukket gennem en langvarig retssag og en endeløs mediemølle, der indtil videre ikke tjener andet formål end at holde gang i Guldbrandsens eget mediecirkus.

Det er slemt nok at se ødelæggelserne og høre om de dræbte og de indespærrede i ruinerne, når man følger den seneste uges rapporter fra det jordskælvhærgede Haiti. Men det er endnu værre at overvære befolkningens hærgende adfærd og voldelige  amokløb på hinanden i deres jagt på alt, hvad der kan omsættes. Og det var direkte chokerende at se, hvordan haitianere havde stablet lig og brugt dem som barrikader i protest over, at nødhjælpen ikke nåede hurtigt nok frem.  Det er uforståeligt, at mennesker kan udvise så graverende mangel på menneskelig anstændighed, og behandle hinanden så brutalt og ydmygende, som de gør i Haiti i disse dage. Og det afslører i al sin gru, hvad der sker med et land, når det over tid lader sine retsinstitutioner undergrave og helt eller delvist forsvinde: Ukontrolleret kaos i krisesituationer som hjælp udefra ikke kan afbøde. Det aftvinger den allerstørste respekt for retssamfundet og understreger, hvad der er vigtigt og hvad vi skal værne om.