De fattige narrer middelklassen fordi middelklassen tror,
at de fattige har samme normer som dem. Det siger Karina Pedersen i et
interview i Jyllands Posten søndag, som en af forklaringerne på, at store
grupper af kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 1 kan slippe af sted med at
definere sig selv som ”ikke til rådighed for arbejdsmarkedet”.

Jeg er ikke i tvivl om, at Karina Pedersen har ret. Hun
ved, hvad hun taler om, for hun er vokset op i et miljø, hvor der blev serveret
lagkage, hver gang det lykkedes en i familien eller omgangskredsen at opnå den
ultimative ydelse: Førtidspension. Det betød nemlig, at kommunen ikke længere
kom rendende med irriterende krav om aktivering eller jobtilbud, men at man
kunne slappe af i tryg forvisning om, at livsindtægten var reddet.

Karina Pedersens pointe er ikke, at alle
kontanthjælpsmodtagere lider af kronisk arbejdsvægring, eller drømmer om
førtidspension. Men hendes budskab er ikke mindre provokerende for dem, der gik
og troede, at alle danskere har grundlæggende ens opfattelse af lighed og samme
grundholdninger til arbejdsmoral og solidaritet mellem befolkningsgrupper. Det
har vi langt fra. Der er, som Karina Pedersen siger, ikke grundlag for at
antage, at alle dem, der nu er på overførselsindkomst hellere ville i arbejde
end fortsat lade sig forsørge af andre.

Men der er på den anden side heller ikke grundlag for at
antage, at alle dem, der står uden for arbejdsmarkedet selv har arbejdet
målrettet på at blive parkeret lige netop dér. I hvert fald ikke som
udgangspunkt. Der er ”nogen” (primært kommunerne), der har tildelt en
uforholdsmæssig stor andel af danskerne en eller anden form for passiv, offentlig
forsørgelse, typisk i form af kontanthjælp eller førtidspension.

Det er provokerende, at nogle mennesker gladelig udnytter
systemet og ikke er flove over at lade sig forsørge af andre. Men fokus bør i
højere grad rette sig mod det system, der tillader alt for mange at glide ud af
arbejdsmarkedet og over i livsvarig, passiv forsørgelse.

Der er ca. en kvart million førtidspensionister i
Danmark. Det svarer til mellem hver 12. og 13. dansker i den arbejdsduelige
alder. Hvordan i alverden det er kommet så vidt, at over 8% af alle indbyggere mellem
18 og 64 år kan blive vurderet til at være for syge eller svage til helt eller
delvist at forsørge sig selv?

Til sammenligning er der kun 13.000, der er på revalidering.
Et nærmest grotesk lille tal, når man tænker på, at revalidering, omskoling og
nyt arbejde kan være vejen væk fra et ofte halvtrist liv på passiv forsørgelse.
 

Der er alt for mange ting, der ikke stemmer. Og der er
alt for stor berøringsangst for at tage fat på problemerne på det politiske
niveau. Ikke mindst fordi der i flere år har været flere forsørgede end der har
været skatteydere til at forsørge dem. Hver stemme tæller.

I en ny rapport fra Amnesty International (“Choice and Prejudice
– Discrimination against Muslims in Europe”) angiver organisationen at
dokumentere, hvordan muslimer i Europa lider under diskrimination og fordomme –
ofte understøttet af national lovgivning. Rapporten har sit primære fokus på
diskrimination på arbejdsmarkedet og i uddannelsessektoren, men bruger alligevel
meget krudt på at definere, hvilke rettigheder den enkelte kan aflede af
religionsfriheden.

Og det er ikke småting. Det er påfaldende så få grænser den
enkelte trosudøver (muslim) skal tåle, når det drejer sig om at udfolde og praktisere
sin religion.

Religionsfriheden omfatter således retten til at
rejsebygninger for at dyrke sin tro, anvende særlige ritualer og symboler, og
til at overholde særlige helligdage og hviledage. Hertil kommer retten til at
have skikke for fødeindtagelse, beklædning, tildækning, deltagelse i ceremonier
og til særligt sprogbrug.

For at imødekomme den troendes (den praktiserende muslims)
behov skal staten sikre, at han har passende steder at bede. Derfor skalstaten
sørge for at stille byggearealer til rådighed for trossamfundene(muslimerne) på
lige fod med andre folkeoplysende lokalformål. I forbindelse med udarbejdelse
af lokalplaner, skal kommunerne desuden rådføre sig med de enkelte trossamfund
(imamerne), ligesom kommunen skal iværksætte indsatser, der effektivt løser
konflikter mellem trossamfundene (muslimerne) og de lokalebeboere.

Den høje detaljeringsgrad der præger beskrivelsen
derettigheder, der efter Amnestys mening knytter sig til religionsfriheden, gør
sigikke tilsvarende gældende, når det drejer sig om grænserne for, hvad
detomgivende samfund bør tåle: Rapporten kendetegnes således ved et fravær af
forpligtelseri forhold til det omgivende, sekulære samfund. Og der tages ikke
stilling til,om det er de religiøse eller de sekulære regler, der har forrang i
tilfælde afkonflikt. Mærkelig nok, for der er ellers mange konflikter at tage
af fra det virkelige liv. På baggrund af rapportens tone og menneskesyn må det
dogantages, at Amnesty vurderer religionsfriheden så ukrænkelig, at den som alt
overvejende udgangspunkt skal have forrang for andre regler, hvis man vil holde
sig fri af diskrimination.

Og lige netop diskriminationsbegrebet får et
interessanttwist i rapporten. Det er nemlig diskrimination at beskrive islam
som et sæt af værdier, der fremmer kvindeundertrykkelse og som opfordrer til
vold. Hermed definerer Amnesty religionskritik som diskrimination. Eller er det
kun islamkritik, der er diskriminerende? Det er lidt uklart, men begge dele er stærkt
problematiske

Under alle omstændigheder, er det svært at se forskellen på
Amnestys rapport og det ærinde OIC (Organisationen for den Islamiske Konference)
var ude i, da de i 2010 ville have FN til at gøre kritik af islam til en kriminel
handling. En kriminalisering OIC senere nødtvungent udvidede til at omfatte
alle religioner, og som var lige ved at blive vedtaget.

Påstande og motiver i Amnestys rapport om diskrimination af
muslimer i Europa fremstår temmelig tvivlsomme og bør derfor gås nærmere efter
i sømmene. Det samme kan siges om den såkaldte menneskerettighedsorganisation
selv.

I følge den nye lov om randzoner, skal der pr. 1. september i år være 10 meter dyrkningsfrie bræmmer langs alle naturlige søer og vandløb. Nye regler, der har skabt stort røre blandt de mange berørte landmænd. De mener, at ministeriet bør ekspropriere bræmmerne, og at de har krav på erstatning for de arealer, de nu afskæres fra at kunne dyrke. Et krav, der på forhånd afvises af Fødevareministeriet. Hertil kommer, at det endnu synes usikkert, hvor store arealer, der på denne måde bliver ramt af dyrkningsforbuddet, men 72.000 ha har været nævnt.

Fronterne er dermed trukket op mellem fødevareminister Mette Gjerskov, der vil bremse udvaskningen af kvælstof og pesticider til vandmiljøet – og landmændene, der endnu en gang må se råderetten over deres landbrugsjord reduceret, og som nu truer med civil ulydighed fra 1. september.

Det kan dog undre, at ingen endnu har bragt konsekvenserne for udspredningsarealerne ind i diskussionen. Udspredningsarealerne er de områder, hvor landmændene må sprede deres gylle ud, og den tilladte gyllemængde på et givet areal er udregnet forholdsmæssigt mellem arealets størrelse og antallet af dyreenheder (antal grise).

Med indførelse af en ny 10-meter bræmme, mindskes udspredningsarealet, og dermed øges presset på grundvandet, fordi landmanden efter 1. september i år skal sprede samme mængde gylle på et mindre areal. For at modvirke det øgede pres på grundvandet og dermed den øgede risiko for vandforurening, skal landmanden derfor enten mindske sin produktion eller købe mere jord. Et umuligt valg for mange, men ikke desto mindre noget, Fødevareministeriet må formodes at have medtaget i sine overvejelser inden man indførte den nye 10-meter bræmme.

Det presserende spørgsmål til Fødevareministeren være, om det indirekte formål med 10-meter bræmmerne er at flytte forureningen fra vandløbene til grundvandet. Eller om det i virkeligheden er et pænt indpakket forsøg på at få landmændene til at skære deres produktion ned. Og i så fald: hvorfor indfører man så kun en 10-meters bræmme? Hvorfor ikke en bræmme på 100 meter?

Hertil kommer forslaget fri færdsel på bræmmerne, der åbner for en række nye spørgsmål og problemstillinger, herunder det lidet logiske i fortsat at kræve ejendomsskat fra en landmand, der ingen mulighed for at hævde sin ejendomsret. Og reglen om, at den frie færdsel skal ske indtil 150 meter fra beboelse. Hvordan skal en bræmmegænger vide, hvornår hun er 150 meter fra en bygning, og ikke må gå længere? Påhviler der landmanden en pligt til at sætte skilte op? Den frie færdsel på bræmmerne giver heller ingen mening, hvis man ikke har adgang til dem. Er det landmændene, der skal sørge for denne adgang - eller hvad?

Den nye randzonelov rejser i bedste fald flere spørgsmål end den besvarer – og i værste fald er den direkte ødelæggende, enten for vandmiljøet eller for landmændene.

Folkeskolen trækker igen negative overskrifter: ”Tosprogede skoleelever taber terræn”, ”Danske elever er blevet markant ringere matematik”, ”Nydanskere fravælger folkeskolen” og ”Lærerne har flere sygedage end eleverne” er blot de seneste eksempler på den vedholdende dårlige omtale, som Folkeskolen genererer i disse år.
 
Folkeskolen har altid været genstand for debat, men de senere år har de tilbagevendende PISA-undersøgelser jævnligt pustet til kritikken af folkeskolens formål og faglige niveau. Siden 2006 hvor en PISA-undersøgelse viste, at Danmark lå på en 15. plads ud af 33 lande, når det gjaldt læsning, faldt vi yderligere 3 pladser til en 18. plads i den følgende PISA-undersøgelse fra 2009. Hertil kom, at undersøgelsen fra 2009 viste et markant fald i antallet af gode læsere. Danmark ligger i bunden blandt de nordiske lande og langt fra de asiatiske lande, der traditionelt rangerer højt i PISA-undersøgelserne.
 
I samme periode har folkeskolen oplevet vigende tilslutning fra den ressourcestærke middelklasse, som i stigende tal vælger folkeskolen fra til fordel for private tilbud. Dette sammenholdt med de seneste års skolelukninger og –sammenlægninger i en lang række kommuner, har sat folkeskolen under stadigt større pres. De seneste historier om læreres pjæk, indvandrerbørn, der falder gennem skolesystemet og stærkt dalende matematikkundskaber over hele linjen, er kun med til at forværre det generelle billede af folkeskolen.
 
Skal man sammenfatte udviklingen – eller afviklingen af folkeskolen de seneste 10-15 år, tegner der sig et billede af en folkeskole, der både bliver konstant kritiseret i medierne for manglende målopfyldelse, og som  – desværre – er ved at blive forladt af den middelklasse, der skulle holde den oppe og kørende. En udvikling, der alvorligt truer folkeskolens status som vores vigtigste kulturbærende institution.
 
Midlet til at vende denne negative udvikling ligger lige for: Årsagen til både kritikken i medierne og flugten til privatskolerne er folkeskolens manglende evne til at tilbyde eleverne sine egne kerneydelser: Uddannelse og almen dannelse. Ydelser som folkeskolen har givet køb på til fordel for mere tågede og ukronkrete opgaver i periferien af dannelsesbegrebet. Således opregner formålsbestemmelsen i folkeskoleloven ”…forståelse for menneskets samspil med naturen” og et krav om at sørge for, at eleverne ”…udvikler erkendelse og fantasi”. Meget smukt, men ikke noget, der bibringer eleverne de færdigheder og den viden, der skal til for at kravle op ad listen til næste PISA-undersøgelse.
 
I et homogent velfærdssamfund, der tilstræber høj grad af solidaritet mellem befolkningsgrupper, er det en rigtig god ide at satse på en velfungerende folkeskole, hvor børn kan lære at kende til hinanden på tværs af sociale og kulturelle skel. Men den velfungerende folkeskole er langt væk, og det er spørgsmålet om der er tilstrækkelig vilje hos politikerne og selverkendelse hos lærerstanden til at skabe den folkeskole middelklassen vil vælge frem for privatskolerne.

Nye analyser som Sundhedsstyrelsen har fået lavet viser, at danskernes middellevetid er steget markant på få år. Siden 1995 er middellevetiden for mænd steget med 4,6 år og for kvinder med 3,7 år. Men tallene dækker over store forskelle i levetid på især rige og fattige mænd: Middellevetiden blandt mænd i den gruppe, der har de højeste indkomster er næsten 10 år længere (82 år) end i gruppen med de laveste indkomster (72,2 år).
 
Til sammenligning var forskellen på rige og fattige mænd for 25 år siden 5,5 år. På blot én generation er den sociale ulighed i levetiden altså næsten fordoblet. Eller sagt på en anden måde: Levetid er for alvor blevet en fattigdomsmarkør, som kan aflæses direkte af skævheden i befolkningens sundhedstilstand og dødelighed. Er du mand, og tilhører du en lavindkomstgruppe med kort eller ingen uddannelse og ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, kan du se frem til et markant kortere liv end ham, med den lange uddannelse og det vellønnede job.
 
Sundhedsstyrelsen beskriver sammenhængen mellem social status og levetid i rapporten ”Social ulighed i sundhed – hvad kan kommunen gøre”, som opregner en række sociale faktorer og livsvilkår som direkte årsager til, at en relativt stor del af befolkningen lever betydelig kortere end gennemsnittet. Og langt kortere end de rigeste og mest veluddannede. Forhold som manglende sproglig og social stimulering i den tidlige barndom, dårlige skolekundskaber, ingen ungdomsuddannelse, samt usund livsstil når det gælder rygning og kost, angiver rapporten som elementer, der er med til at skabe den fattige dansker med den forkortede middellevetid.
 
Det er tydeligt, at rapporten prøver at grave et spadestik dybere end tidligere undersøgelser som f.eks. den store KRAM-undersøgelse, der i 2009 gav et samlet billede af danskernes adfærd, når det gælder kost, rygning, alkohol og motion. Nu søger man ikke blot at definere hvilke danskere, der trods utallige kampagner for sundere levevis, fortsætter livet som sofakartoffel med smøger og hurtig mad fra pizzariaet, men også hvorfor de gør det. Og det lykkes også et langt stykke hen ad vejen, for det er med de seneste tal umuligt at overse sammenhængen mellem lav social status og for tidlig død. Alligevel bliver man en smule betænkelig ved Sundhedsstyrelsens skråsikre konklusion om, at det ensidigt er en kommunal opgave at sætte ind over for problemerne. Står rapportens indhold til troende, har vi nemlig ikke at gøre med lokale, kommunale indsatser, men med grundlæggende strukturelle problemer, der kræver en national indsats for at kunne løses.

Det er med vantro, at jeg den 20. februar læser Claus Meyers svar på Marlene Duus´ kronik. Hun sidder invalideret tilbage efter at hendes ekskæreste smadrede hende med et jernrør og smed hende ud ad vinduet, han (voldsmanden) er nu elev hos Claus Meyer, der med ansættelsen ”…ville forhindre, at der bliver flere ofre”. Til Marlene Duus´ forståelige vrede over, at Claus Meyer belønner hendes voldsmand, svarer han, at hans ”beskedne indsats” først og fremmest tjener til at undgå ny kriminalitet, ligesom han forsvarer sig med, at han som udgangspunkt intet kender til den begåede kriminalitet – udover hvad gerningsmanden selv fortæller.

For det første bør Claus Meyer vide, at en elevplads hos ham ikke kan regnes for beskeden, al den stund, at den tydeligvis får mere medieeksponering, end hvis voldsmanden havde fået ansættelse på den lokale centerpub.

For det andet, bør han på den baggrund, og inden han kaster sig ud i resocialiserende eksperimenter - overveje følgende: Er det forsvarligt og formålstjenligt ikke at ville kende til den kriminalitet en ansat har begået? En elevplads hos Claus Meyer har næppe samme præventive effekt på en moden mand på 40, der tæsker andre med jernrør og smider dem ud ad vinduet, som det ville have på den 19-årige rod, der ikke kan gå forbi en bil uden at stjæle den.

Man påtager sig et stort ansvar, når man gerne vil være godgørende som Claus Meyer, og det er tydeligt, at han ikke selv helt har fattet omfanget af sit mislykkede forsøg på at gøre det godt for andre. Men han kan starte med at tage folks krænkede retsbevidsthed til sig – og så ville det klæde ham at granske sine egne motiver en ekstra gang.

Med Özlem Cekic´ uheldige fremhævning af kontanthjælpsmodtageren Carina som fattig, har fattigdomsdebatten endnu en gang fået en ordentlig tur i medierne. Men selv om hattedamementaliteten denne gang er veget for en mere åben debat om overførselsindkomsternes størrelse, er det stadig økonomi og rådighedsbeløb, der definerer, hvad vi forstår ved fattigdom. Dette på trods af, at vi for længst burde have koncentreret os mere om, hvad der sker socialt og kulturelt i de familier, der i årevis – og for en dels vedkommende generationer – passivt har levet af offentlig forsørgelse.

Fra 1984 og mere end 20 år frem brugte jeg mine sommerferier på at arbejde på en af Københavns Lærerforenings kolonier, der tilbyder københavnske skolebørn ferieophold for et symbolsk beløb. I denne periode kunne vi registrere, hvordan gruppen af svage børn ændrede sig markant: Fra at være lidt forhutlede børn med for lidt og ofte snavset tøj pakket i poser frem for rygsæk eller kuffert, blev de svage børn i denne periode langt mere veludstyrede. Men de blev også mere normløse og uvidende om basale samfundsmæssige og sociale sammenhænge. Hertil kom tiltagende problemer med at rumme simple regler for samvær med andre: De kunne ikke blive siddende på stolen et måltid igennem, modtage kollektive beskeder eller efterkomme dem – og deres adfærd i forhold til andre børn og voksne blev mere grænseoverskridende: De oplevede flere og hurtigere eskalerende konflikter, der ofte endte i slag og spark.

Denne tiltagende normløshed og manglende sociale manøvredygtighed dækker over, at der i hjemmene mangler de funktioner og sammenhænge, hvor børn socialiseres. Forældrene magter eller kender ikke de funktioner, der giver børnene en referenceramme de kan operere ud fra, og som virker opdragende og dannende: Faste spise- og sovetider, samtale, målrettet samvær som fælles fjernsynstid, biografture, højtlæsning mv. Alle disse familiefunktioner, som de fleste finder helt naturlige, men som ofte skrider i en hverdag uden den faste struktur og kontakt til det omgivende samfund, som uddannelse og arbejde giver.

Dette viser tydeligt, at familiens betyding som socialiserende, dannende og opdragende faktor fortsat er enorm i dagens Danmark. Og at et liv på passiv forsørgelse virker tilsvarende underminerende på disse familiefunktioner, som både børnene og det omgivende samfund er så dybt afhængige af.

Resultatet er en relativt stor gruppe forarmede børn, der ikke efterlades en reel chance for at få et godt liv med uddannelse og arbejde. Deres manglende dannelse og normløshed gør dem til forhåndstabere i et samfund, hvor kravene til (ud)dannelse, sociale kompetencer og kulturel viden bliver stadigt større. Det er denne velfærdsstatens fattigdom vi skal fokusere på. Ikke mindst fordi den i langt højere grad end overtræk på kontoen skaber og udbygger afgrundsdybe skel mellem dem, der er aktive deltagere i samfundsfællesskabet – og dem, der aldrig fik chancen for at komme med på vognen.

I kronikken ”Den egyptiske overraskelse” i JP den 16. januar skriver Karina Pulz (DIPD) og Jakob Whichmann, hvordan ”De ultrakonservative salafisters succes ved det egyptiske valg er kommet som et chok for mange”, efter at de islam-ortodokse salafister med ca. 25% af stemmerne er gået hen og blevet Ægyptens næststørste parti.

 Pulz og Whichmann redegør sobert nok for baggrunden for salafisternes fremmarch og bevægelsens forankring i den fattige del af den ægyptiske befolkning. Salafisterne beskrives, med rette, som radikale og ultrakonservative, mens det ligeså radikale, men pænere indpakkede Muslimske Broderskab (Freedom and Justice Party), der vandt valget overbevisende med 40% af stemmerne, får langt mildere ord med på vejen. Dermed giver Pulz og Whichmann et skævt billede af den stadigt stigende tilslutning til islamo-fascistiske bevægelser og partier i Ægypten, der gør det tiltagende umuligt at se, hvordan en reel demokratiudvikling skal finde sted. Det er således langt fra den chokerende nyhed Pulz og Whichmann gerne vil gøre det til, men snarere en trist bekræftelse af hvad alle har kunnet forvisse sig om ved at følge blot en smule med.

Det er derfor også vigtigt at understrege, at der i dansk og demokratisk optik ikke er den store forskel på salafister og Broderskab: Begge vil indføre islamisk diktatur, begrænse ytringsfriheden, nægte kvinder lige rettigheder, henrette homoseksuelle og aldrig nogensinde tillade en kvinde at blive præsident.

Hertil kommer den i vinden blafrende påstand om, at islamister ad åre bliver mere demokratiske gennem deltagelse i politik. Det havde pyntet med konkrete eksempler al den stund, at vi konstant bliver konfronteret med det modsatte: Iran, Irak, Afghanistan, Tyrkiet – for blot at nævne nogle. Hertil kommer, at enhver rettroende islamist altid vil afvise demokrati og sekularisme. Men måske skal kronikken mere ses som det figenblad man håber at dække sig bag for at retfærdiggøre, at DIPD, som Pulz er ansat ved, og hvor jeg selv sidder i bestyrelsen, har brugt danske skattekroner på at støtte – netop – Det Muslimske Broderskab.